Forlad os vor skyld

Nytårsdag

“Ja, tak jeg vil gerne have et stykke liv mere!”
Det er godt på en nytårsdag at kunne kigge frem og ønske sig et stykke liv mere, fordi det er for godt til at være slut. Fordi året, der gik, trods sorger, ligegyldigheder og nød, så alligevel blev til en samling gode grunde til gerne at ville blive et er år mere. Det er et godt sted at stå, uanset hvor langt man så ellers er kommet i livet. Dette at kunne gå dagen i møde, fordi den er en gave og ikke en byrde.
Men der er også den anden situation. Og den kendes, i større eller mindre grad, af mange. Den situation, hvor noget gik så grueligt galt engang i tiden bagude, at det stadig farver tilværelsen og får både dagen i dag og fremtiden til at se grålig og grumset ud. Ingen taknemmelig nytårsstemning, men en daglig opvågnen til de værst tænkelige tømmermænd: Tømmermænd i sjæl og sind. “Hangovers” – et vedvarende hængeparti, så at salmistens ord i Davids salme 90 får konstant gyldighed:
“Du, Herre, har stillet vore synder for dine øjne, – vor skjulte overtrædelser i dit ansigts lys.” Ja, og trods fortrængningsforsøg, også i vores egne øjne og ansigts lys. “Alle vore dage svinder hen i din vrede, – vi henlever vore år under suk. – Vores leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til – al deres stolthed er elendighed og ulykke”

Undladelsessynd er lige så ødelæggende som anden synd. Undladelsessynd som fx det at undlade at tale højt om egne svigt. Bekende. Angre. Af hjertet bede om nåde og tilgivelse, hvor det endnu måtte være muligt. Det er ødelæggende ikke at få sat ord på og erkende de fejltrin man har begået i tidens løb, for gør man ikke det, slipper de ikke taget i én. Det er vigtigt engang imellem at få ting sat på plads. Det er det også i sindets og sjælens sager. Så vidt muligt at få ryddet op og talt højt med både Gud og mennesker. Det er ikke noget, der skal gøres på gader og torve. I talkshows eller på tv, og hvor folk i dag, i det offentlige rum forsøger at komme at med det smertefulde. Ikke på gadehjørner “for at vise sig for mennesker”. Men du skal gøre det ansigt til ansigt med det andet menneske i lønkammeret over for din Gud og far i himlen.
Ida Jessens roman Det første jeg tænker på handler om landsbyens unge præst, Lisa, hendes mand Frederik og deres to børn, Gustav og Marie – og deres barnepige Manne.
Lisa får over sommeren besøg af sin gamle barndomsveninde, forfatteren Birgitte. Birgitte trænger til en pause fra sin egen tilværelse: hun er kørt fast både i skriveriet og i sit forhold til en gift mand, og derfor synes et par dage i landsbyidyllen, langt fra realiteternes København, som en kærkommen mulighed for at slippe væk. Idyllen vendes dog brat på hovedet, da Gustav på sin syv års fødselsdag bliver kørt ned af en flugtbilist og efterfølgende dør på sygehuset i Viborg. Enhver forælders værste mareridt begynder nu for Lisa og Frederik, der hver især og sammen må lære at leve med ikke blot at deres søn er død, men også at en ukendt person har ladet ham ligge og er flygtet fra ansvar og skyld. Alle er enige om, at den skyldige må være en fra egnen; og dermed en fra Lisas eget sogn.
De involverede og de pårørende til ulykken reagerer helt forskelligt.
Faderen Frederiks sorg er indadvendt. Han har vanskeligt ved at tale om det med nogen, og begraver sig i arbejde og travlhed. Han flygter væk fra smerten over tabet af Gustav og også fra sin kones vanvid. Frederik har ikke brug for at få placeret skylden for ulykken for at komme videre. Men han har brug for, at få sat ord på den skyld han føler i forhold til, at han ikke altid synes at han har været tilstede overfor Gustav. Han føler skyld over indimellem at have svigtet ham. Han føler også skyld over ikke at kunne dele sin sorg med sin kone, og ikke at kunne være sammen med sin datter. Frederik flygter fra at sætte ord på det, fordi det gør for ondt. Men til sidst indser han, at der er ikke nogen vej uden om. Han er nødt til at få løftet sin skyld op i lyset.

Moderen og præsten Lisa bliver besat af tanken om at finde den skyldige, ikke for at konfrontere ham/hende med spørgsmålet om skyld og straf rent juridisk. Nej, hun vil stå ansigt til ansigt med gerningsmanden for at kunne tilgive i en religiøs forstand. Lisa er præsten, og forsøger at hæve sig op over de usle, almenmenneskelige følelser og sætte sig i Guds sted. Men det er ikke muligt. Hendes motiver for at finde den skyldige, viser sig alligevel ikke at være helt rene. Hun kan ikke sige sig fri fra hævntanker. Og da man til sidst finder ud af at det er Manne, deres barnepige der har kørt Gustav ned og undladt og fortælle det – møder Lisa hende med en tilgivelse, der ikke sætter hende fri, men som binder hende og gør hende afhængig af Lisas nåde.

Og Manne barnepigen, som passede Gustav og han søster og elskede dem begge over alt på jorden – og som kom til at køre Gustav ihjel, og som blev så skrækslagen, bange, ked af det og chokeret at hun flygtede i bilen og undlod at sige at det var hende der havde gjort det. Undlod at sige noget, og skjulte sandheden eller måske fortrængte sin skyld. Hun er jo om nogen, den der lider. Hendes liv er ødelagt. Hun bliver aldrig den samme mere. Ulykken og skylden klæber sig til hende. Hun kommer aldrig over det, og hun kommer heller aldrig videre med sit liv, hvis hun ikke får bedt om tilgivelse. Der er ingen fremtid for hende, hvis hun ikke beder om tilgivelse. Hun er nødt til at få sat ord på sin skyld. Hun er nødt til at få løftet for det grimme kapitel af sit liv op i lyset. Gør hun ikke det, kan hun ikke leve videre sammen med de mennesker hun har gjort så ulykkelige.

Spørgsmålet om skyld, tilgivelse og ansvar er sat på spidsen i romanen: “Det første jeg tænker på”. Og heldigvis er det ikke os alle sammen der kommer til at stå i så tung en sorg eller så dyb en skyld – men vi kender reaktionerne. Reaktionerne er almenmenneskelige. Vi kan forsøge at flygte fra vores skyld, vi kan gøre ihærdige forsøg på at fortrænge den og ignorere den. Eller vi kan også dyrke den, så den kommer til at fylde hele verden. Vi kan slå os selv oven i hovedet med den og vi kan lade den ødelægge alt det der gør livet værd at leve. Hvis vi giver lov til det, kan skylden gnave sig fast i os som en snylteplante der til sidst vokser os over hovedet.
Vi kan reagere forskelligt i forhold til skyld. Og jeg er ikke i tvivl om at vi er disponeret forskelligt. Nogle af os har nemt ved at tilgive, andre af os har svært ved at tilgive og svært ved at glemme. Nogle af os har nemt ved at erkende når vi har gjort noget forkert, eller undladt at gøre noget vi burde have gjort. Andre af os har svært ved det. Og nogle af os har nemt ved at bede om tilgivelse, andre af os har uendelig svært ved det!

En dag som i dag, er en dag til selvransagelse. Det er en dag, hvor vi både kigger tilbage på året der gik. Og en dag hvor vi ser fremad. Og mange af os bruger nytåret som en anledning til at få ryddet op i det gamle og gøre klar til det nye. Skal jeg fortsætte hvor jeg slap i 2007, eller skal jeg ændre kurs? Det er et spørgsmål, som vi på et eller andet plan stiller os selv, ved et årsskifte. Nytårsdag, er en dag, hvor vi får lyst til at starte på en frisk. Men i virkeligheden burde alle dage være sådan. I virkeligheden ville vi få det meget bedre med os selv og hinanden, hvis vi startede på en frisk hver dag.

“Lad din sjæls forurening fosse ud af dig i bøn til Gud”, som Kim Larsen engang sagde det. “Forlad os vor skyld…”, som Jesus lærer os det i fadervor. Ja: Forlad mig min skyld. Giv mig fred i sindet. Fri mig fra det onde. Giv mig at turde tale højt over for det menneske, jeg har forbrudt mig imod. Eller, om det ikke er muligt, så ansigt til ansigt med en anden som vil lytte til mit sinds nød og elendighed. Fri mig, far i himlen, for al unødig og livsødelæggende fortrængning. Gør fremtiden åben for mig i forvisningen om, at både den og min fortid ligger i din hånd. Så bliver det muligt, med den bøn, med fadervor i hjertet, at se såvel det gamle som det nye år som en gave og måske sige, som Poul Borum i “Digte til musik”:

Et år mere, Herre!
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død

Et år mere
af forsvindende drømme
og knopper der bliver til løv.
Et år mere
lagt oven i bunken af år
der synker længere ned
og bliver støv

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *