Det nødvendige

15. søn. eft. trin /  Luk 10,38-42

Martha og Maria! De er ikke længere bare nogle søstre, som Jesus engang besøgte. De er blevet til et helt bestemt billede af nogle helt bestemte – og ret stereotype kvinderoller.

Lukas fortæller ganske kort om Jesu besøg hos søstrene Martha og Maria, og vi der kender fortællingen, og har set fortællingen afbilledet som et yndet alterbilledemotiv i det forrige århundrede – vi har så faste forestillinger om de to kvinder, at de næsten uundgåeligt ender som klicheer.

Martha, som den opofrende, arbejdssomme og fornuftige søster der har travlt i køkkenet med at tage sig af deres gæst. Og Maria den yngre, lyshårede, smukke kvinde der forstår at være tilstede og sidder åben og lyttende ved Jesu fødder.

Billedet af de to søstre er blevet så fastlåst, at de er blevet til begreber. ”Vi kan finde på at sige om nogen at hun er ”en Martha” og Jesu ord til Martha kan bruges og har været brugt på forskellig vis: Af magelige ægtemænd, der sad tungt i lænestolen med avisen, mens konen støvsugede rundt om dem: ”Martha, Martha!”. Og i kvindefrigørelsens tid, som en anklage mod de husmødre, der gav deres medsøstre dårlig samvittighed, fordi de holdt deres hus skinnende rent, tøjet nystrøget og maden varm: ”Slap af, Martha!”. Men er det nu kernen i fortællingen? Jesus siger jo ikke, at Martha skal realisere sig selv, eller at det åndelige er ”finere” end det praktiske arbejde. Han siger heller ikke, at Marthas arbejde ikke er vigtigt, men at Maria har valgt noget, der lige nu er vigtigere.

Og i virkeligheden er Lukas ikke nær så detaljeret i sin beskrivelse af de to søstre. Som vores forestillinger. Lad os et øjeblik prøve at glemme hvad vi har lært og hørt og set om Martha og Maria indtil nu. Hvad nu hvis de var helt anderledes end vi forestiller os. Lukas skriver: ”En kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria” – Søster – ikke lillesøster – bare ”søster”. Hvad ville der ske, hvis vi forstiller os at Maria er Marthas noget ældre storesøster. Hun er måske endda gammel, og måske også syg. Det kan være at hun er syg og svag og dårligt gående. Hvis det er sådan, så er det måske mere end rimeligt at hun sætter sig ned, da Jesus kommer. Hun kan simpelthen ikke andet. Hun er nødt til det. Fysikken tvinger hende til at sidde. Det kan også være, at hun har dårlig hørelse, så hun simpelthen er nødt til at sidde tæt på, hvis hun skal fange noget af det Jesus siger. Måske er det ikke sådan et rigtigt valg for Maria – måske kan hun ikke andet. Hun magter ikke længere fysisk arbejde. Hvis det er tilfældet, ville Martha på den anden side være ret ufølsom, når hun udbryder: ”Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig!”. Det kan også være Maria får alt for lidt opmærksomhed. At ingen rigtig regner hende, at der aldrig er nogen der sætter sig ved siden af hende i et selskab. Måske synes man hun er kedelig, eller måske er hun sådan en der ligesom suger energien ud af en – så man blive helt træt af at være sammen med hende. Måske angler hun efter opmærksomhed og da Jesus kommer, øjner hun en mulighed for at få den. Hun sætter sig op og ned af ham – klistrer til ham, og lader ham ikke et øjeblik ud af syne. Hun giver ham ikke mulighed for at tale med andre end hende. Hvis det er sådan, så forsøger Martha måske i virkeligheden at befri Jesus fra Maria, ved at sige at han skal bede hende om at hjælpe.  Og Jesus siger så til Martha: ”Det skal du ikke bekymre dig om. Det går nok. Jeg klarer det. Lad bare Maria blive siddende her”.

Det kan også være at der var flere gæster. Der er kun nævnt de tre: Martha, Maria og Jesus. Og det er også altid sådan kunstnere har malet billedet af den her situation. Men Jesus vandrerede jo ikke rundt alene rundt. Der står faktisk også: Mens ”de” var på vandring. Jesus er kommet til landsbyen sammen med sine disciple og måske endda et større følge. Jesus er vandreprædikant og slår sig ned som gæst undervejs. Han gør sådan, som han selv har forskrevet sine disciple: Tag ingenting med, hverken pung eller taske. Når I kommer ind i et hus, så bliv der. Spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd (Luk 10,5ff). Lad andre forsørge jer, men kræv ikke noget særligt, hold jer til det, de giver jer. Sådan rejste Paulus også. Flyttede ind hos nogen. Lod dem forsørge sig og begyndte at prædike i den by. Fra beskrivelserne af Paulus´ rejser, ved vi, at der var en del kvinder der spillede en rolle som værter. Og ud fra sammenhængen kan man forestille sig, at Martha er en af byens toneangivende kvinder, måske enke og at Jesus med følge slår sig ned hos hende. Måske har hele huset været fuldt af Jesus og hans disciple. Det er egentlig ret sandsynligt. Maria sad altså ikke alene sammen med Jesus. Hun sad sammen med disciplene og hørte til hans ord.

Jesus taler og Maria – sikkert også alle disciplene – lytter til hans ord. Dvs. ordene om Guds rige. Men Martha er travlt optaget af at tjene – altså betjene sine gæster. Hun afbryder samtalen. Hvorfor gør hun det? Fordi Maria SKAL hjælpe. Det skal en søster. Det er en pligt, en værdighed i antik kultur. Det er ikke fordi hun er jaloux. Det er ikke sådan moderne psykologi – men Martha der vil sikre sig at Maria holder sig inden for de skam-ære koder der gælder for en familie, så Maria hverken gør sig selv eller hende til skamme. Jesus irettesætter hende, ikke for at sige: lad nu være med at gøre så meget ud af os – men for at trække hende ud af den rolle, som i kulturen er en selvfølge. Martha bekymrer sig om sin søsters ære og for at træde ved siden af, mens andre ser det. Og hun irettesættes: Det vigtige er at høre ordet.

Måske handler fortællingen overhovedet ikke om godt værtsskab og husholdning, men derimod om vores tilgang til evangeliet – ja til livet. Fortællingen er et bilede – men ikke sådan et stilleben på to forskellige kvinderoller. Men et billede af en gudstjeneste. Hvor Herren kommer og er til stede midt i blandt os.  Og et billede der fortæller os, at vi ikke skal andet en at åbne os for det ord, som til stadighed kalder os ud af vores eget – ligesom Martha der blev kaldt ud af sin – og omverdenens – forestilling af hvad der er vigtigt.

Maria opfører sig som en af disciplene, og Jesus taler til hende som discipel. Hvad siger Jesus til Maria? Det kan vi kun tænke os til – men uanset hvad han siger, så bliver hun ikke discipel af det. Der skal noget andet til – nemlig at hun følger ham. Det kan være at han har fortalt lignelsen om den fortabte søn eller lignelsen om det store gæstebud. Det kan være han har talt om tilgivelse og Guds ubetingede kærlighed til os. Men uanset hvad han har sagt, så må det – ligesom det altid gør – være endt med, det evangeliske ”Følg mig!”. Hvor jeg er, siger Jesus, kan du være – ja, skal du være. Følg mig ud til de fattige og syge, ud til de sørgende og døde, ud til de foragtede og de rige, Følg mig ud i mellem mennesker – hele vejen! Martha kaldes tilbage til det egentlige – Maria kaldes ud med det egentlige. Og hvad sker der så?

Ja, Vi kan jo prøve at fortsætte fortællingen.  ”Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”, siger Jesus henvendt til Martha – men også til Maria og til os. Martha står der, klar til at sætte sig til bords. Maria sidder der og lytter. Martha er effektiv, ordentlig og omsorgsfuld. Maria sidder ved hans fødder og lytter til hans ord. Om hvor han kommer fra og hvor han nu skal gå hen. Vi kunne forlade dem der – et smukt stilfærdigt dagligstue stilleben. Bare lade dem sidde der i en evighed. Martha, Maria og Jesus. Men det er ligesom Matador. Der bliver kvinderne – Maude, Laura og alle de andre, jo heller ikke i deres roller. Der sker noget med dem. Ligesom der sker noget med os ude i det virkelige liv. Så selvfølgelig sker der også noget med de to søstre. Så se dem for jer i deres stue. Måltidet er forbi. Det var ikke stort. Ikke noget særligt, men et helt enkelt måltid – lidt brød og lidt vin. Den ene lytter. Den anden serverer. Efter måltidet rejser Jesus sig, og går videre. Og sker der noget med de to. Maria er allerede sprunget op, for at tage sin kappe. Og Martha tager også sin. De har forstået det. De skal følge ham ud i verden. Det er blevet set. Kaldt. Og nu kan de gå. Ud til høj og lav. Til kærlighed og modstand. Hvor han er, kan de være – det var anerkendelsen, og det var kaldet, og med sig har de historien, som viser vej. Mere er ikke nødvendigt.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *