Du skal elske

 

18. søndag efter trinitatis
Matt. 22,34-46 
Min opgave som præst, er at forkynde evangeliet ud fra søndagens tekst. Og i dag kunne man lidt kækt mene, at det da må blive en meget kort prædiken, fordi det er vanskeligt at få øje på evangeliet i dagens tekst! For hvad er det glædelige budskab her? Hvad er de gode nyheder til os i dag? Men så let er det ikke. Der er trøst og glæde til os, også i dag! 
Alligevel, må jeg indvende at det er en besynderlig tekst. Jesus er ikke særlig imødekommende overfor farisæerne, og afslutningen på samtalen er ikke særlig opbyggelig. – som der står: “Og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget”. 

Jamen, det er jeg altså nødt til fortsat at gøre, altså spørge ham om noget. Jeg er nødt til at blive ved med at spørge ham. Hvis jeg ikke må blive ved med igen og igen i frimodighed at komme med alle mine dumme spørgsmål, og al min tvivl, så ved jeg faktisk slet ikke om jeg kan bruge ham, til noget.  For der bliver jo ved med at være spørgsmål: Hvordan kan jeg være sikker på at han er Kristus? Hvordan kan jeg blive ved med at tro på kærlighedens og håbets Gud, når jeg møder så meget menneskelig ondskab, fortvivlelse og had? Hvordan kan jeg holde fast ved ham, når alting om mig ramler, og jeg har svært ved at finde de lyse sider i livet? Hvis han ikke kan holde til, at jeg af og til har det sådan, for det har jeg – så bliver han en fjern ligeglad og ligegyldig Gud. Og sådan er Gud ikke. Vi må tro på, at han er nær i vores liv, at han kan rumme os, og vores tvivl og vores spørgsmål.

 Jesus forsvarer sig på en barsk måde i dagens tekst. Han svarer farisæerne med intellektuel argumentation, som den han selv bliver mødt med. Sådan møder vi sjældent Jesus, men nogle gange er det bare sådan, at vi også i dag er nødt til at forsvare vores tro på en kontant måde. Og heldigvis har Jesus mere at sige end det der blev sagt i den her samtale, og heldigvis er evangeliet ikke kun kold argumentation, men hjertesprog, håbsfortællinger og trosberetninger.

Pointen er ikke, at farisæerne er dumme og selvoptagede. Pointen er, at Jesus vil have dem til at indse eller genopdage, hvad der er det vigtigste, det helt grundlæggende i livet. Nemlig kærlighedsbåndet mellem Gud, næsten og én selv. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og din næste som dig selv. Sådan lyder det – vi i kirken – kalder det dobbelte kærlighedsbud. Og når det er sagt, så er alting sagt. For kristendommen har ikke en bestemt lov eller moral der siger, hvad vi skal gøre for at være gode nok i Guds øjne.

Vejen til Gud går ikke gennem en særlig moralsk livsstil eller en særlig from måde at leve på. Hvis vi tror, at vi kan komme ind i Guds rige ad dydens smalle sti, så opdager vi, at vi er som kameler, der forsøger at presse os gennem et nåleøje. Det går bare ikke. Det er umuligt.

Kristendommens budskab er derimod, at Gud trak sit rige gennem nåleøjet og ned til os mennesker. For: For Gud er alting muligt. Og Gud inviterer os ind i sit rige, helt uden at skele til vores præstationer og gode gerninger. Når vi skal elske vores næste som os selv, så skal vi ikke gøre det for at opnå Guds kærlighed, men vi skal gøre det, fordi Han elskede os først. Det afgørende er, at det moralske ligger i den personlige relation, hvor mennesket står overfor Gud og sin næste. Og ikke i et regelrytteri eller lovetik, der kan udtrykkes i principper og enkle bud. Vi skal selv konkretisere kærlighedsbudet i frihed og ansvar overfor Gud og vores medmennesker.

Det dobbelte kærlighedsbud er selvsagt centralt i forståelsen af forholdet mellem Gud, mig og næsten. Og det er provokerende udfordrende! For hvordan skal vi forstå det, at vi “Skal” elske? Hvad vil det sige at elske Gud? Og hvad vil det sige at elske sin næste – som sig selv? Er der ikke en indbygget konflikt i at “skulle” elske? Når vi læser og synger om romantisk kærlighed, eller kærlighed mellem venner, så handler det altid om følelser og lyst. Den kærlighed der tales om her, er ikke lystbetonet, men betinget af pligt. Kærligheden er et krav. Vi skal elske. Den umiddelbare kærlighed – som bygger på følelser, kan hurtigt forandre sig og blive til had, eller den kan blive fokuseret på, om den bliver gengældt eller, den kan blive en vane.

Søren Kierkegaard siger et sted i “Kærlighedens gerninger: “Den sande kærlighed, der undergik evighedens forandring ved at bliver pligt, forandres aldrig, den er enfoldig, den elsker – og hader aldrig, hader aldrig den elskede”… Den foranderlige kærlighed, siger: “Vil du ikke elske mig, så vil jeg hade dig” – og den uforanderlige kærlighed siger: “Vil du hade mig, så vil jeg dog vedblive at elske dig”

Den sande kærlighed, den uforanderlige kærlighed er ikke betinget af hvordan den bliver modtaget. Der stilles det krav til den kristne, at vi skal elske betingelsesløst. Det er en kristen pligt. Hvem skal vi elske – vi skal elske Gud og vi skal elske næsten – som os selv. Men hvad vil det sige at elske Gud? For det første er det væsentligt at kærlighedsbudet er todelt. Der står: Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Stop. Det er det første bud. 

Det andet bud er, at man skal elske sin næste som sig selv. Der står ikke at man skal elske Gud ligesom man elsker sig selv. Ja, det ville faktisk være ugudeligt at elske sin næste eller sig selv, som Gud. Gud er anderledes. Kærligheden til Gud er anderledes. At elske Gud af hele sit hjerte, sjæl og sind, hænger sammen med det første af de ti bud, om ikke at vi ikke må have andre guder.

 Luther gjorde budet nærværende ved at spørge: Hvad vil det sige at have en Gud, eller hvad er Gud? Og han svarer på sit eget spørgsmål ved at sige: “En Gud vil sige det, hvoraf man venter sig alt godt, og som man tager sin tilflugt til i al nød. At have en Gud er altså ikke andet end af hjertet at stole på ham og tro ham… det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud”. Det bliver meget konkret i Luthers fremstilling.

For hvad hænger vores hjerte ved, hvad stoler vi på her i begyndelsen af det 21. århundrede, når det kommer til stykket? Fremskridt, økonomisk vækst, videnskab, uddannelse, personlig lykke, fysisk og psykisk velvære, eller noget andet? Er der mon nogen af os der tør at gå ind i det 21. århundrede i tillid til Gud og Gud alene? Det er spørgsmålet. Selvfølgelig er det da rigtigt at Gud har givet os forstanden for at vi skal bruge den til at løse fx politiske, videnskabelige eller psykiske problemer. Men noget andet er, hvad vi gør vores livs mening afhængig af? Vores karriere? Vores fysiske og psykiske velvære? Andres syn på os? De fleste af os kan nok svare mere eller mindre bekræftende på de spørgsmål? Og så hænger vores hjerte jo mere eller mindre ved de ting.

Gud kræver vores fulde tillid og kærlighed. Han kræver at vi hænger vores hjerte og sjæl og sind på ham. Hvad vil det sige? Det vil sige at vi grundlæggende forventer vores livs mening fra Gud og Gud alene. Og samtidigt at vi må tro på, at når vi ikke lever op til det, når vi glemmer Gud, overhører Gud eller måske vender Gud ryggen og hader ham – så viser det sig igen og igen, at han slår døren ind til vores virkelighed, og endda ofte på steder og i situationer, hvor vi slet ikke regnede med ham – og siger: Jeg er Herren din Gud, og jeg er hos dig. Jeg elsker dig.

Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Og du skal elske din næste som dig selv. Men hvad vil det egentlig sige at elske sin næste som sig selv? Budet indeholder den forudsætning at ethvert menneske elsker sig selv. Og sådan er det jo desværre ikke. Mange mennesker kæmper med deres selvværd og livslyst, men her forudsættes det at man faktisk har en grundlæggende kærlighed til sig selv. Det betyder ikke at kristendommen vil hylde egoismen, den vil tværtimod fravriste os den. Mennesket skal elske og respektere sig selv, på samme måde som det skal elsker og respekterer ethvert andet menneske. Kærligheden til næsten og til os selv, spejler sig i hinanden og er hinandens forudsætninger. Sammenligningen – som dig selv, er altså ikke en indrømmelse til egoismen. Der henvises til vores egne ønsker og forventninger – for netop på den måde at vække forståelse for næstens behov. 

Det handler om indlevelse. Og indlevelse er ikke bare at møde verden og det andet menneske med alle sanser åbner og registrere, hvilket indtryk det gør på mig selv. Det er også at sætte sig i den andens sted og indleve sig i verden set fra den andens perspektiv. Indlevelse handler ikke om at søge sit eget indre. Det handler derimod om at se sit liv i sammenhæng med det liv, der er omkring en; sætte sit liv ind i et samspil med de mennesker man er iblandt.

Desmund Tutu er en af vor tids profeter. Han kan sige skarpe ting om apartheid og anden ondskab. Han er veltalende og bruger humoren til at formidle sit budskab. Han er upartisk og har talt op i mod såvel de hvide apartheid-ledere som de nuværende sorte ledere. Tutu har lagt stor vægt på at fortolke kristendommen ind i en afrikansk sammenhæng. Det har han blandt andet gjort ved at kæde sin kristne tro sammen med det afrikanske begreb ubuntu.

Ubuntu står for det, at mennesker altid er afhængige af hinanden. Tanken er, at menneskets højeste ønske, dybest set, ikke er uafhængighed, men at dele. Menneskets gensidige afhængighed er et grundvilkår, der hører sammen med menneskets væsen, som skabt i Guds billede. Ifølge Tutu ønsker Gud et samfund, hvor mennesker lever i harmoni sammen som en stor familie. Man kan oversætte ubuntu med “Jeg er til, fordi du er til.”  Og Tuto bruger den tanke til at formulerer et alternativ til hævn. Alle mennesker er født med et potentiale, men det kan først forstås i sammenhæng med andre og med Gud. Når du ser på et andet menneske med kærlighedens øjne, ser du en virkelighed, som er anderledes, end hvis du ser på den anden person uden kærlighed, med had eller ligefrem med ligegyldighed.

Ubuntu: jeg er til, fordi du er til – understreger vores forbundethed med hinanden. Du skal elske Herren din Gud og du skal elske din næste som dig selv. Gud har forbundet sig med os. Han elsker os så højt, at han er kravlet helt ind i gennem nåleøjet og har levet sig ind i, hvad det vil sige at være menneske. Kærligheden til Gud og til vores næste hænger sammen i sådan en grad, at man ikke kan skille det ad. Den gudsgivne kærlighed som findes i os, vokser gennem at blive genkendt, troet på og sat i omløb. At være elsket og selv at elske er det eneste, som vi egentlig spørger efter. Og vi er elskede, på trods af tvivl og dumme spørgsmål, alle sammen og altid af Gud. Intet kan rive os ud af hans kærlighed. Amen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *