Det handler om øjnene der ser

Sidste søndag eft. Helligtrekonger

Tekst: Johs. 12,23-33

 

Det handler om øjnene der ser.

Nihilisten siger, at verden er fuld af tomhed.

Magtmennesket siger, at alt i verden drejer sig om gennemslagskraft.

Humanisten siger, at verden er fuld er gode viljer.

Måske skulle man tro, at kirkens opgave er at sige, at verden er fuld af Guds herlighed. Men så enkelt er det ikke.


Jesus siger faktisk ikke, at verden er fuld af Guds herlighed. Det er jo netop problemet, at Guds kraft og skønhed og visdom faktisk ikke fylder meget i verden. Ganske vist er Gud stor og kan skinne frem hvor som helst. Og Guds herlighed ligger på spring i hvert øjeblik, i hvert ord og i hvert åndedrag.

Men det sker faktisk ikke alle vegne og hele tiden. Ikke alle steder, hvor det buldrer og brager, er det Gud, der herliggøres. Tænk bare på det voldsomme jordskælv i Haiti. Det er ikke Guds herlighed.

 

Og det er heller ikke alle steder, hvor Guds herlighed er til stede, at der faktisk tages imod herligheden. Det handler om øjnene der ser. Et menneskes modvilje kan være større end dets modtagelighed.

 

Røsten lyder fra himlen: ”Jeg har herliggjort mit navn, og jeg vil atter herliggøre det”.

De jordnære i folkeskaren så ikke herligheden og hørte kun torden.

De følsomme og religiøse mente at høre en engel tale til Jesus. 

Det handler om øjnene der ser, og det ene er faktisk ikke bedre end det andet. For det var ikke en engel – ikke et luftigt mellemvæsen der talte til Jesus. Det var Guds selv der talte til menneskesønnen, for at vi kan høre det igen.”Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld”, som Jesus siger.

 

Det handler om øjnene der ser. Når noget der har forekommet helt umuligt, løses eller lykkes – så vil ateisten se det som et lykkeligt sammentræf af tilfældigheder, mens den religiøse vil se det som et mirakel og takke Gud. Man taler simpelthen ikke samme sprog – og spørgsmålet er om den der ikke tror, overhovedet kan overbevises om Guds eksistens gennem tegn og mirakler. Spørgsmålet er om hans øjne kan se det.  En utro slægt kræver tegn, siger Jesus et sted – og til Thomas der tvivlede: Salig er den som ikke har set og dog tror. Den der ikke tror, ser ikke herligheden. Den troende, ser tegnene fra Gud, fordi han tror.

 

Jeg talte med et brudepar forleden og spurgte til deres forskelligheder. Og kvinden sagde – og lad os nu antage at det ligeså godt kunne have været manden –” jeg snakker nok rigtig meget.  Han snakker ikke. Han taler…”. Det er vist det der hedder selverkendelseJ

 

Gud snakker aldrig. Og Gud nøjes heller ikke med at tale. Gud åbenbarer sig, for at vi kan tale til ham. Derfor skinner Gud frem og viser sig i sin herlighed. Men det er heller ikke tilstrækkeligt, at Gud kun skinner frem igennem skønheden og kraften og visdommen. Ikke, hvis Gud virkelig vil nå os, der ofte må leve uden skønhed, uden kraft og uden visdom.

Derfor forbinder Gud sig selv med den hele den beskidte verden. I både samfundet og naturen går det med alting ligesom det går med græsset: Det grønnes smukt, men falmer snart og visner og kasseres og bliver til sidst kastet i ovnen for at blive til ingenting.

 

Hvis Guds herlighed kun var at finde i skønheden, så ville Guds herlighed ikke være tilgængelig for os, der befinder sig i mørket og i dødens skygge. Men evangeliet er, at Gud lader sin enbårne Søn gå ned i dødens gab sammen med sine skabninger.

Herliggørelsen af Menneskesønnen, ja herliggørelsen af Guds eget Navn finder sted i Jesus’ død. Jesus fortæller en kort og fyndig lignelse: ”Hvis hvedekornet ikke lægges ned i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold”. Det éne korns død bliver til manges liv.

 

Det handler om øjnene der ser. Det handler om at I Guds øjne, er vi dem vi er. Hverken værre eller bedre. Hverken grimmere eller smukkere. Gud ser os som vi er og elsker os betingelsesløst. En kærlighed, som vi kun aner konturerne af, når vi som forældre ser på vores barn og tænker: Jeg vil gøre alt for dig – og faktisk mener det.

 

Lad os lave et tankeeksperiment: Hvad nu hvis Gud havde holdt sig for god til at gå ind i ondskabens verden? Hvis Gud havde været for fin til at dele skæbne med sine skabninger? Hvis Guds herlighed kun var at finde i erfaringer af skønhed, lethed og umiddelbar livsglæde?

 

Ja, så var der ikke blevet plads til alt det i os, som er surmulende, vrangvilligt og forbeholdent – og det er der vel egentlig- hvis vi skal være helt ærlige –  temmelig meget af en normaldanskers liv.

 

Men det gode budskab til os i dag er, at Gud kan rumme os med alle vores forhold.

 

Jesus var oprørt da han skulle gå den tunge vej til korset. Men han beder sig ikke fri. Han siger Ja til sin skæbne. For først på korset er Guds vej ind i kødets verden fuldbragt. Først på korset har Guds vej med mennesket forbundet sig helt og holdent med vore veje og vildveje. Først på korset er inkarnationens vej ført helt til ende. ”Det er fuldbragt”, sagde Jesus, som sit sidste ord på korset.

Hvis ikke Gud kunne herliggøre sit navn også i tabet, smerten og døden, ville der næppe være brug for mange boliger i Guds hus. Men Jesus siger udtrykkeligt i sin store afskedstale: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger” Og der er også boliger til sure og vrangvillige og selvsikre og magtbegærlige og sortsynede mennesker, som først meget langsomt når frem til at se Guds herlighed.


Jesus startede på bunden. Han gik ind i kødets verden og tog fornedrelsen på sig – ligesom hvedekornet, der dør for at give liv. Men på korset bliver Jesus ophøjet! Og netop dette er dommen over alle mennesker, der mente selv at kunne dømme Jesus for blasfemi.

Vi lever vores liv under dommen. Vi er på vej til dommen og det er godt.

 

Tænk på en morder. Han har dræbt tre mennesker. Vidnerne er til stede, nævningerne er på plads, anklager og forsvarer og dommer. Salen er fuldt besat. Han føres ind. Dommeren rømmer sig forlegent med et hastigt smil. ”Af og til er det rigtigt at lade nåde gå for ret. De tre er døde. Den sag er klar. Spørgsmålet er: Skal den fjerde også bøde med livet? Jeg har konfereret med anklager og nævninge, og vi er blevet enige om at se gennem fingre denne gang. De er fri. De kan gå. De er undskyldt. Vi begår alle fejl. Gå dem en tur i solskinnet og prøv at glemme det hele.

Manden skynder sig ud. Står pludselig på gaden.

 

Glad og fri? Nej, knust for altid. Ødelagt som menneske. Et menneskes skyld er en væsentlig del af hans identitet. Denne mand havde fået sin selvfølelse og balance ødelagt. Han kunne aldrig mere bygge et forhold op til et andet menneske. For hans menneskeværd var nedskrevet til nul. Han måtte ikke engang beholde sin skyld.

 

Mange mennesker går rundt og tror, at det vil gå godt til sidst, at Gud vil se gennem fingre. ”Jeg har stort set gjort det så godt jeg kunne. Gud undskylder mig sikkert.” Men, nej det gør han ikke. Der er én værdi i verden, som ikke devalueres, hverken nu eller senere. Og det er din skyld! Betyder det så at Gud er smålig og nærig? Gemmer han på det onde? Nej, men Gud undskylder dig ikke. Han gør noget helt andet – han tilgiver dig. Han lader ikke, som om du ikke har begået en fejl. Han regner med fejlen og elsker dig alligevel. Fejlen tilgiver han. Den er din. Skylden er din. Men Gud tilgiver dig.

 

Det er altafgørende at forstå at Guds dom ikke er det samme som en fordømmelse. Dommen er derimod en afsløring af alt det, der skygger for Guds herligheds vej. Den vej der har kraft nok til at gå helt ind i kødet. ”Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud”, hører vi i dagens tekst. Denne fyrste er Djævelen, som allerede tidligere i evangeliet er blevet afsløret som selve Løgnens fader.

 

Dommedag er den dag, hvor Guds kærlighed for alvor slippes løs i verden.  Den dag, hvor hadet og hævnen og bitterheden og misundelsen bliver tilintetgjort og hvor sandheden skal skinne frit, så herligheden kan fylde hele verden ud.

 

Ingen steder viser Guds herlighed sig som i dommen: Guds dom er storsindet ud over al menneskelig forstand og hinsides al djævelsk spidsfindighed. Gud bliver alt i alle. Jesus siger: ”Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” og vi spørger måske: Står der virkelig alle? Ja, det står der faktisk. Amen

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *