Glæde er ikke bare en følelse

Kristi Himmelfarts dag

Vi fejrer Kristihimmelfart i dag. Og hvis vi er heldige at både Gud og regeringen vil, gør vi det også næste år!

Det er forår, der er lethed i luften. En lethed, som passer naturligt til en dag, hvor det fortælles at Jesus lettede! Jesus løfter hænderne til velsignelse og svæver op til himlen.

Der er en lethed over fortællingen, der smager af solskin og lammeskyer. Og disciplene fyldes af glæde!

Men, hvordan skal vi forholde os til Kristi Himmelfart i dag?

Det kan være en anfægtelse for et rationelt, logisk tænkende menneske at høre til en religion, der rummer så vidtløftig en historie. For nogle er Himmelfarten en af de fortællinger, der truer med at gøre kristendommen til en karikatur.

Men det er vel sådan, man måtte fortælle poetisk om Kristus, for at det kunne blive klart, at hans herlighed stråler ud over alt.

Når vi taler om Himlen i kristendommen, så er det ikke identisk med den fysiske himmel, vi ser ovenover os, men Himlen er der, hvor det er himmelsk at være.  Det en den kærlighedsfyldte virkelighed, Jesus drog mennesker ind i, mens han gik omkring på jorden. Himlen er der, hvor Kristus hører hjemme, og hvor han har lovet os, at vi også gøre det. Det er også der, vi kan håbe på, at vores døde er.

Når barnet spørger: ”Hvor er mormor nu, da hun er død?” vil mange uden betænkning svare: ”I himlen”. Man håber så, at barnet ikke fortsætter med at spørge, fordi man hurtigt kan blive rodet ind i noget, man vil have svært ved at svare nærmere på.

Men også et barn forstår, at der findes ting, der eksisterer, selvom vi ikke kan se dem. Ja, barnet forstår det måske bedre end mange voksne gør! Kærlighed er et godt eksempel. Den kan ikke ses, og alligevel er der ingen, der vil sige, at den ikke eksisterer.

Kristus, der tidligere var begrænset af tid og sted, kan nu være nærværende overalt. Det er hovedbudskabet i dag og det er et opløftende og glædeligt budskab.  Det demonstreres at livet har horisont, og at Gud er universel – og han måtte løftes ud af vores konkrete verden, for at kunne være himmelsk nærværende hos hver enkelt af os.

Vi synger gospel i dag. Gospel betyder ”det glædelige budskab” – så hvad er mere passende end at se lidt nærmere på glæden? Den glæde, som disciplene også blev fyldt af.

Ordet glæde har noget underligt banalt over sig. Det er som om glæden er blevet overladt til børn, spejdere, tumber og naturfolk, nærmest som om man skal være dum for at være glad, og naiv for at tale om den.

Benny Andersen beskriver det sådan her i digtet: ”Træd varsomt”

Af og til kan man fyldes af glæde
på en måde der er helt utidssvarende
Hvis man røbede omfanget af den
ville det virke stødende
som om man var glædesblotter
man risikerede at blive pålignet
en særlig forlystelsesskat
eller i bedste fald slippe med en advarsel
Lad det ikke ske igen
og aldrig i andres påsyn

Det kan skyldes synet af en blomst i vejkanten
en pludselig indsigt i dens fuldkommenhed
den står der og er blomst på en genial måde
som om det var det naturligste i verden
hvad det naturligvis også er
men man ville næppe slippe godt fra
at fortælle det til andre
Se engang hvor blomst den er
den blomsteste blomst i miles omkreds
blomst helt ud i bladspidserne
ikke ét overflødigt blad
det er virkelig professionelt arbejde
alt i den
rod
stængel
kronblade
støvdragere
udfylder indefra dens blomsthed
til dens yderste grænse
MEN
og her kommer vi til det geniale
den overskrider endog denne grænse
i kraft af sin vellugt
i kraft af sin skønhed
som når mange meter væk
se selv
lugt selv
glæd jer selv

Folk ville stirre rystet på en
eller med pegefingeren foretage
en drejende bevægelse ud for tindingen

Der er en tendens til at betragte glade mennesker som jubelidioter, lalleglade og useriøse. Uden realitetssans eller ansvarsfølelse. På en skala fra 1-10 over mennesker vi vil betro vores værdier, rangerer alvorlige mennesker markant højere end glade mennesker.

Hvorfor er det sådan? Måske fordi vi tænker alt for små tanker om glæden. Vi forveksler glæde med overfladisk godt humør, og godt humør er der i øvrigt ikke noget galt med – men glæde er bare meget mere end fest og ballade, skøre hatte og gode grin.

Glad kan enhver idiot være, siger vi! Hvorimod glædesløsheden bliver alvorens og dybdens varemærke. Jo mere tungsindig, jo mere dyb og vidende – sådan kan det opleves.

Glæden er på mange måder urealistisk – og alligevel lever vi af den! Piet Hein har fat i en stor sandhed, i sit lille grug: ”Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt”.

Og glæde er mere end bare en følelse. Det er en grundstemning givet med tilværelsen selv: på en måde er der allerede glæde i universet i form af solens lys, farverne, lydene, sproget osv.

Forestil dig verden minus farver, lyd, tale, lys, eller at naturen var grim – sådan en verden ville få øjne, ører og sind til at krølle sammen som en vissen blomst. Verden er ikke et neutralt og intetsigende råstof.

Verden er skabt af Gud, villet af Gud og han så at det var godt. Verden er god, ikke sådan at der ikke findes ondskab og elendighed i verden – det må vi desværre alle sammen igen og igen erfarer – men glæden er et grundvilkår i verden.

Naturen er ikke hæslig og fjendtlig, og medmenneskene vil vi ikke, trods al ligegyldighed og egoisme, undvære selskabet af. Vi har grund til at glædes og grund til taknemmelighed.

Lykke og glæde ligner hinanden, men det er ikke det samme. Lykken kan tilsmile mig med overskud og overflod. Lykken er en appelsin i turbanen – hvorimod glæden er min holdning til livet. Glæde bunder i den grundlæggende holdning, at livet er en gave, som vi får uden at have gjort os fortjent til det – og som kun kommer til udtryk når vi deler livet med hinanden.

En digter siger: ”At søge glæde er at miste den: du skal søge pligten, så kommer den, som en engel.” – At søge glæde er at miste den: du skal søge pligten, som kommer den som en engel.

Og engle de kommer som regel bag på os! Glæden er en gave, og ikke noget vi selv kan købe eller lave. Tanken minder om den bibelske: ”Søg først Guds rige, så skal alt andet gives dig i tilgift.” – og så bliver glæden identisk med at elske Gud og næsten.

Glæden er altid glæde- ved. Ikke glæden som en indre tilstand; den udspringer af selvforglemmende at være rettet mod noget. Som når man møder et menneske der er helt koncentreret om en opgave. Fx kan man opleve sangere, der forsvinder ind i sangen og bliver et medium for sangen og glæden ved sang.

Glæde følger af selvforglemmelse til noget andet. Man ler ikke, fordi man er glad – man bliver glad, fordi man ler.  – eller som vi siger: Ikke enhver der ler, er glad.

Nogle af os har sunget det meste af dagen. Og der sker noget med os når vi synger. Folk der har forstand på det vil kunne fortælle at når vi synger, sker der noget helt fysisk med os. Vi udløser endorfiner, som giver os velvære, modvirker stress og alt muligt andet godt, som opbygger glæde.

Men der sker også noget mere, når vi som i dag mødes og synger gospel. Sangen fremelsker håbet og glæden i os.

Der sker noget med os, når vi synger. Når vi står i vores livs lykkeligste eller livs sværeste øjeblikke, så synger vi! Vi synger de store sange og salmer, og selv den mest forbitrede og forknudrede sjæl lader sig berøre af sangens kraft. Det visne græs, får liv igen.

Når man er rigtig ked af det og modløs, når alt ser håbløst ud, så kan det være svært at få et ord frem, så mister man stemmen.  Men når vi sætter stemme på og synger, så sker der noget i os.

Sangen fremelsker håbet i os.  Vi siger nogle gange, at der var en sang, så taget blev løftet. Men når vi synger, er det ikke alene taget der bliver løftet. Sangen løfter os ud af os selv, så vi kan se længere end vi troede muligt.

Sang er forløsende. Ordene og musikken kryber ind under huden på os og åbner nye horisonter for os, og indimellem oplever vi endda at himlen åbnes for os.

Sangen kan give os mod til at leve i verden, også selvom den indimellem kan være dyster og mørk. Min virkelighed er ikke forandret, men den er som forvandlet. Der er intet sted, hvor Gud kan sætte sig som i sangen og gøre vores livserfaring til Gudserfaring.

Gode salmer. Gode lovsange kan give vores dybe længsel luft. Gode salmer. Gode lovsange kan give ord til troen, og indøve os til hengivelse til det, der er større end os selv, til Gud.

Og glæden den findes i selvforglemmelsen, i fællesskabet, i optagetheden og hengivelsen til det der er større end os selv, til livets Gud.

Vi skal øve os i at tale sammen, og vi skal øve os i at lade Gud tale til os i ord og handling, i bøn og lovsang. Den Gud, som er for til himmels, gjorde sig ét med kærligheden og er til stede i vores liv. I dit liv, og i mit liv. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *