Et befriende blik

11. søndag efter trinitatis, Tekst: Rom. 10,4-13[17]; Luk. 7,36-50

Det afhænger af øjnene der ser, siger vi. Vi kan blive mødt af et blik, der får os til at tage øjnene til os, krympe os og føle os små og usle.

Vi kan også blive mødt af et blik, der får os til vokse og blomstre. Alt afhænger af øjnene der ser. Alt afhænger af hvilket blik vi bliver mødt af.

Jesus bliver ofte anklaget for at omgås syndere. Men det er ikke ham der kalder folk for syndere. Det er der andre, der gør. Selv formår han på enestående måde at se forbi – eller måske igennem – det andre hager sig fast i. Hvor andre ser syndere, ser han noget andet. Han ser sine søstre og brødre. Han ser helt enkelt Guds børn.

Han ser altid, at der er så uendelig meget mere at sige om det menneske, end hvad det har gjort eller ikke gjort. Han ser at der er så uendelig meget mere at sige om os, end lige præcis vores mest ømme punkt.

Der er rigtig mange eksempler på at Jesus møder mennesker – ikke med et fordømmende, men med et befriende blik.

Her i dagens tekst er det også det der sker. Simon, en farisæer, bød engang Jesus hjem til middag.

Den indbydelse er gået over i historien, fordi en kvinde kommer uanmeldt og chokerer alle med sin opførsel. Lukas fortæller det sådan her: Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by.

Og denne kvinde går frem til Jesus og stiller sig bag ham. Der brister hun i gråd.

Så bøjer hun sig ned og udtrykker sin kærlighed ved at tage sig af hans fødder. Hun fugter hans fødder med sine tårer, tørrer dem med sit hår; hun kysser og salver dem med balsam. Uforfærdet og uden hensyn til omgivelsernes reaktion, lader hun hjertet og tårerne få frit løb.

Og det, hun foretager sig, er lige så usandsynligt som pinagtigt. Gæsterne er naturligvis spændte på, hvordan Jesus vil reagere på sådan en nærgåenhed.

De anstændige i byen har pålagt sig selv og hinanden ikke at have noget med hende at gøre. Husets vært tager det for givet, at Jesus også lægger afstand til hende.

Og når Jesus ikke gør det, tænker Simon: Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én der lever i synd.

Jesus ved bedre. Han ser længere end Simon. Det han ser, er et elskende, generøst og medtaget medmenneske. Og han tager imod hendes kærlighedserklæring, hendes sorg og hendes umiddelbarhed.

Derefter siger han: Dine synder er tilgivet. Din tro har frelst dig. Din tro har hjulpet dig, siger han. Din tillid, din frimodighed, din kærlighed har vist dig vejen! Jesus anerkender og stadfæster hendes genvundne frihed og sætter en krone på hendes hoved med ordene: Gå i fred!

Og hun går derfra i fred, som et frit menneske! I Jesu øjne har hun set, hvem hun er. Nu ser hun, hvad hun tidligere ikke så, men måske anede. Hun ser sin værdi, sin kærlighed, sin ret til at leve.

I alle sammenhænge findes der personer, som bliver frosset ude af det sociale fællesskab, mobbet. Allerede som børn bliver mange påtvunget rollen som syndebuk og kommer nederst i hakkeordenen og bliver fanget ind i en uforskyldt lidelse.

Den der tidligt bliver skyldbelagt, får et deformt selvbillede. Jo tidligere i livet man belægges med skyld, og jo længere det står på, desto sværere er det at opleve sig selv som andet end forkert, skyldig og værdiløs.

Det er forfærdeligt at tænke på, hvormange børn der kommer rigtig dårligt fra start i livet, fordi de bliver mobbet i skolen. Heldigvis har man meget mere fokus på at forhindre mobning i dag, end bare da jeg gik i skole. I dag forsøger man faktisk at gøre noget ved det med anti-mobbe kampagner osv. Om det har nogen effekt ved jeg ikke så meget om. Desværre ligger det ret dybt i os at finde syndebukke og hænge hinanden ud, måske for at hævde os selv.

Børns mobning er lettere at opdage, fordi den er mere direkte og mindre avanceret end voksnes – men det er så vist også den eneste forskel.

Og i dag bliver man ikke bare mobbet på sin arbejdsplads, eller i familien eller på skolen. I dag kan vi hænge folk ud i de nationale medier eller på nettet– og uden videre lade en fjer blive til fem høns – og skabe fortællinger om hinanden, som måske kun har ganske lidt med virkeligheden at gøre, men som ikke desto mindre bliver virkeligheden, fordi den bliver slået så stort op, at vi ikke kan lade være med at tro at der er noget om snakken.

Der er to forskellige slags skyld: Den skyld, som vi ikke selv er skyld i, men som andre lægger på os, så overbevisende, at vi selv begynder at tro på at der måske er noget om snakken – i sådan en grad at vi kommer til at føle skyld.

Og der er den skyld, som vi selv er skyld i, og som måske eller måske ikke giver os skyldfølelse og samvittighedskvaler. I begge tilfælde har vi brug for at blive mødt af Guds – og hinandens – befriende blik. Vi er afhængige af, hvilket blik vi bliver mødt af.

Kvinden her led måske under begge former for skyld – både den hun selv var skyld i, og den som andre havde lagt på hende – og hun var i den grad blevet sig bevidst om, at hun havde brug for at blive befriet, – hun havde brug for at få lov til at starte på en frisk.

Farisæeren mødte hende med et afvisende og fordømmende blik. Verdens dom stod malet i panden på ham. I hans øjne var hun ikke værd at spilde et øjeblik på.

Jesus derimod mødte hende med kærlighedens blik. Det blik der tager sig tid til at se bag om skylden, for der at få øje på mennesket. Kærligheden opdagede – hvad verden skjulte – kærligheden i hende, og da kærligheden ikke havde sejret i hende, kom Frelserens kærlighed den til hjælp. Hun blev forløst. Hun blev befriet.

Det er vigtigt at lægge mærke til, at kærligheden allerede var tilstede i hende, for hun blev jo, som der står, tilgivet sine mange synder, fordi hun elskede meget.

Og netop det at kærligheden allerede var til stede i hende, da hun var indkapslet i sin skyld – minder os om, at kærligheden er lagt i os alle sammen. Vi er alle sammen skabt i Guds billede. Der er ikke nogen mennesker der er skabt forkert eller skabt i andre billeder. Der er ikke nogen mennesker der ikke har det gode i sig, som en mulighed.

Vi kan ikke blive mere og større end det, vi er skabt til at være og i grunden er: en genspejling af vores skaber. Vores forhold til Gud kan sammenlignes med krystallens forhold til solen. Krystallen skinner som en lille sol, når den rammes af sollyset. Hvor klart det stråler handler om, hvor nøgen den er – hvor skjult og tildækket den er.

Mennesket er som krystallen. Jo mere vi befrier os fra det som er unaturligt og fremmed, og bare er dem, vi er, desto klarere bliver lyset, som opfanger solen, og farverne vi giver til vores omgivelser.

Gud har lagt kærligheden i vores hjerter, og gennemlyser os hver dag, så vi kan skinne på hinanden. Men det hindrer os ikke i at dække os til og farer vild. Vi bliver forvirrede og forblindede og gør det, vi ikke vil. Et menneske kan blive så fremmed for sig selv, at det bliver umenneskeligt. Der er ikke noget dyr der kan være så skræmmende og grusomt som det umenneskelige menneske.

Gud vil, at vi skal være som et nøgent krystal, så hans lys bliver tydeligt i os, og så kærligheden i os bliver blikfang ikke bare for ham, men også for vores medmennesker.

Derfor siger jeg dig, er hendes mange synder tilgivet, siden hun elskede meget, sådan siger Jesus om kvinden til farisæeren.

Men hvad vil det sige, at hun elskede meget? Ja, i første omgang viser det sig ved, at hun overhovedet gik indtil Jesus. Frimodigt og åbent gik hun ind til ham i farisæerens hus. Hun kunne have opsøgt ham i det skjulte fx om natten som Nikodemus gjorde det. Men hun går ind til ham under en fest, hvor hun ved at hun vil blive mødt af mange fordømmende blikke. Det må have krævet rigtig meget mod af hende at bryde ind i det private selskab i farisæerens hus.

Så satte hun sig ved Kristi fødder, og udtrykker på den måde at hun ikke kan klare sig selv. Selv kan hun ingenting, mens han kan ubetinget alt. Hun glemte sig selv, og det er endnu et udtryk for at hun elskede meget.

Når kærligheden føles stærkest, så glemmer vi os selv. Vi kender det godt når vi rammes af de store følelser – Vi kan være så forelskede, så optagede af den vi elsker at vi glemmer at spise. Vi kan være bekymrede når dem vi elsker er syge, eller kommer ud for en ulykke, at vi vil gøre alt og glemmer vores egne behov. Vi kan være så brændende optaget af en sag, at vi glemmer alt andet omkring os inkl. os selv.

Hun elskede meget, derfor glemte hun sig selv; hun glemte sig selv, og derfor blev hendes mange synder tiligivet. Hendes krystal blev helt nøgent, og hun opdagede at hun kunne skinne på andet end sig selv.

Det er egentlig en underlig historie. Og når man tænker på hvor mange forskellige mennesker Jesus har mødt, som vi ikke hører noget om, så er det tankevækkende at tænke på, hvorfor lige præcis den her kvinde bliver husket? Hvad er det vi kan lære af hende?

Måske kan vi lære at blive som hende, ligegyldig over for alt andet, ligeglad med hvad folk måtte tænke om os, men optagede af at få tilgivelse – optagede af at få genoprettet brudte forhold til Gud og til vores medmennesker, så vi igen kan lyse som en nøgen krystal

Måske kan vi lære ligesom hende at forstå, at vi ikke kan gøre os fortjent til tilgivelse. Hun venter ikke til hun føler sig værdig til Guds tilgivelse. Nej, det er nærmere følelsen af uværdighed der driver hende. Hun forbereder sig ikke på hvad hun skal sige, men køber bare en alabastkrukke m. salve og går derind. Sådan uden videre.

Og hvem er vi i fortællingen? Er vi dem der elsker meget eller lidt? Dem der har brug for meget eller lidt tilgivelse? Jesus siger: ”Den der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt”. Det er noget mærkeligt noget at sige, for hvad skal det betyde når det ikke har med pengesager at gøre?

Det er på mange måder en trøst til os, der gør os mere eller mindre skyldige i kun at elske lidt.

Der står nemlig ikke: Der er nogen der kun får tilgivet lidt, fordi deres synder er så store, at det er for meget at tilgive dem.

Kærligheden tilgiver alt, hvis vi kun får tilgivet lidt, er det altså fordi vi elsker lidt. Det trøstende er, at der intet står om Guds kærlighed – der står kun noget om min egen. Og vi må altså tro på, at selv når vi kun elsker lidt, eller måske slet ikke elsker – så forbliver Guds kærlighed uforandret.

Så bliver vi alligevel ikke mødt af et noget for noget-blik, eller et vurderende blik, så bliver vi mødt af et befriende kærlighed blik, som fortæller os:

At således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *