Du er ikke en kat!

1. søn. eft. Helligtrekonger/ Text: Luk 2,41-52

”Lille kat, lille kat, lille kat på vejen
Hvis er du, hvis er du?
Jeg er sgu min egen”

Sådan lyder Piet Heins kendte grug, om den herreløse kat. Eller sådan er det i virkeligheden med alle katte. De kan ikke ejes. Modsat hunde, så gør de aldrig noget for at gøre deres ejere glade. De er der når de vil og ellers går de. Hunde løber altid deres ejere i møde og logrer med halen og hopper og springer af bar glæde over at være nogens. Katte kan spinde og smyge sig lidt op af ens ben, hvis de gider, men de kommer ikke bare sådan løbende når man kalder.

Piet Heins kat bliver så også et billede på vi menneskers selvstændighedstrang. Det er normalt at få det sådan engang imellem – og i særdeleshed når man bliver teenager – at man får brug for at smække med dørene og holde op med at komme, når der bliver kaldt. De fleste mennesker skal igennem sådan en periode, med mentalt vat i ørene og hvor størstedelen af det der kommer ud af ens mund, er noget man på forhånd ved, er det modsatte af, hvad ens forældre mener. Sådan er det bare. Vi skal igennem den her lidt anstrengende selvstændighedsperiode og oprørstid – kaldet puberteten, for at komme ud på den anden side, som voksne mennesker der ikke bare går i hælene på vores forældre, men som går vores egne veje, træffer egne valg og som er i stand til at tage livet på os, som voksne mennesker.

”lille kat, lille kat, lille kat på vejen
Hvis er du, hvis er du?
Jeg er sgu min egen”

Er det det det handler om for Jesus den dag i Jerusalem? At han er i gang med at træde i karakter som et selvstændigt menneske, og derfor må gøre op med sine forældres idé om, hvad der er det rigtige at gøre?

Jesus kommer ikke da Josef og Maria kalder på ham, at de skal hjem. Han følger ikke efter familien hjem tilbage til Nazaret. Han går sine egne veje, udforsker verden, følger sin nysgerrighed, sin videbegærlighed og sin længsel og går ind i templet i stedet.
Der går en dag inden de opdager det. De troede at han var sammen med nogen af deres venner i rejsefølget. De har fuldstændig tillid til at han, som den gode dreng han er, gør som det forventes af ham. Det må være kommet som et chok for dem, at erfare, at han ikke var der – og de næste tre dage har været lige så frygtlige for dem, som for ethvert andet forældrepar der ikke ved hvor deres barn er. De har været fyldt af bekymringer og billeder af det værste der kunne være sket – som vi så let bliver det, når vi savner vores barn.

Derfor, er det meget forståeligt at det første moderen Maria udbryder, da de endelig finder Jesus – fuldstændig tryg og naturligt hjemmevant i templet – er, det lettere anklagende. ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os?” Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige! ”
Hvorfor gjorde du sådan mod os, barn!  I kategori med ”far er ikke vred”, ”Far er skuffet”.  Og det er det værste! Vrede kan man slå sig på og gå op imod og bokse med, men når den anden er skuffet over én, så bliver det altid mere kompliceret.

Josef og Maria har det sådan, at Jesus har forbrudt sig mod dem. At han måske endda har gjort det for at såre dem. I deres verden er Jesus stadig deres lille dreng, som de skal passe på og beskytte. I deres verden bør Jesus være sammen med sin mor og far.

Så deres verdner støder sammen, da Jesus roligt svarer dem: Hvorfor ledte I efter mig? Ved I ikke, at jeg bør være hos min far?”

Det er svært at være forældre. Det er svært at være Josef og Maria. Og de forstår det selvfølgelig heller ikke. I deres verden er Jesus trådt ud af sin sammenhæng. Jesus fortæller dem modsat, at han netop er trådt ind i sin sammenhæng. For Jesus er ikke kun født til glæde for sine forældre – han er født til glæde for alle, som frelser og Herre.

Maria forstår det ikke, men hun tager det til sig. Gemmer ordene i sit hjerte, ligesom hun har gjort før – med det hun ikke kan forstå, men som hun kan leve af. Og der er heller ikke andre steder end hjertet, til opbevaring af det troens mysterium, som vi må leve med.

”Ved I ikke at jeg bør være hos min far?”, siger Jesus, og udvider familiebegrebet: Gud er Jesu far.

Og Jesus går ikke bare sine egne veje, men Guds veje. Eller Jesu vej er Guds vej – og allerede nu anes konturerne til en fremtid, det vil vise sig, at Jesus er lys og salt –  og vejen, sandheden og livet. Han er langtfra bare sin egen. Han er vores frelse og liv.

Jesus lærer os at kalde Gud for vores far, og det betyder at vores familiebegreb også er udvidet. Vi er Guds børn – og ligesom Jesus var forpligtet ud over sig selv og sin egen lille familie, så er vi også forpligtet ud over vores eget.

Vi bør også være hos vores far. Hvad betyder det? At vi bør være hos Gud?
Det betyder i hvert fald, at vi skal opføre os anderledes end den herreløse kat i Piet Heins grug – så det ikke lyder:

Lille kat, lille kat, lille kat på vejen
Hvis er du? Hvis er du?
Jeg er sgu min egen

. men i stedet:
Hvis er du? Hvis er du?
jeg er Guds barn.

At vi ikke er vores egne, men Guds børn betyder ikke, at vi ikke skal gøre oprør og træffe vores egne valg/gå vores egne veje – men det betyder at Guds veje også må blive vores veje. Det betyder at vi ikke bare er herreløse katte, der kan gøre hvad det passer os – men at vi er forpligtet og forbundet med hinanden på Guds vej.

Som Guds børn bør vi være hos vores far. Men betyder det at vi alle sammen skal stimle sammen i kirken, for at studere skriften – som Jesus gjorde det i templet? Nej, det betyder det ikke – i hvert fald ikke hele tiden. Jesus gik også ud af templet igen – han fulgte lydigt med sine forældre tilbage til Nazaret, som det forventedes af ham – og senere gik han netop rundt imellem mennesker og levede Guds ord ud i handling og fællesskab.

At være hos vores far i himlen, er ikke at isolere sig i særlige hellige rum – det er at kaste sig ud i livet med tro, håb og kærlighed i hjertet med den tryghed det giver, at vide at vi er nogens, nemlig Guds. Og at min næste også er Guds.

Ja tak, tænker du måske – men det ”at vi bør være hos Gud ”, det bliver let ret abstrakt – og Gud er ikke altid lige nærværende og tydelig for mig til hverdag. Faktisk vil de fleste nok kunne nikke genkendende til, at bevidstheden om ”at vi er hos Gud”, ofte kan være helt fraværende. Vi glemmer simpelthen Gud, når vi er i gang og optaget af alt muligt andet. Det gør os ikke mindre til Guds børn – men måske gør det Gud mindre for os.

Den fred og den forsoning og kraft, der ligger i at hvile i at vi er Guds børn – den har vi brug for igen og igen at få fortalt og tilsagt os, så det kan leve af den og dele den med hinanden.

At være hos Gud, er at have fået del i en kilde af vand. Indimellem skal vi stoppe op og læne os ind over kilden, spejle os i den og drikke af den og vaske os rene i den. Give os selv ro til at dvæle ved at kilden, er den der giver os liv og som vi er afhængige af.

Gud lader os ikke bare gå vores egne veje – han går med os, og kalder os til et liv der er større end det vores eget – nemlig livet, som Guds børn.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *