Der er meget vi ikke mister, når vi mister

af os her i dag har mistet en kær ven eller et elsket familiemedlem.  Vi hørte før navnene på de der er døde her i sognet i løbet af de sidste år. Navne der hver i sær bringer deres minder frem.

Alle navne har en betydning. Hvis man slår op i en navnebog, vil man kunne læse om de enkelte navnes historie, oprindelse og betydning. Man kan også læse, hvor mange der bærer lige præcis det navn, og i hvilken periode det var mest populært. Alle navne har en betydning, det kan være nok så interessant, men det er egentlig uendelig ligegyldigt – for det er personen der bærer navnet som har betydning for os. Om navnet er kønt eller grimt hører vi ikke når det er båret af et menneske vi holder af.

Men når vi hører navnet, så sker der noget for os. Måske ser vi vores kære foran os, måske kommer vi i tanker om en særlig oplevelse, måske tænker vi på noget vi gerne ville have sagt, eller det sidste vi sagde. Måske bliver vi bare inderligt kede af det, fordi vi savner ham eller hende, så det gør ondt.

Vi der har mistet en der stod os nær, kender alle de velmenende ord der kan mødes os. Ord som: ”Du skal se, det skal nok gå alt sammen” – ”Tiden læger alle sår”, eller ”at livet går videre”, ”at vi kommer over det”, eller ”at vi trænger til at muntres lidt op”

Folk ved ikke hvad de ellers skal sige. De fleste vil os det bare godt, men det er ikke sådan livet hænger sammen for os, når vi har mistet en.

Livet bliver aldrig mere det samme. Ja, det kan blive godt igen, men det bliver aldrig som før – for før var vi jo sammen. Nu skal vi finde ud af at leve, uden den anden.  Og det kan være helt utrolig svært.

Jeg har før ment at når én af vores kære dør, så må vi lære at slippe den døde. At vi må overlade den døde til den levende Gud, og slippe taget i den vi har mistet, for at vi kunne leve videre.  Men det er vel kun til dels rigtigt.

Ja, vi skal overlade vores kære døde til Gud, og finde fred i at vi ikke længere kan række ud og røre ved vores kære mere. Men viser al erfaring ikke, at vi netop ikke kan – og heller ikke skal – slippe vores kære døde.

Sorg handler måske ikke om at give slip, men snarere om at holde fast. Et menneske der står os nær, forsvinder ikke ud af vores liv, fordi det dør. Der er meget vi ikke mister, når vi mister.

Vi mister ikke vores fælles historie og minder.

Vi mister ikke alt det vi har lært af den anden

Vi mister ikke den kærlighed der har bundet os sammen

Der er meget vi ikke mister, når vi mister.

Vi sørger ikke over et menneske der ikke har betydet noget for os. Nej, vi sørger over et menneske der har betydet meget for os. Vi savner et menneske, som har haft stor betydning for vores liv. og derfor er det også de store følelser vi bliver ramt af.  Både vrede og sorg, er et udtryk for noget betydningsfuldt.

Johannes Møllehave har engang sagt: ”Når to mennesker elsker hinanden, kan det kun ende ulykkeligt” – Sorg er kærlighedens pris. Vores sorg hænger sammen med noget værdifuldt. Et værdifuldt forhold. Og det at miste er ikke det særlige og mærkelige, det er faktisk det almindelige. Det at miste er en del af det helt almindelige menneskeliv.

Sorgen går ikke over. Det er os der sørger der går over, fra at være et sted med os selv, til at være et nyt sted. Sorgen forsvinder ikke, men med tiden vil vi der har mistet komme til at kunne rumme den, ved siden af alt det andet der fylder i vores liv.

At sørge er at skulle tegne et nyt kort over tilværelsen – det er at orientere sig på en ny måde, fordi ingenting er som det plejer at være. Alting er forandret. Alle små rutiner og ritualer. Alle fester og sammenkomster. Alle de fælles ting, vi havde med den anden.

I dag hører vi det vi kalder ”Saligprisningerne”.

Jesus stiller ikke en masse betingelser for velsignelsen, men siger at selv de, der hverken i egne eller andres øjne er eller mærker velsignelsen, de er velsignede! For himmeriget er deres. Vi skal ikke græde for at være velsignede. Også de lykkelige er velsignede. Men kun den, der græder, kan mærke Gud tørre tårerne fra øjnene.

De sultne og tørstige, de sørgende og fattige risikerer ikke at forveksle deres tilstand med livets mening eller lykke og frelse. De ved, at de ikke kan undvære Gud. Og at vide det, er troens velsignelse. Eller Salighed.

Når vi sidder her i dag, med hver vores minder, så er det måske ikke kun sorg og savn og ulykke og tanker om døden, der fylder os.

Det gør måske også det uforløste, og det, der gik i stykker. De tårer, som vi har været årsag til. Det, som vi ikke kan gøre godt igen. De ubesvarede spørgsmål.

For sådan er det også almindeligt i et menneskeliv. Vi er ikke perfekte og vi fik ikke altid gjort eller sagt det rigtige. Der vil næsten altid være noget uforløst iblandt os; for nogle af os er det måske netop det, der fylder mest.

Og det er en trøst, at Jesus ikke siger: ”I skal være salige engang, når I er blevet perfekte.” Eller ”I er salige, hvis I aldrig var årsag til sorg; hvis I kan mindes med sindsro”. Han siger: ”I er salige nu! Når I står med tomme hænder over for Gud – da er I salige!”.

Det fortælles at maleren Oluf Høst mistede sin søn, Ole, der meldte sig til og døde i tysk krigstjeneste.

Forældrene forstod det ikke, men sønnen var ilter og sagde. ”Jeg kommer tilbage – med ild og sværd”. I 1943 falder Ole Høst og få uger efter modtager familiens hans efterladte ejendele: Ur, tegnebog, tandbørste og lommebog. Jeg kommer tilbage, skrev han – med ild og sværd. Og sådan er det med det uforløste. Det hjemsøger os med ild og sværd. Det holder os måske søvnløse og piner os.

Alt det ødelagte og ødelæggende, alt det skamfulde og fortrudte. En dag skal det være borte – glemmes som havde det aldrig været, men her og nu nager det os.

Ingen af os har vel mistet under så dramatiske omstændigheder som Oluf Høst, men vi kender det også: Der er det bidende savn, den ordløse sorg, den stikkende smerte som ild og sværd. Der er noget uforløst; måske meget, måske næsten ingenting.  En larmende bitterhed – eller måske blot det kærlige ord, vi så gerne ville have sagt.

Det er vanskeligt for vores omgivelser at hjælpe os med det. Der er en stor fare for at andre, kommer til at bagatellisere det, der gør ondt.

Det er kun Gud der kan afhjælpe os den byrde. Hos Gud skal det forbrudte og fortrudte heles. Gråd og lidelse skal ikke være mere. Jesus siger: ”I er salige!”. De døde er salige, for hos Gud er alt det uforløste forløst. Vi efterladte er salige – ikke fordi livet med den døde altid var fryd og gammen – men fordi Guds tilgivelse, som de døde også er en del af, også omfatter os.

Gud er hos både levende og døde. Vores døde er hos Gud, som de også var hos ham da de levede – og ligesom vi også er hos ham.

Når vi om lidt fejre nadver sammen, så er det også et udtryk for at vi er en del af en større familie, end vores egen lille kernefamilie. Vi er en del af Guds familie, der rækker fra evighed til evighed.

Knæfaldet ved nadverbordet er formet som en halvcirkel. Vi skal forestille os, at cirklen fortsætter – ud til alle andre kristne. Alle dem, som samles til nadver i kirkerne ud over hele jorden. Alle dem, som har været med ved alterbordet de sidste 2000 år – og dem, som kommer til i fremtiden. Ja, vi kan forestille os, at nadverbordet rækker helt ind i himlen, og at vi sidder til bords med de der er gået foran os over på den anden side døden. Og at vi deler det vilkår –døde, som levende – at vi er i Guds hænder.

Du griber os i mørket
og blidt mod lyset vender.
For selv om vi er adskilt,
er vi i dine hænder.
Og du var selv i mørket
den dag, da Kristus døde,
du rejste ham til livet
i påskens morgenrøde.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *