“Det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”

Første søndag i fasten

Da jeg var barn fik jeg at vide, at jeg skulle spise op. Hvis jeg sad med mad på tallerkenen, som jeg selv havde øst op, men ikke orkede at spise, så kikkede min mor lidt strengt på mig og sagde: Tænk på de sultne i Afrika. Og så fik jeg dårlig samvittighed over, at jeg sad med en tallerken fuld af mad, mens børn på min egen alder i Afrika ikke havde noget at spise, og så fik jeg nok spist resten af maden.


Ja tænk på de sultne i Afrika. I vores verden er der en milliard mennesker, som hver dag må gå sultne i senge, fordi de ikke har det daglige brød. Det er hver 6. menneske i verden! Derfor holder Folkekirkens nødhjælp sogneindsamling i dag, hvor pengene går til at bekæmpe sult.


Tænk sig at være sulten. Tænk sig at være nødt til at gå sulten i seng. Det er ualmindelig svært at forestille sig for os. Jeg har aldrig prøvet det. Ikke sådan rigtigt, ihverfald. Ikke mere end en knurren i maven, fordi jeg har været så optaget af noget at jeg har glemt at spise. Når køleskabet er tomt, fylder vi det bare igen. Også selv om klokken er 21.00 – man kan handle ind hele dagen. Der er altid et supermarked der har åbent. Så handler vi ind og så bugner køleskabet igen af madvarer.  Sult er ikke en virkelighed for os, men det er det for mange andre. Hver 6. i verden, for at være helt præcis.

 

Jeg forstår ikke hvad det vil sige at være sulten, men alligevel har jeg en klar fornemmelse af hvor udmattet og desperat man må blive, hvis man er sulten og ikke aner hvordan man skal skaffe mad til sine børn eller til sig selv. 

 

Det har været interessant at se den fjernsynsudsendelse, hvor man fulgte nogle unge danskere i Indien. De var med i et eksperiment, hvor de skulle prøve, hvordan det er at arbejde på en tekstilfabrik i Indien – altså på en fabrik, som fremstiller tøj til eksempelvis danske butikker. Derfor skulle de arbejde mange timer for en løn, som knap kunne betale deres husleje og mad, under helt ekstremt farlige og vanskelig forhold. De lærte, at mad ikke er en selvfølge, og en aften tog de i byen for at more sig, men de vendte hurtigt hjem igen, fordi de ikke havde råd til det. De ville alligevel hellere bruge deres få penge på at købe mad dagen efter.
Udsendelsen viser med al ønskelig tydelighed, at mange arbejdere i Indien lever under helt ekstreme forhold, og at vi danskere med vores værdier og vores forkælethed og forventhed, ikke fatter at det er muligt. Det var uden tvivl en øjenåbner for de unge i eksperimentet, at tjene så lidt, at de knap havde råd til at købe mad. Og at arbejde så hårdt, at de ingen fritid havde. Det er så fremmed for os der arbejder 37 timer og er forsikrede til op og begge ører.

 

Vi kender ikke til sult. Faktisk er problemstillingen en helt anden for os. Vi overforbruger. Vi bliver for tykke, spiser for store portioner. Og vi køber for meget ind og smider for meget ud. Man siger at hver dansker årligt smider 63 kg mad i skraldespanden. Der er ikke så lidt mad på landsplan.  Der er startet en ny bevægelse i Danmark der kalder sig: “Stop spild af mad”. De udgiver kogebøger og kommer med gode råd til, hvordan vi kan bruge vores rester og undgå for meget madspild. Det er et godt initiativ, men jo også virkelig sigende for vores tid. Tænk sig at det er blevet nødvendigt. For bare en generation siden, og for jer der har oplevet krigen og efterkrigstiden, så er det en selvfølge, at man ikke smider mad ud. Nu er vi nødt til at lære, hvordan man lader være.

 

Og derfor siger det også sig selv, at vi har svært ved at forestille os, hvordan det er at sulte, men der en for hvem, det slet ikke er svært. Der er en som ved, hvordan det er at sulte. Og det er Jesus, for i dag har vi hørt om, hvordan han fastede i 40 dage og fyrre nætter, og til sidst led sult. Sådan står der. Gud egen søn led sult i ørkenen. Men hvorfor? Jo han skulle fristes af djævlen. Han skulle testes. Det skulle prøves om han nu også virkelig var Guds søn, og da han til sidst er fuldstændig udmarvet af sult, kommer djævlen til ham, og frister ham til at gøre sten til brød. Han siger: “Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød”. Og der er nok ikke noget Jesus hellere vil end stille sin sult, men han afviser djævlen. Han afviser fristelsen, for han vil ikke misbruge magten på sig selv og egne behov. Nej han vil bruge sin magt for andres skyld, og derfor hører vi også senere om, hvordan han bruger sin magt til at forvandle fem brød og to fisk til meget mad, som kan mætte en hel folkeskare og viser at han er Guds søn.

 

Jeg forestiller mig ikke djævelen, som han bliver fremstillet på kalkmalerier og i tegneserier. Hvis han så sådan ud, var det jo let at afvise ham. Nej, fristelsen er altid i god forklædning – som gode og fornuftige argumenter, det er svært at modstå. Og sådan må vi også forestille os at Jesus er blevet mødt af fristelsen i ørkenen. Det har været svært for ham at modstå, lige så svært som for ethvert andet menneske der er ensomt og sultent, at modstå fristende tanker og fornuftige overvejelser. Han fristes til at flygte fra at være rigtigt menneske  til blot at være guddommelig, en guddommelig mirakelmand, som kan løse alle verdens problemer med et knips med fingrene. Det lyder besnærende for os med sådan en mirakelmand, men det tankevækkende er, at hvis Jesus havde fulgt fristelsen til at blive en frelser eller mirakelmager efter menneskers opskrift, så var det netop os mennesker, han ville have svigtet. Jesus modstod fristelsen til usårlighed og magt og styrke, og derved fik vi en frelser der har prøvet det hele på sin egen krop, som véd hvordan det er at være sulten og sårbar og svag.  Gud gav os, hvad vi ikke bad om. Sendte en frelser i sårbarhed og svaghed, for at frelse alle os såbare og svage mennesker.

 

Jesus afviste fristelserne. Det står i skærende kontrast til  Adam og Evas optræden i Paradisets haven. Adam og Eva kan ikke modstå fristelsen om at blive som Gud – udsigten til indsigt og kontrol og magt, frister dem til at spise af æblet. Og sådan er det at være menneske. Det er vores skæbne. Vi kan ikke stå for fristelser.  Vi beder i fadervor:  led os ikke ind i fristelse, men det er svært hver gang at vælge det rigtige, fordi vi er mennesker, og derfor har vi igen og igen brug for tilgivelse. Vi har brug for at spise lidt brød og drikke lidt vin, som renser os for synd – som vi beder inden nadveren: Rens os fra synd, og styrk os i det indre menneske, at du må bo ved troen i vores hjerter. Kristus har den styrke der kan styrke os.

 

Mon ikke vi allesammen har gjort status engang imellem, og tænkt, at nu skal det være anderledes. Nu vil jeg selv bestemme, nu vil jeg ikke fristes til at gøre det forkerte.  Nu vil jeg ikke fristes til at bare at slukke fjernsynet og lukke øjnene for at alle de mennesker der sulter. Det er ellers så nemt. Et klik og så er de væk og jeg kan hurtigt glemme at der er andre end mig og mine i verden. I dag vil jeg kun gøre det gode og det rigtige. Jeg vil ikke bare tænke på mig selv, jeg vil gøre noget godt for andre. Men vi kender også sandheden i Paulus´ ord om, “at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”

 

Hvor finder vi vores ståsted, når vi ikke engang altid kan stole på os selv? Når livet går i stykker for os, fordi vi gentagne gange, falder for den fristelse det er, at være sig selv nærmest eller at tro at man  kan klare sig uden andre?  Hvor finder vi det holdepunkt og udgangspunkt, som så alligevel kan gøre livet både godt og rigtigt, når nu jeg ikke selv, fra morgen til aften, kan stå for det rigtige?

 

Det vi, dybest set, søger, finder vi ikke i os selv. Vi prøver på det. Gang på gang. Fristelsen til at tro at man kan klare sig selv.  Og gang på gang falder vi for den og lander samme sted. I dette, at det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg”.  

 

Syndefaldet er en realitet. Vi lever uden for haven, øst for Paradis, hvor svigt, tab og bristede illusioner hører med. Synden findes. Men det gør, siger evangeliet, også syndernes forladelse! Tilgivelsen, Guds nåde og barmhjertighed, som for os som kristne har sit udspring i, at der er én, der har holdt stand imod Djævlen og alle hans gerninger og alt hans væsen.  Èn, som med magt myndighed siger: Vig bort Satan! Ham må jeg holde mig til. Jeg må holde mig til Kristus, som jeg i dåben er blevet koblet sammen med, så at hans liv nu også er mit liv. Hans død også er min død. Ja, hans opstandelse også er min opstandelse!

 

Den første Adam svigtede og faldt. Jeg er bundet til hans fald og skæbne til at leve her Øst for Paradis, hvor synden er en uundgåelig realitet. Og hvor det igen og igen at falde for fristelsen til at tro at jeg kan klare det hele selv, er blevet min skæbne.

Den anden Adam, som er Kristus, holdt stand over for Fristeren og banede således en ny, guddommelig vej at gå. Ham på jeg holde mig til.

Den første Adam er min skæbne. Den anden Adam er min frihed og frelse.  Den anden Adam – Kristus – giver mig et liv i frihed. Et liv med grund til håb og frimodighed. Altid med fremtiden foran mig, som en mulighed.

 

Så gælder det altså om, ikke forblændet og egenrådigt at ville gøre det rigtige og selv stå inde for alt i ens liv, for så blive du ene og ensom. Ikke at ville gøre det rigtige, men først og fremmest at holde sig til den rigtige. Til ham, som altid handlede ud af kærlighed. Det er et godt sted at være. Det er et godt holdepunkt at have. Og et godt udgangspunkt, også når vi hverdag hele livet igennem, skal forsøge at gøre det rigtige.

 

****

 

Som nogen af jer nok vil have opdaget, så har vi Johannes Johansen-tema i dag. Alle salmer vi synger ved gudstjenesten idag, er skrevet af den tidligere biskop over Helsingør Stift, Johannes Johansen.  Han er en af de nulevende salmedigtere der er repræsenteret med flest salmer i salmebogen – men har altså også skrevet mange salmer, som ikke er kommet med, og dem synger vi også nogen af  i dag.

 

Johannes Johansen har skrevet nogle af de allerfineste og mest elskede nyere salmer, som  uden tvivl vil gå hen og blive klassiker,e man også vil synge i generationer efter os. Tænk bare på “Du som har tændt millioner af stjerner” og “Det dufter lysegrønt af græs”.  Han skriver så enkelt og fint og dybt om menneskelivet og kristentroen,  og Gud som alle tings skaber og opretholder.

Når jeg har valgt vi skal kun skal synge hans salmer i dag, er det selvfølgelig fordi jeg synes det kunne være interessant at have en gennemgående tone i salmerne ved gudstjenesten, men det er også fordi Johannes Johannsen har været en markant inspirator for vores generations sang og spiritualitet.

 

Og det i en uge, hvor Biskop over Haderslevstift, har været i landsdækkende medier med en opsang til danskerne: Syng dog med!, siger han. Åbn munden! Gudstjenesten lever af vi synger med på salmerne. Det er her under salmerne at spiritualiteten og samhørigheden i kirken træder tydeligst frem.  Og jeg kan ikke være mere enig. Salmesang er fællessang, og vi skal blive bedre til at synge med. Højt og klart og med en stolt bevidsthed om at “hver fugl synger med sit næb.”

 

Hvad er egentlig en salme?, spørger Johannes Johansen et sted. Og svarer: “Jeg plejer at sige, at den er det jordiske svar på den himmelske fordring. Kortere: Den er evangeliets ekko”. Den dag, kirken holder op med at synge, så kan vi lige så godt lukke butikken! Derfor skal vi slutte gudstjenesten med  tak for sangens gave.

 

Herre, tak, fordi du tænder

ild i tørre, tomme ord,

så de blusser, så de brænder,

så endog en tvivler tror.

Herre, tak for sangens gave,

tung at løfte, let som leg.

Slægter smuldrer tavst i grave.

Lovsang lyder højt om dig.

Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *