Disciplene er os

Skærtorsdag

den-sidste-nadver-arne-haugen-sc3b8rensenDa det blev mørkt, kom Jesus og disciplene til loftsrummet. Bordet stod festligt dækket og ventede. Rundt om det, lå der tretten hynder parat, og henne ved døren stod et fad vand, så de kunne vaske sig, før de spiste.

Og hvem var de så? Ja, det var egentlig ikke nogen køn forsamling de disciple. Jesu 12 nærmeste. De havde efterhånden fulgt Jesus nogle år og alligevel er det, som om de stadig intet forstår. De er nok ikke værre end os, men de er i hvert fald heller ikke bedre. De skændes om småting, er smålige, næsten altid sig selv nærmest – til tider på det nærmeste egoistiske. Så snart Jesus ikke er lige ved siden, af begynder den interne magtkamp om, hvem der er den vigtigste af dem. Barnligt. Men vel egentlig ret genkendeligt?

De får om nogen virkelig mange tegn på Guds rigets frembrud. Igen og igen er de vidner til store mirakler, syge der bliver helbredt – ja, sågar opvækkelsen af døde. Og alligevel bliver de hele tiden ramt af tvivl. De vil så gerne tro, men de har så svært ved at slippe frygten og tvivlen. For dumt? ja, men vel egentlig ret genkendeligt?

Disciplene er os. Det er os Jesus deler brødet og vinen med.

Jesus lagde sig på hynden midt for bordet. Jakob og Johannes skyndte sig hen mod pladserne ved siden af ham. Men Peter kom Jakob i forkøbet: “Det er min plads!” Jakob blev vild i øjnene: “Du tror altid, du skal være den største!” “Stop. Ikke i aften!” Jesus satte sig op. “Verdens stormænd strides om magten, men nu spørger jeg jer. Hvem er størst: den som ligger til bords, eller den, som tjener ham?”

Da ingen svarede, rejste Jesus sig, gik hen til døren trak sin kjortel af og bandt et håndklæde om livet. Så bar han vandfadet hen og knælede ned ved fødderne af den nærmeste discipel. Og uden ord begyndte Jesus at vaske hans snavsede fødder, tørrede dem i håndklædet og fortsætte til den næste. Tavsheden i stuen var næsten til at skære i. Den eneste lyd var vandets rislen og vandfadets skramlen mod gulvet, når Jesus rykkede videre til den næste. Peter trak fødderne op under sig: “Du skal da overhovedet aldrig i evighed vaske mine fødder!” Jesus så på ham: ” Hvis jeg ikke må vaske dig, har du ikke del i mig.” Peter så helt fortabt på ham: “Jamen, så også mine hænder og mit ansigt.” Men Jesus rystede på hovedet med noget, der lignede et smil: “Det er ikke nødvendigt.”

Da Jesus havde vasket alles fødder, satte han vandfadet på plads. “Forstår I det så?” sagde han. “I kalder mig herre og mester, og det er jeg. Nu har jeres herre og mester altså vasket jeres fødder, så har I også pligt til at gøre det for hinanden. I er ikke mine tjenere, I er mine brødre, og I skal elske hinanden ligesom, jeg har elsket jer.”

Kvinderne havde stået i døren og slugt det hele med øjne og ører. Da Jesus lagde sig på sin plads, kom de ind med skåle i begge hænder. Markus bar spiddet med lammet. Peter lukkede øjnene og snusede duftene ind: Ah, påskeaften, som han havde elsket, fra han var et bar, der dårligt kunne vente. Han så spørgende på Jesus: Hvorfor havde han ikke kunnet vente til morgen aften, lige som alle andre?

Jesus gengældte hans blik og svarede med varme i øjnene, så Peter følte sit hjerte dunke: “For nu er min time kommet.” Han så rundt på dem, “Hvor har jeg dog glædet mig til at spise påskemåltid med jer!”

Disciplene er os. Det er os Jesus deler brødet og vinen med.

Det store vinbæger gik bordet rundt, og det tryk, der havde hvilet over de sidste dage, blev fejet væk. De nippede til de bitre urter, som skulle minde om deres forfædres trældom i Ægypten; og nu spurgte Johannes, som den yngste ved bordet, hver påske skal spørge: “Hvorfor er denne aften anderledes end de andre aftner? Hvad betyder de ting, der står på vores påskebord?”

Jesus satte sig op. Men i stedet for at fortælle påskens gamle historie sagde han: “Nu skal jeg sige jer, hvad de betyder – fra nu af.”

Det var, som han voksede for deres øjne, og som om han lyste Han rakte ud og tog et brød, velsignede det, brækkede det over og gav dem hver et stykke. “Dette brød er mit legeme,” sagde han. “Tag det og spis det!” De puttede det i munden og så spørgende på ham, men Jesus forklarede ingenting. Han tog det store bæger med rødvin: “Dette vin er mit blod, som skal flyde,” sagde han. “Det er den nye pagt, jeg giver jer: Syndernes forladelse. Drik den!”

Disciplene er os. Det er os Jesus deler brødet og vinen med.

De drak og rakte bægeret videre til hinanden, Jesus fulgte det med øjnene bordet rundt og sagde fast: “Dette skal I gentage, hver gang i er sammen, så I kan huske.”

Den nye pagt? Peter var blevet helt stille indeni. Hvad det her end var, så var det noget stort. Han havde ikke den fjerneste lyst til at forstyrre med at spørge. Det var nok, at Jesus havde givet dem del i det. Resten måtte vente til en anden gang.

“Næste gang vi spiser sammen, bliver i Guds rige,” sluttede Jesus og skænkede mere vin i bægeret. “Næste gang i Guds Rige!”, gentog de alle sammen og drak, og så begynde de for alvor at spise. Lammet var så mørt, at det smeltede på tungen. De spiste, til de var ved at revne, og de sang og de talte sammen, præcis som vi gør her i aften.

Disciplene er os. Det er os Jesus deler brødet og vinen med.

Peter lænede sig stopmæt frem for at dyppe sit brød i frugtmosen, da Jesus uden varsel sagde. “En af jer vil forråde mig.” Det gav et ryk i Peter, og brødet smuldrede i fingrene på ham.

Vi der sidder her. Vi ved godt at det er Judas han hentyder til, men disciplene dengang. Dem der sad der, sammen med Jesus, de anede virkelig ikke hvem det var. Det var så utænkeligt, og alligevel. Det kunne måske være mig? Kunne det have været mig? Vi sidder her alle sammen: Thomas tvivleren. Simon den bange. Peter -verdens mest bevægelige klippe. Vi der er hovmodige og har LIDT for høje tanker om os selv. Vi der er griske og bare lever for at få mere. Vi der utro og sårer dem vi holder af. Vi der er misundelige på alt det de andre kan og har. Vi der fråser og glemmer at dele med den der har brug for mere. Vi der er for vrede til, at vende den anden kind til. Vi der er så dovne, at vi konsekvent graver vores talenter ned. Og Judas, verdenshistoriens største kujon han sidder her – Gud hjælpe mig – også!

“En af jer, der dypper i fadet sammen med mig, vil forråde mig,” blev Jesus ved. “Det er vel ikke mig, du mener?” sagde alle de andre i samme åndedrag. “Tiden er inde til jeg går bort,” sagde Jesus uden at se på dem.

“Skal vi gå allerede?” spurgte Andreas forvirret. “Vi skal vel ikke helt til Betania i aften” “Nej, vi overnatter i Getsemane, ” svarede Jesus. Et øjeblik efter rejste Judas sig. “Jeg skal ud lidt,” undskyldte han. “Skynd dig!”, sagde Jesus lavmælt, da døren smækkede efter ham.

Og historien går som den går. Judas forråder Jesus for 30 sølvpenge. Og vi der sidder her må forholde os til, at det ligeså godt kunne have været én af os. Disciplene er os. Det er os Jesus deler brødet og vinen med.

Og Guds kærlighed er så radikal og altfavnende, at Judas også får del i brødet og vinen. Skærtorsdag er forkyndelsen af at der er plads til os alle sammen, når vi skal spise sammen igen i Guds rige.

Skærtorsdag er også forkyndelsen at vi skal gøre plads til os alle sammen, når vi spiser sammen her nu – og alle steder, hvor vi samles. Der var plads til Judas omkring bordet skærtorsdag, har vi også plads til ham her?

Genfortællingen er med enkelte direkte citater fra Ingrid Schrøder Hansens gendigtning af Bibelen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *