Det vigtigste kan vi udenad

Juleaften 2015

Jeg ved ikke om I lagde mærke til det, men jeg havde faktisk lært  juleevangeliet udenad i år. Det er ikke nogen kunst at gøre det. Vi kan alle sammen lære noget udenad, hvis vi bare øver os lidt på det.

Og juleevangeliet er jo kendt stof. Vi hører det hvert eneste år her juleaften. ”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling… osv osv”

Rytmen, ordene – vi kender dem så godt og når vi hører dem, så er det jul. Ikke bare i år, men år efter år. Alle vores tidligere juleaftner klinger med, som et bagtæppe af noget kendt, trygt og stort.

Der er meget her i julen vi næsten kan udenad: Traditioner og julesalmer. Når vi først får startet, så tager det ene ord det andet og sangene synger næsten sig selv. Vi opdager år efter år, at der er noget der har lagret sig som ord i os, vi kan udenad. Sådan er det i julen og i kirken. Vi gentager og tager ord i munden, som vi ikke bruger til daglig – men som har sin styrke i al deres anderledeshed og som bliver til hjertesprog, når vi genkender dem og kan nogen af dem udenad.

Udenadslære er mig bekendt ikke blevet en del af den nye skolereform. Måske nærmere tværtimod. I dag skal alle børn have individuelle læringsmål, og helt ned i de små klasser øver man i, at børnene skal reflektere over egen læring. Det er en metode der arbejder med, at det er meningen at børn faktisk skal forstå hvad de lærer og også hvorfor de skal lære det.

Det med, om børn havde forstået det der blev undervist i, gik man ikke så højt op i, for et par generationer siden – og man lod heller ikke børnene reflektere over hvorfor. Det skulle man bare. Fordi. Fordi læren havde sagt det. Man lærte ting udenad: Den lille og den store tabel, Det periodiske system, Europas hovedstæder, tyske kasserollebøjninger, fadervor og salmevers. Masser af salmevers.

Hvorfor gjorde man dog det? – Fordi google ikke var opfundet? Fordi man ikke havde smartphones ved hånden, når man var i tvivl om noget?
Tja.. Google har i hvert fald ændret vores tilgang til viden. På mange måder har Google spist vores hukommelse. Hvorfor skulle vi dog gå og huske på noget, vi bare kan google? Uanset hvor vi er, når livet bare går derudaf med alt det vi skal og vil – så kan vi altid bare slå det op. Der er ingen grund til at kunne det udenad. Virkelig.

Det er en pointe, og selvfølgelig er udenadslære en håbløs tilgang til børns undervisning. For at kunne begå sig i dag, er det helt afgørende, at børn lærer at forstå sammenhænge og mening – og ikke bare lærer nogle remser og fakta udenad.

Alligevel! Jeg tror vi har tabt noget vigtigt på vejen. Der er nogle fortællinger og ord og ritualer, det er godt at kunne udenad, fordi de holder os fast på, at livet er større end os selv. Som en slags bundgangspæle, der binder os til hinanden, når vi i øvrigt bare sejler derudaf hver for sig. Bundgangspæle vi kan holde fast i – og som holder os fast, når livet bare går derudaf

Måske lidt oldschool, vil jeg gerne slå et slag for udenadslære i aften. For der er nogle ting der er så vigtige, at de ikke kan forstås – og som vi derfor må lære udenad. Det kræver en indsats af os. Sådan er det med alt der har værdi: vores forhold til hinanden, til os selv og til Gud. Det der ikke er ligegyldigt kræver en indsats.

Det man ikke kan forstå, det må man lære udenad! Det er en påstand – spørgsmålet er om det holder?

Ja, det var i hvert fald sandt, da jeg var oppe i kemi i gymnasiet! Men det var ikke fordi kemi ikke KAN forstås, det var fordi JEG ikke kunne forstå det. Og det er noget andet.

Men der er forhold her livet, som er så vigtige at de ikke KAN forstås, og som vi derfor må lære udenad.

Sådan er det med de helt nære og dagligdagsting. Det bliver til rutiner vi kan udenad. Vores pinkode og vores CPR- nummer fx – det kan vi udenad. Og sådan er det med det vigtigste i vores liv. Det kan vi udenad.

Navnene på vores elskede – vores børn, søskende og forældre. Dem kan vi udenad. Vi kan godt komme til at rode rundt i dem og sige forkert. Min mor har det i hvert fald med at nævne alle i familien inden hun rammer den rigtige. Nogen gange kommer hun endda til at nævne hunden og naboen – men altså vi kan navnene. Vi skal ikke lige først slå op på google eller krak. Vi kan dem udenad.

Vi kan også kysse vores elskede udenad. Første gang vi skal kysse et andet menneske er det noget værre rod. Tænder og briller støder sammen – men med tiden lærer vi at gøre det, uden at tænke over hvordan eller hvorfor. Vi kan det udenad.

Kærligheden kan vi ikke forstå, den må vi kunne udenad. Det duer ikke at vi spørger hvorfor, hvordan og hvor meget, når det kommer til kærlighed – til at elske. Det skal vi bare. Fordi. Ikke fordi læreren siger det. Men fordi det kræves af os. Af Gud.

Der er noget der så vigtigt, at det ikke kan forstås – og som vi derfor må kunne udenad. Sådan er det med kærligheden – og sådan er det med troen. Med Gud i det hele taget.

Vi kan ikke forstå at Gud blev menneske i det lille jesusbarn julenat. Vi kan ikke forstå hvad det betyder for os, at der er tændt et lys i verden, som brænder i evighed. Vi kan ikke forstå, hvad det indebærer for verden og os, når englene siger: Frygt ikke!
Vi kan ikke forstå det, men vi fornemmer at det er fordi, at det er så stort, at det ikke KAN forstås. Vi må lære det udenad.

Udenad høres nemt som noget der sidder løst og udvendigt på os, som vi ikke har taget ind. Sådan er det ikke på engelsk. For englændere er det at kunne noget udenad, nemlig at kunne det ”by heart”, med hjertet, og det er meget mere præcist udtryk.

Når det handler om Gud, som ikke kan forstås, må vi kunne noget ”by heart”. Det er lidt ligesom man ikke kan have et begreb om geografi, hvis man ikke kender landenes
navne og beliggenhed.

Sådan er det også med Gud – og med den kristne tro. Den har et sprog og en form og nogle ord, som det er godt at kunne udenad – ”by heart”: Som ordene fra juleevangeliet, som mange af vores julesalmer, som fadervor. Ordene og genkendeligheden giver os et fælles sprog for det vi ikke forstår – men som vi alligevel har brug for at kunne udtrykke. Ellers bliver troen let sådan en individuel diffus følelse, som kan være svær at fastholde.

”Han kan mere end sit Fadervor” – sådan siger vi om et menneske, der gør det godt i en eller anden sammenhæng.

”Han kan mere end sit Fadervor”. Det kan de fleste af os heldigvis. Men det betyder ikke, at vi skal undervurdere det faktisk, at kunne Fadervor. Fadervor er godt at kunne udenad. Så det går vi op i at lære konfirmanderne her i kirken!
Rigtig mange mennesker, oplever pludselig at få brug for det, når de står i en eller anden situation der er så svær, at der simpelthen ikke er nogen af vores egne ord der duer. Så er det godt at kunne Fadervor ”by heart”. Så bliver Fadervor sådan en bundgangspæl, som vi kan holde fast i, når alt andet flyder rundt om os, som løsrevne stumper.

I julen fejrer vi at Gud blev menneske, at han flyttede ind i vores virkelighed med en evig horisont af lys og håb, muligheder og fred, tilgivelse og forsoning. Hvad det betyder kan vi ikke forstå, men vi kan måske ane det eller fornemme det, når vi møder ham i de ord, salmer og fortællinger der er vores fælles sprog, og som vi kan ”by heart”.

Til hverdag går livet derudaf. Nogen gange går det stærkt. For stærkt. Andre gange går det trægt. For trægt. Nogen gange er der mørkt. For mørkt. Andre gange er der forvirrende. For forvirrende. Sådan er det. Livet. For de fleste af os. Nogen gange går det godt og nogen gange går det skidt. Og det er bare sådan det er – vi er konstant på vej. Og måske netop derfor, bliver det vigtigt, at vi også har noget i vores liv, der står fast. Som bundgangspæle. Noget vi ikke skal opfinde på ny hele tiden. Noget der ikke handler om hvor innovative vi er. Noget, hvor vi ikke er underlagt krav om vækst, eller skal reflektere over egen læring, eller evalueres på hvad der kom ud af det. Noget der er givet på forhånd. Som Fadervor. Som salmer. Som dåb og nadver, som ritualer ved livets begyndelse og afslutning, som højtider, som jul.

Julen har mange af de der bundgangspæle, som vi kan udenad og som får vores liv til at hænge sammen: Fortællingen om Gud der lod sin søn føde midt i vores elendighed. Fortællingen om engle der bringer budskab om fred. Salmer der synger sig selv. Traditioner i familien der samler os og får os til at se hinanden i øjnene – Bundgangspæle der holder os fast på, at jeg ikke selv er verdens centrum, men at der var nogen før mig, og at der kommer nogen efter mig og at jeg er sat i verden for at glæde mine medmennesker.

Vi kan næsten det hele udenad i aften, og det er godt. Gentagelser og ritualer er ikke udvendighed og overfladiskhed – det er at kunne noget vigtigt ”by heart”. Vi kommer aldrig til at forstå, hvad det betyder at Gud lod sig føde julenat i et lille menneskebarn– men vi kan fortælle om det og synge om det og vi kan ane at han er tilstede i ånd og kærlighed, i de ord, som vi måske kan udenad, men som vi ikke kan sige os selv.

Glædelig Jul.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *