Fodfejl og fodvask

Skærtorsdag, text: Joh 13,1-15

Det er en opfordring der er svær at misforstå! Jesus vasker disciplenes fødder – og sådan, kære venner, siger han, sådan skylder I også at vaske hinandens fødder. Så det skal vi selvfølgelig! Lige om lidt vil jeg bede jer alle sammen om at tage sko og strømper af og så har vi nogle baljer vand her ude bag ved – og så vil jeg bede jer om at vaske sidemandens fødder! Er I med på den?…og I skal nok få lov at slippe.

Vi har taget vores pæne tøj på og sidder godt nok sammen her i kirken ved borde dækket op til fest, men vi kender måske ikke hinanden så godt og i hvert fald slet ikke så godt at vi har lyst til vaske sidemandens fødder og måske endnu mindre til selv at få vasket sine fødder. Det ville være meget grænseoverskridende. Det er for intimt. Der er noget med fødder som er ret privat. Fødder er nogle underlige størrelser. Mange fødder er egentlig grimme. Sådan blege og hvide og skæve – og de fleste af os viser dem ikke offentligt frem før til sommer med lak på neglene og i sandaler.

Fortællingen om Jesus der vasker disciplenes fødder er sanselig og stemningen intens. Vi kommer uvilkårligt til at se de der 12 voksne mænd for os, der sidder bænket rundt om et bord i deres bedste tøj – og med bare fødder. Disciplene sidder samlet rundt om bordet, som vi sidder i dag: Judas som forråder ham, Peter som fornægter ham og flere af de andre har netop skændtes om, hvem af dem der er størst. Hvem der er den vigtigste. De har fulgt Jesus i lang tid og har haft direkte adgang til ham, til hans undervisning og forkyndelse – og man skulle tro at de efterhånden havde fod på det. Det har de langt fra. De bliver ved med at begå en masse – undskyld udtrykket – fodfejl. Og da Jesus pludselig begynder at vaske deres fødder, opleves det helt forkert. Helt omvendt. Og det har de svært ved at være i. Den omvendte verden, hvor kærligheden sætter dagsordenen for hvad der er op og ned.

Ved eksemplets magt viser Jesus disciplene, at vi skal tjene hinanden og lade os tjene. Og det lige midt i deres kappestrid om hvem af dem der er bedst og størst og tættest på sandheden. Jesus giver os den befaling i ord – og i en meget konkret handling – at vi skal elske hinanden, ligesom han har elsket os – og at tro hænger sammen med ydmyghed. Det hænger sammen med at tjene hinanden. Tro og kærlighed er altid også helt konkret handling i forholdet til vores medmennesker.

”Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste”. Sådan står der og det er det vi skal tage med fra bordet i aften at uanset vores fodfejl og fejltrin, så bliver Jesus sammen med os: ”Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste”. Han rejser sig ikke og går. Han ryster ikke -hverken os eller- støvet af sine fødder og forlader os. Han bliver sammen med os.

Vi danskere kalder i aften for ”skærtorsdag”. ”Skær” betyder bl.a. ”ren” og er muligvis en henvisning til at Jesus vaskede sine disciples fødder rene. Vi nøjes normalt ikke med at vaske fødderne. Vandforbruget har aldrig været større. Mange af os går i bad hver morgen. Vi vasker os, renser luften og spritter vores hænder inden vi rører ved hinanden for at undgå at smitte hinanden med bakterier – og måske også med liv. I hvert fald er vi rene og vores biler og hjem er poleret i Ajax. Vi lever på mange måder pletfrit og når der er beskidt tænder vi vores robotstøvsugere og selvrensende ovne.

Det eneste vi ikke kan rense er os selv. Der findes ingen automatisk selvrens når det kommer til os mennesker, og den skyld eller de byrder vi bærer på, og som vi længes efter at blive befriet fra eller renset for. Pontius Pilatus vaskede sine hænder langfredag, fordi han troede han kunne rense sig selv for sit medansvar for henrettelsen af Kristus.  Men der er ingen indbygget rens-selv-funktion vi kan sætte i gang. Vi må renses og befries for det vi bærer på, af Gud og af hinanden. Det er det kærlighedens fodarbejde og fællesskab vi bliver en del af i aften, hvor Kristus selv viser os hvor grænseløst rummelige og ydmygt favnende vi skal tage imod og tjene hinanden.

”Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste”

Når jeg skyder mig selv i foden.
dummer mig og
laver benspænd
for mig selv, og jeg
for – kun Gud ved- hvilken gang
falder tilbage i samme plovfurer
ramt af selvlede og
den skyld jeg ikke
kan finde ud af
igen
Når jeg skyder mig selv i foden,
så vasker han den.

Når jeg får kolde fødder,
Ikke tør og
ikke tager de skridt
jeg skulle, og jeg
går glip af det liv der kunne
være større, hvis jeg turde
tro at det er godt og
have tillid til det
går
Når jeg får kolde fødder,
så vasker han dem.

Når jeg mister fodfæste,
vakler og
stiller spørgsmål
ved alt det, der er
grund og vold, og jeg
falder i et hul af fortvivlelse
glider ud af de spor der er mine
skubbet til af en virkelighed
der ikke stemmer og
går i sort
Når jeg mister fodfæste,
så vasker han dem.

Når jeg får slået fødderne væk,
under mig og
er forelsket i livet, der
omfavner min verden med
lykke der bobler og
øjne og blikke der
slår smut og kaster
mig helt derud
hvor jeg ikke
bunder
Når jeg får slået fødderne væk
under mig
så vasker han dem.

Når jeg er bundet på hænder og fødder,
snøret til og
sat fast
på en plade af pligter der er
mine og der mangler
snor der kan strækkes
ud af facon og
hverdagen gisper efter
liv der levner
plads til alt
det gode indimellem
linjerne
Når jeg er bundet på hænder og fødder,
så vasker han dem.

Når jeg slæber på fødderne
går det ud
over andre, der har
brug for mig, og jeg
ved det og orker tit ikke
involvere mig og
jeg venter på
andre gør noget
før mig og jeg risikerer
ikke meget, og taber
måske
i længden
Når jeg slæber på fødderne,
vasker han dem.

”Han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste”

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *