Gud er et åg

10407668_10152859095148841_644905702642318318_nSidste søndag eft. kirkeåret

I har fået udleveret et ark med forskellige vejskilte. Prøv at se på det, og overvej hvilket af dem der bedst beskriver jeres liv og jeres forhold til Gud. Måske er der flere. Sådan vil det nok være for de fleste af os, alt efter dagsformen, humør og livssituation.

Vi kan have dage, hvor vi mest erfarer Gud og vores liv, som en blind vej, hvor vi ikke kan komme videre. Vi kan ikke se det næste skridt. Vi kan ikke få øje på mulighederne og står bare ligesom der i en blindgyde, og fatter ikke, hvordan vores livsvej skal fortsætte.

Vi kan også have dage, hvor det hele ramler – og det er som om den ene sten efter den anden falder lige ned foran os. Det hele er besværligt, og hver gang vi tror at nu ”kører det bare”, så falder der en ny sten ned og bremser os.

Der kan også være dage, hvor vi har svært ved at blive på vejen. Skarpe sving/forandringer/nye krav får os til at miste fodfæste –glide ud til siden, og miste herredømme og orientering.

Måske tænker vi om Gud, som et forbudsskilt – Vi må ikke vende om og køre mod strømmen. Vi må ikke dreje til højre. Vi må ikke parkere vores liv foran andres dør. Vi må ikke overhale, men skal tage hensyn til de andre på vejen.

Eller måske tænker vi Gud, som en far der holder os i hånden når vi skal over vejen eller som der, hvor vi har hjemme og er trygge som i vores egen seng. Måske er Gud den der bærer os gennem svært terræn, som på en hesteryg, eller måske er Gud den der giver os perspektiv i tilværelsen, som fra en flyvemaskine.

De fleste af os, har ikke bare et billede af hvordan Gud er og sådan har det også været for de mennesker der har skrevet teksterne i Bibelen. Bibelen er en bog fuld af menneskers billeder af- og erfaringer med Gud.

Gud er større end vores hjerter kan rumme, og større end vores ord kan beskrive. Der er altid mere at sige om Gud, end det både præster og alle mulige andre kan finde på. På den måde er Gud en uudtømmelige kilde til forundring og liv og i sig selv også et udtryk for evigheden – altså at vi aldrig bliver færdige, hverken med at tænke eller med, at få nye erfaringer.

Nyere undersøgelser har vist at vores opfattelse af Gud hænger sammen med vores opfattelse af vores egen far. Har vi haft en streng og kontrollerende far, har vi svært ved at forstille os at Gud ikke også er streng og kontrollerende. Har vi haft en kærlig og omsorgsfuld far, har vi derimod nemmere ved at forestille os at Gud er kærlig er omsorgsfuld.

Og det er jo interessant, fordi det kan være at der er noget inde i os selv, der blokerer for at vi kan tro på Gud, som andet og mere end en forstørrelse af vores egen far.

Igennem vores barndom og liv, kan vi have fået nogle billeder af Gud, som er en byrde for os. Og selvom vi måske godt med vores fornuft og med nye indsigter, kan sige os selv, når vores liv er svært og ufremkommeligt, at så er det ikke Gud der straffer os. Så kan det alligevel være svært at tro det helt ind i hjertet, så det bliver til fred.

Eller når vi er kommet til at gå den forkerte vej, har såret et andet menneske og er fyldt af skyld og fortrydelse – så hører vi evangeliet om forsoning og syndernes forladelse, men det kan alligevel være svært at tro det helt ind i hjertet, så det bliver til fred.

Vi kommer meget let til at lade de byrder vi slæber med os, farve og begrænse vores forståelse af Gud.

I dag får vi tre forskellige billeder af Gud, som vil befri os fra de byrder vi slæber med os.

1. For det første billedet af Kristus, som en grundvold eller et bygningsfundament.

I et sundt og godt kvalitetsbyggeri, er det helt afgørende med et fundament som står fast, som ikke skrider og som man kan være sikker på kan bære det hele. Sådan er Kristus, som et fundament i vores liv. Et fundament, vi ikke selv har bygget, men som vi skal bygge ovenpå og videre på. Nogen gange sjusker vi og laver noget makværk, og nogen gange vælger vi de helt forkerte materialer og det hele falder sammen. Og nogen gange stiger vores egen dygtighed os til hovedet, når vi forsøger at ændre på det der ikke kan ændres på – nemlig fundamentet.

Det befriende er, at det ikke kan ændres. At det står fast. At der er noget, som er større end os, som uafhængigt af vores evner som håndværkere i vores eget – og andres liv, ikke står og falder med os.

Mange af os bærer på den byrde, at vi føler at hele vores liv, afhænger af os selv. Vi ” mærker efter” konstant – føles det rigtigt? Vi knokler for at leve op – nok mest til vores egne – forventninger om udvikling og spændende og smukke liv. Vi vil kunne begrunde alt hvad vi gør og alt hvad der sker i forhold til om det giver mening. Det er en pokkers stor byrde. For det gør det ikke. Altid. Og det er befriende at blive mindet om, at der er en grund i vores liv, som ikke er vores egen – men Guds. At vi mennesker er sat midt i verden på en grund af Guds kærlighed, og af den eneste grund at vi er elskede og skal elske hinanden. Og den grund, står fast uanset, hvor vakkelvornt vi bygger ovenpå.

2. Det andet billede vi får i dag, er billedet af Kristus som vores åg.

Et åg er en slags seletøj til trækdyr. To trækdyr spændes for ploven eller vognen under et åg, der består af en vandret træstang lagt over dyrenes nakke. I det gamle testamente bruges det som et billede på Herrens pagtskrav eller loven.

Vi taler også om åg i dag, som noget i vores liv, der er tungt at bære. Noget vi er bundet af, som tynger os og som i en eller anden forstand undertrykker os. Vi forbinder åg med noget negativt.

Derfor er det også underligt at tale om Kristus som et åg. Jesus siger:  ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let”.

Hvad vil det sige at tage Jesu åg på sig? Og hvordan kan det være en befrielse der vil lette os, for de byrder vi slæber med os?

Det fortælles i en legende, at en eneboer ved navn Eubolos drømte, at Satan kom hen til ham med et stort stykke papir, som han holdt op foran ham, idet han hånligt sagde til ham: ”Dette er din regning. ”
Men i stedet for at fortvivle ved tanken om alle sine fejltin og synder tog eneboeren regningen og tegnede et stort kors hen over den og sagde: ”Dette er kvitteringen. ”
Jesus har båret korset for os. Det skal vi ikke længere bære selv. At tage hans åg på sig betyder, at vi åbner os for alt, hvad Kristi kors betyder. At vi dagligt søger forsoningens mulighed i ham – både med os selv og med andre. At vi takker for, at han bærer den tunge byrde, så vores kan blive så let, at der med to pennestrøg kan slås en streg over den regning, som hverken vise, forstandige eller umyndige kan betale. To pennestrøg som udgør det kors, som er tegnet på, at vi hverken kan eller skal frelse os selv. Befrielsen i at tage Kristi åg på sig, ligger i at erkende at vi mister vores liv, hvis vi krampagtigt holder fast i at livet er vores eget. Befrielsen ligger i at grundtonen er Kristi kærlighed til os. Det åg Kristus bar, bar han for os – vi skal ikke bære det samme åg. Hans åg og velsignelse er, at vi kan bære vores åg og tage vores liv på os, som dem vi ér: Guds elskede mennesker.

3. Det tredje billede vi får i dag, er Kristus som hjertets eller sjælens hvilested.

” Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”, siger Jesus.  ”Kom til mig! – med alle dine bekymringer, din ensomhed, din meningsløshed, din sorg og dine savn – og jeg vil give jer hvile” – Og det stærke er, at det er lyder fra Guds mund, den Gud, som ikke bare venter i sin himmel på at vi skal komme til fornuft og komme til ham – men som steg ned fra sin himmel, og som kommer til os, der hvor vi hver i sær er i vores liv.

Og det troværdige er, at vi tror på en Gud, der selv har været menneske. Som selv har oplevet tvivl og fortvivlelse, sorg og savn, vrede og afmagt. Og derfor kan han komme til os så vi forstår at det er sandt, at han forstår os.

Augustin udtrykker vores længsel om at leve det ægte liv/være menneske – måske vældig uformuleret/udefineret, sådan her: ”Mit hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig”, altså i Gud. Det tror jeg der ligger en dyb sandhed i – og at den hvile/ro/fred/fylde/mening vi kan opleve, det er Gud der har fundet os. Eller måske snarere når vi er allermest tilstede/hjemme som mennesker, er, når vi tør hvile i troen på, at Gud har fundet os. At han er flyttet ind i os med sin ånd og sit nærvær og vores åndedrag og hjertesuk er forbundet med hans – så vi aner, at vi kan befries fra de byrder vi slæber med os.

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *