Eje eller leje?

Tekst: Joh 10,11-16

2. søndag efter påske

Den anden aften så jeg et af de der utallige programmer, hvor der kommer en ekspert hjem til en familie, for at optimere dem. De findes i alle afskygninger og på alle kanaler: Der er nogen der har rod i økonomien, problemer med børnene eller hundene. Nogen har knas i parforholdet, og nogen har det ualmindelig beskidt, eller har en masse ufærdige byggeprojekter eller en have der trænger til en kærlig hånd. Osv. osv. Og vi ser det – og elsker det måske også lidt, fordi det udstiller, at der i hvert fald er nogen der er mere utjekkede end os selv.

Den anden aften var det så en økonom der besøgte en familie med det ærinde, at man ville undersøge om det bedst kunne betale sig at leje eller eje. Hvad ville de få mest ud af, i forhold til deres forbrug? At eje deres bil, eller at leje én når de skulle bruge den. Eje eller lejelejlighed? Eje eller sommerhus? Eje eller leje altmuligt: musik, bøger, fjernsyn og anlæg… alt muligt. Hvad kunne bedst betale sig?  De gennemgik alt, og til sidst fik de så nogle gode råd, som de kunne bruge eller lade være.

Egentlig ret uinteressant, men jeg kom til at tænke på det program i dag, fordi teksten her jo også har noget med ejerforhold at gøre. Familien argumenterede meget med følelser for det ene eller andet. Det de ejede betød noget andet for dem end det de lejede. Det betød noget mere. De investerede mere i det de ejede, end det de lejede.  Man kan sige: Det er bare ting!

Ja, og det er jo også fuldstændig ligegyldigt i forhold til livs-væsentlighed om man ejer eller lejer sin ting og sin bolig – men vi kan måske alligevel bruge pointen fra det program, til at forstå forskellen på daglejerne og den gode hyrde i dagens tekst.

Ejerforholdet betyder noget for, hvor meget der investeres – og hvor godt vi passer på det. Vi er mest påpasselige og omsorgsfulde over for det der er vores. Vi har mest kærlighed i forhold til det der er vores.

Når vi lejer noget, er det fordi det bedst kan betale sig. Det kan også være vi ejer, fordi det bedst kan betale sig – men der er ofte også nogle følelser forbundet med det vi ejer. Det der er vores.

Daglejerne eller de betalte ledere bliver, så længe det kan betale sig. De vil have noget ud af det. Den gode hyrde eller den sande leder, bliver, fordi han ikke kan lade være.

Daglejerne eller de betalte ledere forlader opgaven, når den bliver for farlig og vanskelig, for kedelig, for beskidt, for krævende og omsiggribende. Når der er flere minusser end plusser. Den gode hyrde eller den sande leder, bliver uanset hvad der sker, for opgaven er hans.

Der er en stor pointe i at daglejere er i flertal og den gode hyrde er i ental. Der ér kun en god hyrde, nemlig Kristus. Alle andre hyrder eller ledere er betalte daglejere.

I forhold til den gode hyrde, er vi fårene der hører til hos ham. Den mangfoldige hjord af skæve og skøre, kantede og kulsejlede får. I forhold til Gud, er vi hans børn. Den mangfoldige menneskehed, der bebor hans jord.

I vores liv med hinanden har vi nogle gange rollen som får, og nogle gange rollen som daglejere eller betalte ledere. Vi er derimod aldrig den gode hyrde, som betaler med sit liv – men ikke tager sig betalt.

Er det virkelig rigtigt? Er der kun én god hyrde? Ja, der er kun én med fuldkommen og ren kærlighed. Nemlig, Kristus.

For er det ikke sådan at vi alle menneskelige forhold tager os betaling i en eller anden form? Er det ikke sådan, at vi på et eller andet plan altid spørger som daglejerne: Hvad får jeg ud af det?

Det er oplagt når vi er i et ansættelsesforhold. Chefen får løn for at være leder – og gerne en ret høj løn pga. ledelsesansvaret. Det er jo lederen der skal tage skraldet, når noget går galt. Med stort ansvar følger – helt rimeligt – også en stor løn.  Og hvis der ikke er en høj løn, så skal der i hvert fald være prestige i det, eller der skal være respekt om én, ære, karrieremuligheder osv. Vi vil have noget ud af det.

Men hvad så når man er frivillig leder? Uge efter uge, år efter år bruger sin tid på frivilligt arbejde i bestyrelsesarbejde, som spejderleder, i menighedsråd osv. Her får vi jo ikke løn? Nej, men vi forventer alligevel betaling for at være leder, i form af fx anerkendelse for sin indsats. Og det skal være meningsfyldt, sjovt, spændende eller som minimum skal vi føle os som en del af et fællesskab, for at vi bliver. Vi vil have noget ud af det.

Der er altid en eller anden form for betaling når det gælder os mennesker, også når det handler om venskaber og kærlighedsforhold, og det er lige præcis det der adskiller os daglejere fra den gode hyrde.

Daglejerne spørger: Hvad får jeg ud af det? Den gode hyrde siger: Jeg er gået ind i det. Den gode hyrde, den sande leder – er Kristus – der siger: Jeg giver mit liv.

Vi kan være mere eller mindre gode og ansvarsfulde daglejere. Vi kan møde mere eller mindre gode og ansvarsfylde daglejere – men det er det vi er! Vi mennesker kan ikke være sammen, uden at der opstår magtforhold og betalingskrav.

Måske er det sådan, fordi vi ikke ejer hinanden. Måske har det noget med ejerforhold at gøre? En chef ejer ikke sine medarbejdere, en leder ejer ikke dem han leder. Vi ejer ikke hinanden. En mand ejer ikke sin kone, og vi forældre ejer ikke vores børn.  Selvom vi tit har nogle virkelig gode leasingaftaler! Måske er det provokerende, men egentlig har vi kun hinanden til låns.

Vi er skabt af Gud – vi er hans børn – Og betyder det ikke, at ethvert menneske – trods det vi ser – i sidste ende ikke tilhører os, men tilhører Gud? Vi bindes sammen af kærlighed og stærke bånd – vi kommer ind i hinandens liv. Vi låner hinandens som dyrebare gaver – men livet er givet os af Gud. Vi glider ind og ud af hinandens liv. Vi får del i hinandens liv, men et liv som fra begyndelsen til enden – ja, helt ind i evigheden er Guds.

Vi er først og sidst Guds børn, og derfor ejer han os med den enestående kærlighed, som tåler alt.

Den tåler os, når vi ikke slår til og når vi ikke magter livet.  En kærlighed som udholder alt. Den udholder at bære alt det, der får os til at løbe væk som forvildede og forvirrede får, eller selvoptagede daglejere. En kærlighed der giver sig selv, for at sætte os fri.

Daglejerne spørger: Hvad får jeg ud af det? Den gode hyrde siger: Jeg er gået ind i det. Den gode hyrde, den sande leder siger: Jeg giver mit liv.

Kristus er den gode hyrde, som ikke spørger: ”Hvad får jeg ud af det?” men siger:, ”jeg giver mit liv, for at sætte dig fri”.

Det er det, det betyder at vi er Guds. At ejerforholdet er så stærkt, at Gud er gået hele vejen ind i vores menneskeliv, så der ikke længere er noget ”dit og mit”, og derfor er mit liv også hans liv. Et liv i fælleskab med alle de mennesker, han har givet mig som gaver og til låns.

Gud laver ikke leasingaftaler. Han har frikøbt os til et liv der er båret af kærlighed og tilgivelse – og også frihed og pligt til at være det menneske, han elsker: Fuldstændig fåret og usminket – dig og mig, uden ansigtsløftninger og sjæle-botox.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *