Begynd nedefra

 Es. 49,13-18; Matt. 18,1-14 

Da jeg skulle forberede mig til i dag, kunne jeg ikke lade være med at tænke: Er den her tekst overhovedet relevant for os? Siger den egentlig noget, som vi kan bruge i vores virkelighed?  Fx formaningen om ikke at bringe en af disse små til fald – eller som det hed i den gamle oversættelse – ikke at forarge en af disse små.. Der er jo ingen i dag, der kunne finde på at bringe en af de små til fald, at forarge et lille barn – tværtimod, så får børn i dag masser af plads og råderum. De bliver passet og vartet op, taget hensyn til og hørt og mærket af forældre, bedsteforældre og alle andre. Børn i dag får god plads til at udfolde sig. Og man er syg og helt pervers, hvis man bringer et barn til fald. I fængslerne er de laveste i hierarkiet ikke bankrøvere og mordere, men dem der har begået overgreb på børn. Dét er det laveste, det er det mest foragtelige man kan tænke sig. Så at Jesus tager det emne op, at man ikke må nedgøre børn, virker lidt irrelevant i dag. Det ved vi godt! Og det gør vi heller ikke.  Og så den fortælling om hyrden og de hundrede får? – jamen, den rammer os altså heller ikke. Der er jo ingen af os her, der ernærer sig som fårehyrder eller idet hele taget har noget som helst med får at gøre. Undtagen da måske lige, når vi spiser dem. Jesus prøver på alle mulige måder at få os til at forstå, hvori Gudsriget består. Han kommer med mange forskellige eksempler og illustrationer, for at vi skal nærme os en forståelse af hvad Guds riget er. Børnene og fårene er blot nogle af dem. Når disciplene spørger ham: Hvem er den største i Guds Rige, så vender han spørgsmålet på hovedet, så de ser det i et nyt perspektiv: Han kalder et lille barn hen midt på scenen og siger, at den der giver afkald på al sin stolthed og selvsikkerhed og bliver som dette barn der lever af at modtage livet, han – eller hun – er den største i Guds rige. Og så fortæller han historien om manden med hundrede får, som bekymrer sig om et enkelt får der er faret vild. Det kunne være aktuelt i dag, hvis én ville spørge: Hvem er egentlig den største i verden? Jeg tror vi alle sammen – uden undtagelse, ville begynde med at tænke ”oppefra”. Der ville helt sikkert blive lidt diskussion om rækkefølgen alt efter hvor I verden man befinder sig, men det ville i grove træk være noget med: FNs generalsekretær, USA’s præsident, Ruslands præsident, så Kinas, så EU’s formand eller måske paven.. osv. og så nedefter. Og hvis vi spurgte om dette med det ene får ud af 100 der var blevet væk, så tror jeg faktisk at de fleste i dag ville sige, at et svind på 1% det går under bagatelgrænsen. 

Alene inflationen er over 2,5%, så jeg tror ærlig talt ikke at nogen direktør – i hvert fald ikke i et stort firma ville bekymre sig om et svind på 1%. Det ville blive betragtet som ingenting.  Men Jesus begynder ”nedefra” – og det er virkelig noget nyt. Der er aldrig tidligere nogen der har stillet et barn, altså en af de nederste i datidens hierarki, op som en model, og der er heller aldrig nogen tidligere der har tillagt den svage, den hjælpeløse og den vildfarne, nogen betydning.  Og den pointe er relevant for os, også i dag. Så bliver dagens evangelium et modbillede til den verden, den virkelighed og den målestok vi lever med hver dag. For sådan er verden jo skruet sammen. Alt i samfundet anskues ”oppefra”, og det er vi selvfølgelig en del af. Vores hoveder er indrettet på den måde. Vi fodres hver dag i tv og aviser med et billede af vores verden som bestående af de gode, de retfærdige demokratier hvor kapitalismen og de frie markedskræfter er den uimodsagte model for livet her i verden, og over for det, står så de onde slyngelstater eller ”ondskabens akse” eller hvad man nu kan finde på at kalde nogle andre mennesker og lande.  Og det billede af verdensorden, er efterhånden så fast indarbejdet i vores bevidsthed og vores kultur, at det på det nærmeste virker suspekt eller mistænkeligt at stille spørgsmålstegn ved om det nu også er sådan verden hænger sammen – om det nu også er et sandt billede af verden.  På samme måde er vores forhold til de svage, de vildfarne, de fortabte, eller dem der tabt for omverdenen eller på gulvet. De nederste og de svageste i verden. Vi har vænnet os til at se problemet oppefra.  Og var der bare tale om 1%, som i den fortælling Jesus kom med, om 1 får ud af 100 – men, desværre er der tale om et langt større tal, en meget højere procentdel af fortabte, millioner af fattige, sultne, undertrykte, flygtninge, asylansøgere. Vi kender godt de svimlende tal, og den påtrængende virkelighed. Og vi vænnes langsomt og systematisk til at se dette kolossalt store problem oppefra, fra vores eget perspektiv.  Vi sætter os selv og vores egen position øverst i pyramiden – og føler os truede af de vildfarne og fortabte, og gør hvad vi kan for at holde dem ude – holde dem fra kroppen gennem politik og lovgivning. Og stiller man sig skeptisk overfor diverse love og stramninger, eller tillader sig at spørge til rimeligheden og menneskeligheden, så virker det næsten mistænkeligt naivt.  Men Jesus tegner et modbillede til verden. Han vil have os til at ændre perspektiv, så vi ikke ser verden oppefra – men altid ser verden nedefra, med de svages øjne, de undertryktes øjne, ofrenes øjne.  At se det store i det små – eller at anlægge perspektivet nedefra er et princip vi kan bruge i alle livets forhold – både i forhold til den store verden, samfundet omkring os, men også i forhold til vores eget liv og vores egen dagligdag. 

Kærlighedens Missionærer har altid løftet mennesket op og vist det store i det små, fortæller Moder Teresa om tankegangen hos Kærlighedens Missionærer, som hun var en del af til hendes død. I 1991 fortalte Moder Teresa denne historie, da hun talte på Corpus Christi College i Melbourne: ”Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg kom til Bourke og besøgte søstrene. Vi gik ud til udkanten af Bourke. Der var et stort reservat, hvor alle australnegerne boede i små hytter, der var lavet af bølgeblik, gammelt pap osv. Så gik jeg ind i et af de små rum. Jeg kalder det et hus, men det er kun ét rum, og inde i rummet har de alting. Så jeg sagde til den mand, der boede der: ‘Må jeg ikke godt få lov til at rede din seng, vaske dit tøj og gøre rent i dit hus?’ Og han blev ved med at sige: ‘Jeg har det fint, jeg har det fint.’ Og jeg sagde til ham: ‘Men du vil have det bedre endnu, hvis du lader mig gøre det.’ Så gav han mig til sidst lov. Han gav mig lov til det på en måde, så han til sidst fra sin lomme tog en gammel konvolut, fra den endnu en konvolut og så endnu en. Han begyndte at åbne den ene efter den anden, og inden i dem var der et lille fotografi af hans far, og det viste han mig. Jeg så på billedet, og jeg så på ham, og jeg sagde: ‘Du ligner virkelig din far.’ Han blev så utrolig glad over, at jeg kunne se ligheden med faderen i hans ansigt. Jeg velsignede billedet og gav ham det tilbage, og igen kom det i én konvolut, endnu en konvolut og så en tredje konvolut, og fotografiet kom igen tilbage i lommen nær hans hjerte.  Efter at jeg havde gjort rent i rummet, fandt jeg en stor lampe i hjørnet, der var meget beskidt, og jeg sagde: ‘Tænder du ikke denne her lampe, den er så smuk. Tænder du den ikke?’ Han svarede: ‘For hvem? Der er gået måned efter måned efter måned, og ingen er nogensinde kommet på besøg hos mig. Hvem skal jeg tænde den for?’  Så sagde jeg: ‘Vil du ikke tænde den, hvis søstrene kommer hen til dig?’ Og han sagde: ‘Jo.’ Så begyndte søstrene at gå hen til ham bare 5-10 minutter hver dag, men de begyndte at tænde den lampe. Efter nogen tids forløb kom han ind i vanen med at tænde den. Langsomt, langsomt, langsomt holdt søstrene op med at komme hos ham. Men de plejede at kigge forbi hos ham om morgenen. Så glemte jeg fuldstændig alt om det, og så efter to års forløb sendte han en besked – ’Sig til Moder, min ven, at det lys, hun tændte i mit liv, stadig brænder.’”Sådan kan vi også se det store i det små, og tænde små lys med stor betydning, i verden og for hinanden, og Jesus, der er livets lys, siger til os – og det måske mere relevant i dag, end nogen sinde før: Dem der er små i verdens øjne, skal I regne for de største. I skal aldrig forfalde til at tage verden oppefra og ned, men altid nedefra og op, altid først og fremmest have blik for dem der har mest brug for det. 

I Guds øjne er der ingen af os der er for små eller for vildfarne eller forvirrede. I Guds øjne er der ingen af os der er ubetydelige eller ukendte. Han kender os – hver enkelt af os, og han vil at ingen af os skal gå fortabt. Og selvom vi indimellem kan føle os både fortabte og tabt på gulvet, så må vi tro på at han ikke taber os i al evighed. Som jeg læste lige før fra Esajas: Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor, det barn, hun fødte? Nej vel, men selvom det utænkelige skulle ske, at du blev glemt af din mor – så glemmer Gud dig ikke. Han lader dig aldrig gå alene i mørket uden for, for at blive hos de 99 der har deres på det tørre. Han bliver ved med at lede til han finder dig. Der er intet i verden der kan rive os ud af Guds kærlighed i Kristus Jesus. Amen  

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *