Fredens vej

3. søn. i advent. Tekst: Luk 1, 67-80

Her i efteråret er vi hver fredag morgen mødtes en gruppe af mennesker fredag morgen til tidebøn i Hasle Kirke. Og det her er altså ikke tænkt, som et reklameindslag, selvom alle er hjerteligt velkomne.

Tidebøn er en fast form på bøn, bibellæsning og salmesang – og hvor det særlige er, at man læser Davidssalmerne som bønner – ligesom man har gjort i hele den kristne kirke ud over hele jorden, lige siden Ny Testamentelig tid. Det hedder også tidebøn, fordi der er faste bønner og læsninger til forskellige tider på døgnet, som vi kender det fra katolske og ortodokse klostre. Her synger man også davidssalmerne som vekselsang på gregorianske melodier.

Så avancerede er vi ikke her i Århus V, fredag morgen – men vi har lært én melodi. Vi synger ”Benedictus” – som er den tekst, jeg netop har læst: Zakarias´ lovsang!

 Jeg havde overvejet at synge den for jer i dag – men ja, så blev jeg alligevel overmandet af manglende mod eller fornuft, alt efter hvordan man ser det. 

Den er svær at synge. Og det tager noget tid at lære den. Fire gange siges det, så kan man nogenlunde hænge på. Men det ér ret krævende og det er derfor det er værd at komme efter. I hvert fald efter min mening.

Sådan er det egentlig med mange forhold her i livet. At det er det vi skal kæmpe noget ekstra for/gøre os umage med/igen og igen beslutte os for og bestræbe os på – det er ofte det, som også bliver betydningsfuldt og værdifuldt i vores liv.

 Det har gjort noget ved mit forhold til Zakarias´ lovsang – at stå der og synge den hver fredag morgen. Ja, måske har det gjort at jeg overhovedet har et forhold til den her tekst. For den er på mange måder svær, og fremmed og utilgængelig med al den tale om Israels Gud og Davids hus hellig pagt.

 Men den er også meget livsnær – når vi lytter efter. Og der er en grund til at netop den her tekst er fast led i tidebønnen og har været det i genration efter generation. Det er stærkt og også nødvendigt for os at blive ved med at gentage en bøn om, at Gud vil lede vores fødder ind på fredens vej:

 ”Lad lyset skinne Herre, for dem der sidder i mørket og led vores fødder ind på fredens vej”!

 Og det kan blive helt konkret for os, når vi blive ved med at gentage det. For hvad betyder det i vores liv, at gå på fredens vej?

Det er i hvert fald ikke noget vi bliver færdige med. Det kræver vilje og tålmodighed og en ydmyghed i forhold til at fredens vej, måske ikke altid naturligt er den vej vi går. Men at vi har brug for lyset/solopgangen fra det høje/Gud til at kaste lys ind over vores liv, så vi kan se klart til at gå på fredens vej.

 I disse dage mindes vi Nelson Mandela, som i en helt særlig grad er blevet et ikon på fredens vej.  Vi elsker at høre om ham og fascineres af hans historie, og der er så mange lovord om ham i disse dage, at intet menneske kan leve op til dem af sig selv. Fortællingen om Nelson Mandela er så stor, fordi den rolle han kom til at spille for freden i Sydafrika og for ligeværd og forsoning i verden i det hele taget, er svær at overvurdere.

 I foråret 1968 – efter at have siddet knap fire år i fængslet på Robben Island – fik Nelson Mandela for første gang besøg af sin mor. Hun var rejst i dagevis fra sin landsby i Transkei for at nå frem til ham, og som en særlig gestus forlængede myndighederne den gængse halve times besøgstid til halvanden time.

Nogle uger senere modtog Mandela besked om, at moderen pludselig var død af et hjerteslag. Han bad om lov til at deltage i begravelsen, men fik afslag, hvilket påvirkede ham dybt. Han sørgede over sin mor og var frustreret over, at han som hendes eneste søn og ældste barn ikke kunne tage ansvaret for hendes begravelse, sådan som traditionen foreskriver.

I sin erindringsbog “En lang vej til frihed” fortæller Mandela, hvordan dødsfaldet fik ham til at tage sit liv op til revision. Moderens vanskeligheder, hendes fattigdom fik ham endnu en gang til at spekulere på, om han havde fulgt den rigtige vej.

“Det var det stadige uløste spørgsmål: Havde jeg valgt rigtigt ved at sætte folkets velfærd højere end min egen families? I meget lang tid forstod min mor ikke, at jeg involverede mig i kampen. Min familie havde aldrig bedt om eller ønsket at blive involveret i kampen, men de led under mit engagement.”

“Hver gang kom jeg til samme svar. I Sydafrika er det svært for en mand at ignorere folkets behov, selv når det går ud over hans egen familie. Jeg havde truffet mit valg, og i sidste ende havde min mor støttet det,” skriver Nelson Mandela.

Han betalte selv en høj pris – 27 år fængsel. Han kæmpede en sag der var større end ham, og er blevet ikon på kamp, tålmodighed, tilgivelse og fred. Man kan sige at det er en stærk fortælling om lyset, jeg læste om før, der er som en værdifuld skat, som bæres i skrøbelige lerkrukker. Og det bliver tydeligt, at vores kræfter stammer fra Gud, ikke fra os selv. Der er pres fra alle sider, men lyset/sandheden/det gode bliver ikke knust. Lerkrukken kan revne og smuldre, men lyset skinner stadig – for det kommer fra Gud.

 Vi mindes Mandela og samles om ham, fordi vi har brug for de håbsfortællinger, som Mandela og drømme er gjort af. Mandela var godt nok af kød og blod, men han allerede blevet helgenkåret i vores fortælling. Ingen af os tænker, at vi kunne have gjort det han gjorde. Ingen af os tænker,  at vi ville have ofret det han gjorde. Men vi ved det ret beset ikke. Vi ved ikke, hvad vi havde valgt, hvis vi havde haft Mandelas sko på. Men vi ved godt, hvad vi ville ønske vi kunne have gjort. Nemlig det samme.  Og selvom Sydafrika er langt væk fra vores liv og virkelighed her i Århus V, så er der meget inspiration at hente i fortællingen om Mandela.

Gud har brug for mennesker der kan give stemme til hans ord og bane vejen for hans fred. Mandela valgte fredens vej – og det krævede udover kamp og fængsel og en vilje til forsoning – også en himmelsk tålmodighed. Et helt livs tålmodighed.

Han siger selv et sted: ”At være optimist er at holde ens hoved mod solen, mens ens fødder går fremad!”

Evangeliets påstand er, at selv når vi lukker for vores forventninger og lukker os inde i fortvivlelse, vil solopgangen fra det høje alligevel stige op over horisonten og besøge os i vort mørke. Vi skaber ikke selv lyset. Det kommer udefra og lyser os op. Gud har brug for mennesker der kan give stemme til hans ord og bane vejen for hans fred.

 At gå på fredens vej, er måske først og fremmest en vilje til at ville det. Og en erkendelse af at sagen/livet/vores relationer/lyset er større end os. At vi må blive ved med at bede i tålmodighed og ydmyghed: ”Lad lyset skinne og led vore fødder ind på fredens vej! ”

 At gå på fredens vej, er måske en rettethed mod lyset/det sande/det gode/fællesskabet og en vilje til at blive ved med at gå der. Skridt for skridt.

Og at vi bliver der, også når de er svære og tunge, og vi har brug for hjælp til bare de mindste skridt. De dage, hvor vi har brug for hjælp for at få benene ud af sengen. De dage, hvor det første skridt er så svært, at det virker helt uoverskueligt og giver os ondt i maven. De dage hvor vi føler vi går på en knivsæg og er så bange for at træde ved siden af, eller forkert.  

Fredens vej er ikke altid den naturlige og nemme vej. Sådan er det. Og det ved enhver af os, som har måttet kæmpe for at finde den og blive på den og bede om hjælp. Men fredens vej er den eneste vej der går fremad. Og den eneste vej, hvor vi kan være ærligt sammen med andre mennesker. Fredens vej er fællesskabets og kærlighedens vej og tilgivelsens vej.

Den fred og den kærlighed og det liv, der er større end os. Det er skatten i vores skrøbelige lerkrukker. Det er lyset – det guddommelige lys – i vores liv, som vi bærer med os og som er mere end blot lys.  Det er velsignelsen. Det er en anden der ser på mig, og ser mig. Det er en forjættende forventning om at lyset selv i dødens skygge ikke holder op med at lyse. Men at det snarere bliver stærkere. ”Herre lad lyset skinne og led vore fødder ind på fredens vej!”

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *