Gud er ikke en engangsaffære

2. søndag eft. Helligtrekonger. Tekst: Johannes 4,5-26

”Jeg anerkender ikke ordet omvendelse. Det ord er tomt for mig. Det har ikke en mening mere, for jeg ved ikke, hvordan det skulle finde sted”, sådan sagde Biskop Kjeld Holm måske lidt provokerende forleden, og det har rejst en vældig stor debat, ikke sådan i verdenspressen – men i hvert fald i Kristeligt Dagblad.

Nogle fra den kirkelige højrefløj er endda så vidt, at de mener han bør trække sig som biskop når han ikke anerkender ordet omvendelse, og ikke gør brug af ordet mission. Selv er jeg ikke så tilbageholdende med at bruge de ord, som Kjeld Holm, men han har et vigtigt ærinde, og han skal have tak og ros for at have været den direkte anledning til, at vi i de her dage og – hvis vi er heldige – også de kommende uger, vil bruge noget tid og energi på definerer hvordan de ord – omvendelse og mission – giver mening i dag.

Kirkehistorisk er de mega-belastede – vi kender alle historierne om meget pågående mission, imperialisme og respektløse religiøse overgreb på mennesker. Og vi kender måske tanken om ”omvendelse” som det at der kan sættes dato og klokkeslæt på og som indebærer en særlig stor religiøs erfaring for at være rigtig – og det er også derfor mange af os præster værger os ved at tage dem i vores mund. Eller, sådan var det nok i højere grad for 10 år siden.  I dag har de fleste virksomheder en mission! – og vi må insistere på at fastholde at også kirken er i mission – mission betyder sendelse – at vi er sendt ud. Og det er selve kirkens væsen. At Gud er Ordet, som vi skal dele med hinanden. At Kjeld Holm ikke bruger ordet mission, er snarere kirkehistorisk betinget, end et udtryk for at han ikke missionere – for det gør alle der har noget på hjertet.

Men hvad så med ”omvendelse”? Jeg har aldrig forstået dem, der kan sætte en helt præcis dato eller et klokkeslæt på, hvornår de begyndte at tro på Gud. Sådan lige som Paulus der blev kastet til jorden og blændet af et så kraftigt gudslys, at han blev omvendt på stedet: Damaskus, 11. november år 45 eft. Kr. kl. 13.15 eller noget i den stil. Fra det ene øjeblik til det andet ændrede han fuldstændigt livshorisont. Gud kom storlarmende og galoperende ind i hans hjerte. Sådan!

Jeg kender også mennesker i dag, der forbinder deres begyndende tro på Gud med en helt bestemt oplevelse. Den og den dag. Til den eller den gudstjeneste. Den eller den koncert, eller noget helt tredje. Sådan har jeg aldrig selv haft det.

Jo, jeg har været i situationer og haft oplevelser, hvor jeg har følt ånden stærkere og – øjeblikke af intensitet, livsglæde, mening, kærlighed og måske endda klarsyn. Og selvfølgelig kan det være sådan at man har en oplevelse af Guds nærvær, som man opfatter som begyndelsen på ens kristentro.

Og det er fint, men det er ikke omvendelse! Det er en stærk oplevelse, et kick, et af de der sjældne øjeblikke, hvor alt går op i en højere enhed. Omvendelse, er ikke en livsbegivenhed. Heller ikke i kristen forstand. Luther har fremhævet omvendelsen som en daglig begivenhed. I sin Lille Katekismus taler han om omvendelse som en daglig venden sig mod Gud.

Det er at vi igen og igen oplever at blive revet ud af vores egne cirkler og snurren rundt om os selv. Når vi møder et menneske der får os til at se nye muligheder. Når vi vågner og verden pludselig ser anderledes ud. Når vi forandres af en ny tanke. Når vi oplever os tilgivet/elsket/accepteret som dem vi nu engang er. Det er omvendelse. Det er evangeliet der kaster nyt lys ind over vores liv, så vi går en anden retning og ser på vores næste med kærlighedens blik.

Og det var det der skete for kvinden ved brønden.  Hun mødte et menneske – Jesus – som så hende og talte til hende på en måde, der gjorde hendes liv og horisont større.  Og det særlige ved det hun mødte, var, at det ikke var en enkeltstående begivenhed, men en ny måde at forstå livet på – som hun aldrig i evighed vil blive færdig med at forholde sig til/vende om til/ lade sig overraske af.

Forståelsen eller billedet af Gud, som det levende vand er stærkt, fordi vi ved hvor essentielt vand er for vores liv. Vi kan ikke leve uden. Vand har stærke karakterer – det vasker og renser, det slår ihjel og det giver liv – og det slukker vores tørst.

Vi kender alle følelsen af at være tørstige, så kan vi ikke rigtig tænke på andet. Men hvad er det modsatte er at være tørstig? Man kan være mæt – men det ord dækker tilfredsstillelse af stort set alle fysiske behov, undtagen behovet for vand. Kan man være ikke-tørstig? Findes den tilstand overhovedet. Tilstanden: ”Ikke tørstig?”  Der findes mig bekendt ikke et ord for det. Måske er det fordi det behov er noget dybereliggende og åbenbart også noget ordløst? Måske er det fordi tørst egentlig aldrig kan stilles? Måske er det at være menneske, at være én der tørster? Og derfor dagligt må have tanket op/fyldt på – skænket nyt vand – dagligt må have skænket nyt liv.

I vores del af verden har vi rigeligt med vand. Vi tænder for vandhanen, lader vandet løbe, fylder vores glas og drikker til vi ikke er tørstige mere.  Indtil vi igen er tørstige og tager et glas mere. Så enkelt er det.  Anderledes er det med den tørst, som er vores liv.

”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv”, siger Jesus.

Det er forkyndelsen af Gud, som kilden til liv – ikke som en engangsaffære, men som den evige Gud, der igen og igen skænker os nyt liv/mening/fred. Ikke bare ved særlige lejligheder, men i vores helt almindelige hverdagsliv. Det er det evige liv, at der bliver ved med at være en kilde der rinder med håb og kærlighed i os.

Det er befrielsen, som kvinden ved brønden bliver kendt med og mødt af. Og det er befrielsen for os.

Befrielsen er, at gjort – eller ugjort i vores liv, ikke får magten over vores liv med hinanden.
Befrielsen er, den livets kilde, som har kraft og magt, til at skabe nyt liv i os.
Befrielsen er, at vi ikke skal ud af os selv, for at finde kilden til liv – men at den kilde allerede er i os.
Befrielsen er, at Gud er kilden til liv, og at den kilde er uudtømmelig og evig og overstrømmende kærlighed til os.
Befrielsen er, at når vi øser vand fra livets kilde, så opdager vi at livet er større end os selv

Det er kilden som rinder med vand – ikke stillestående og dovent vand, men levende vand der springer ud af klippevælv og hjertehuler og løber gennem os og lader sig dele i andre og større vandløb, så det bliver til fælles liv. Og det er mission, uanset hvad Kjeld Holm kalder det.

Livet ikke er noget vi kan tage af os selv. Liv er noget vi får givet, gennem hinanden, af livets kilde – af Gud. Kristus ser dig – og mig – som den vi er, og ikke som den vi burde være. Det er befrielsen for os og en kilde til evigt og ægte liv.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *