Den langsomme tro

Prædiken 1. søndag i advent

Jeg har aldrig forstået dem, der kan sætte en helt præcis dato eller et klokkeslæt på, hvornår de begyndte at tro på Gud. Sådan lige som Paulus der blev kastet til jorden og blændet af et så kraftigt gudslys, at han blev omvendt på stedet: Damaskus, 11. november år 45 eft. Kr. kl. 13.15 eller noget i den stil. Fra det ene øjeblik til det andet ændrede han fuldstændigt livshorisont. Gud kom storlarmende og galoperende ind i hans hjerte. Sådan!

Jeg kender også mennesker i dag, der forbinder deres begyndende tro på Gud med en helt bestemt oplevelse. Den og den dag. Til den eller den gudstjeneste. Den eller den koncert, eller noget helt tredje. Sådan har jeg aldrig selv haft det.

Jo, jeg har været i situationer og haft oplevelser, hvor jeg har følt ånden stærkere og – øjeblikke af intensitet, livsglæde, mening, kærlighed og måske endda klarsyn. Og selvfølgelig kan det være sådan at man har en oplevelse af Guds nærvær, som man opfatter som begyndelsen på ens kristenliv.

Men det er ikke de oplevelser man kan bygge sit liv på. Det er ikke de storlamende eller hjertestormende religiøse oplevelser vi kan leve af. De er der, eller de er der ikke. De kommer til os, når vi mindst venter det. Præcis som lykken. Den kan man heller ikke bestille. Vi kan ikke bestille eller arrangere de der store åbenbaringer fra Gud.

Og det er ikke alene anstrengende at forsøge. Det er også usundt at gøre sig afhængig af dem. Åndelighed skal ikke forveksles med storlarmende religiøs fastfood. Ånd er ikke sjælenarkotika, man bliver høj af og får abstinenser af, når man holder pause. Det er det måske også, men det er ikke de der åndsfix vi kan leve af til daglig.

Troen er ikke hurtig og larmende. Troen er langsom og stille. Jesus kommer ikke galoperende ind i Jerusalem, mens han råber: ”Her kommer jeg!” Jesus kommer stille og roligt ridende på et langsomt æsel. Jeg tror det er et meget præcist billede på, hvordan Gud kommer ind i vores hjerter. Stille og roligt og langsomt.

”Tro er fast tillid til det der håbes på, overbevisning om det der ikke kan ses”, sådan står der i Hebræerbrevet, og den tro der er fast tillid, er ikke eventbaseret, men vokser stille og langsomt frem i vores hjerter, når Gud kommer til os.

Den tro der er fast tillid hænger sammen med en dybde og væsentlighed i vores liv, som hører sammen med det der går langsomt.

Prøv og tænk over det?

Hvad er det vigtigste der er blevet sagt til dig? Hvornår har du haft de væsentligste samtaler?

Jeg tror I vil give mig ret, når jeg siger: De vigtigste ord, vi har hørt, er ikke blevet råbt til os fra tagene, men hvisket os blidt i ørene. Det vigtigste der er blevet sagt til os, er ikke blevet sagt i en megafon eller i en højtaler. Det er blevet sagt af et menneske der stod os nær, ansigt til ansigt og i al fortrolighed.

Og det er ikke når vi løber sammen de gode og dybe samtaler kommer i gang. Det er når vi følges ad, stille og roligt og i æseltempo. Det er når vi går ved siden af hinanden og ikke har andet for, end at tale sammen.  Det er når vi sætter tempoet ned og giver os tid til hinanden. Det er der det vigtige sker.

Jeg gider faktisk ikke stå her og slå os oven i hovedet med at vi har for travlt. At vi lever i en fortravlet tid, og det usunde i, at der er prestige i at have en fyldt kalender. Alt det ved vi godt. Den sang har vi hørt til det trivielle. Og at vi har for travlt og at vi nogle gange løber for hurtigt, er altså ikke samfundets skyld. Det er vores egen.

Der er ikke andre der kan skrue tempoet ned i vores liv, end os selv. Der er ikke andre end os selv, der kan beslutte os for, at vi også vil ånde det langsomme åndedrag.

Vi kan i længden ikke leve uden tid til eftertanke, og det kræver, at vi fravælger den kroniske hurtighed. Hvis vi vil have mulighed for at forholde os til eksistentielle spørgsmål, kan det ikke nytte, at vi konstant er i fuld fart frem som Peter Kanin med lommeuret i Disneys tegnefilm om Alice i Eventyrland.

Vigtige spørgsmål er langsomme. Væsentlige samtaler er langsomme. Troen er langsom. Gud er også langsom. Ikke kedelig, men langsom.

Jesus kommer sagtmodig og ridende på et æsel. Sagtmodig er ikke et ord vi bruger i dag. Tror egentlig aldrig det er blevet brugt særlig meget i vores dagligsprog. Sagtmodig betyder ”at bøje sig”. Jesu kommer altså ydmygt ridende på et æsel. Ydmyg overfor Gud og ydmyg overfor mennesker.

Det er Gud der bøjer sig ned og rører vores hjerter. Billedet af Guds søn, der ridder på et lavstammet æsel, så lavt at han rører jorden med fødderne, er et billede på at Gud kommer til os. Kommer helt ned til os – og helt ind i vores hjerter og rører os.

Sagtmodig – sagte mod, siger også noget om hvordan Gud kommer. Folkeskaren er højrøstet og larmende. De har travlt med at få Jesus kronet som konge. Jesus er ikke højrøstet. Han er ”sagte”. Han rider langsomt og stille ind igennem folkeskaren. Som en kontrast til det larmende og fortravlede.

Gud kommer ikke til os med larmende fagter og overbevisende magt. Han bøjer sig ned og kommer til os i kærlighed. Som en kontrast til det larmende og fortravlede.

Gud er kærlighed. Den kærlighed der tror alt, håber alt og udholder alt. Ikke larmende bjælder og buldrende tønder, men den kærlighed der består og som vokser i os. Ikke som en eksplosion af ånd, men som en evig flamme der brænder i os. En flamme som det tager tid – ja, en hel evighed – at brænde op.

Det er ikke sådan at Gud kun kommer til dem, der forstår nydelsen ved det langsomme liv. Gud kommer ikke kun til dem, der bager langtidhævet brød og laver simremad. Gud kommer ikke kun til dem, der dyrker mindfullness eller dem der har trukket stikket ud og lever det autentiske landliv. Gud kommer ikke kun til dem der forstår at leve langsomt.

Jesus red ind i den fortravlede og højrøstede folkemængde i Jerusalem – og Gud kommer også til os, der køber bamseboller og spiser på Mc Donalds, os som er afhængige af at være online og os som har alt for travlt med alt muligt ligegylidigt. Gud kommer også til os.

Vi skal ikke skrue tempoet ned og give plads til langsomheden, for Guds skyld. Det skal vi gøres for vores egen og for hinandens.

I sin roman ”Udødeligheden” skriver den tjekkiske forfatter Milan Kundera, at mens en hovedvej kun er en linje, der forbinder ét punkt med et andet, er en bivej en lovprisning af rummet, den bevæger sig gennem: ”I bivejenes verden er skønheden uafbrudt og stadig omskiftelig”. Kundera hylder den slyngede vejs uforudsete fortryllelser, og forudsætningen for at opleve det er, at man er villig til at sætte farten ned.

Vi kender det godt fra vores ferier. De bedste dage, det er dem man ikke har planlagt – men hvor man bare har tid og der sker det der sker. Og når vi rejser i udlandet, så er det bedste, når vi drejer ind af en bivej – og opdager noget vi ikke havde forestillet os eller set komme. Det uforudsete der sker, når vi sætter tempoet ned og har syn og sans for verden omkring os. Det er det bedste.

Kirken er også sådan et rum, hvor vi sætter tempoet ned. Her mødes vi af en anderledeshed, en ro og en dybde og en gentagelse som er langsom. Gudstjenesten er et åndedrag hvor Gud kommer til os. Bønnen og salmerne et åndehul hvor vi møder Gud. Gud er ham som var og som er og som kommer, uanset om vi har for travlt med alt muligt andet.  Troen er et lille frø, som vokser langsomt i os. Nogle gange har vi ikke syn og sans for det – men det betyder ikke, at den ikke er der.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *