At leve på uvishedens vilkår

15. søn. efter trinitatis Tekst: Matt. 6.24-34

  • Vær ikke bekymrede for jeres liv
  • Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?
  • Dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.
  • Hver dag har nok i sin plage

Det kunne være statements på et powerpointshow hos en coach. Kloge leve ord. Gode råd til et bedre liv. Indspark til, hvordan vi bliver mere nærværende, mindre stressede, mere fokuserede og mindre forjagede.

Det kunne være indledningen til et kursus i, hvordan vi slipper vores behov for at ville have kontrol, eller et opgør med en sygeliggørende perfektionisme. Det kunne også være overskrifter i en selvhjælpsbog der vil guide os til at være til stede i nuet.

Men det er det ikke. Det er uddrag for dagens evangelium. En poetisk tekst, med nogle fine/smukke billeder der siger sig selv:  Liljen der står smuk, tavs og taknemmelig, uden at anstrenge sig eller bekymre sig om andet end at være det den er sat til – nemlig lilje. Og fuglen der flyver frit under himlen, uden at bekymre sig om, om den kan flyve eller om den har mad i morgen, men blot tager imod det som livet bringer.

Det er måske en af de smukkeste tekster i Bibelen, men også en af de umiddelbart mest provokerende eller virkelighedsfjerne. Og man kan ikke lade være med at tænke: Klart nemmere for Jesus at leve op til! Jeg mener, han havde ikke nogen familie, ejede ikke noget, var omgivet af en flok mænd der ville gøre alt for ham, og en masse kvinder der sørgede for at han fik mad, han havde ikke noget arbejde, og fik næsten alt hvad han bad om af sin far!

I skal ikke bekymre jer! Det er et smukt ideal for et menneskeliv, men også et krav der er helt umuligt. For er det ikke netop det der adskiller os fra liljer og fugle, at vi har evnen/hjertet/tanken og dermed også valget og ansvaret, så vi kan bekymre os?

I skal ikke bekymre jer! Det kunne være overskriften på et modul i et coachingforløb der skal hjælpe os til at få mere ud af vores liv. Og når det er det, er det et umuligt krav, at stille til sig selv. For hvad skal man stille op, når man alligevel bekymrer sig? Hvor skal man gøre af de bekymringer som er der? Og det som skulle lette vores liv for præstationer og krav og bekymringer, kan blive til, at vi føler et tungt krav fra os selv, om at vi nu oveni købet også skal præstere det bekymringsfrie liv.

Men Jesus begynder et andet sted. Han siger: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Og så bliver livet fri for bekymringer ikke noget vi selv skal præstere, for Guds rige er ikke os der bliver store, men Gud der bliver stor i os. Det er livet kommer til os og åbner sig for os, så vi kan lære tavshedens tillid af liljen og nuets taknemmelighed af fuglen

Søren Kierkegaard fortæller om den bekymrede skovdue:
Der var engang en skovdue, som havde sin rede i et af de store træer midt i en stor bøgeskov. Ligeved siden af skoven lå der en bondegård, og her boede nogle af skovduens fjernere slægtninge: to tamme duer. Og de så noget til hinanden skovduen og de tamme duer. Skovduen sad nemlig ofte på en gren, som bøjede sig og rakte ind over taget på bondemandens gård.

De to tamme sad på rygningen af taget – og afstanden mellem dem var ikke større end at de kunne tale sammen og udveksle tanker og ideer. En dag talte de sammen om deres livsgrundlag. Skovduen sagde: ”Jeg lader hver dag have sin plage og på den måde kommer jeg igennem livet!” Den tamme due svarede: ”Nej, da bærer vi os anderledes ad. Hos os, dvs. hos den rige bonde, har man sin fremtid sikret. Når høstens tid kommer, så sidder jeg eller min mage, én af os sidder oppe på taget og passer på. Så kører bondemanden det ene læs sæd ind efter det andet, og når han har kørt så mange læs ind, så jeg ikke længere kan tælle dem, så ved jeg, at der er forråd nok til lang tid. Det ved jeg af erfaring.” Og da den havde holdt sin tale, vendte den sig – ikke uden en vis selvtilfredshed – om til dens mage, som om den ville sige: ”Ikke sandt, men lille mage. Vi to har vores på det tørre. Vi har fremtiden sikret”.

Da skovduen kom hjem, tænkte den nærmere over det, og det forekom den straks, at det måtte være en stor behagelighed, sådan at vide, at man havde sit livsgrundlag sikret for lang tid, hvorimod det egentlig var ret fortvivlende at leve på det uvisse, så man aldrig tør sige, at man ved man er forsørget. Det ville være bedre, tænkte den, at forsøge at samle et større forråd ind, og ligge det på et eller andet meget sikkert sted.

Næste morgen vågnede den tidligere end sædvaneligt og havde nu så travlt med at samle forråd, at den ikke havde tid til at spise, Men forrådet den fik samlet, var borte, når den kom for at se efter.

Der var ingen forandring i forhold til føden. Hver dag fandt den sin føde ligesom før, men den blev aldrig mæt, for den gav sig ikke tid til at spise, fordi den ville samle sammen til sit forråd. Men der var sket en forandring med skovduen. Den led langtfra nød, men den havde fået en forestilling om nød i fremtiden – og havde tabt sin ro – den var blevet bekymret for det daglige brød.

Fra nu af blev skovduen bekymret. Dens fjer tabte farvepragten. Dens flugt letheden. Den var ikke mere glad. Ja, den var næsten misundelig på de rige duer.

Den fandt sin føde hver dag, blev mæt, og dog var det ligesom den ikke blev mæt, fordi den i sin bekymring sultede for fremtiden. Den havde fanget sig selv i den fælde, som ingen fuglefænger kunne fange den i. Den fælde hvori kun den frie fugl kan fange sig selv: Nemlig i forestillingen.

”Ja”, sagde den til sig selv, ”når jeg hver dag får så meget jeg kan spise, så har jeg mit livsgrundlag, og i en vis forstand kan man ikke mere end spise sig mæt, men hvorfor blev jeg dog en fattig skovdue og ikke en af de rige duer?”

Og så mærkede den at sorgen fik tag i den, men den talte fornuft til sig selv, dog ikke så fornuftigt at den slap bekymringen, men sådan at den overbeviste sig selv om at det var i orden at sørge. ”Jeg forlanger jo ikke noget ufornuftigt”, sagde den, ”eller noget umuligt, jeg forlanger jo ikke at blive som den rige bonde, men blot som én af de rige duer.”

Tilsidst udtænkte den en plan. En dag fløj den hen og satte sig på rygningen af bondemandens tag mellem de tamme duer. Den lagde mærke til, at der var et sted hvor de fløj ind, og så fløj den også derind. For det måtte være jo være forrådskammeret. Men da bondemanden kom om aftenen og lukkede dueslaget, opdagede han straks den fremmede due. Og den blev sat ind i et lille aflukke for sig selv ind til næste dag, hvor den blev aflivet – og fritaget fra dens bekymring.

Havde skovduen nøjes med at være hvad den var. Hvis den på uvishedens vilkår var blevet hvor den hørte hjemme, som Himmelens fugl, da havde den himmelske far givet den føden.

Skovduen ville være noget andet end den var. Den sammenlignede sig med de rige duer, og mistede fornemmelsen for skønheden og friheden i det liv der var dens – og blev fanget i bekymringer om en fremtidig sult. Og det ødelagde dens liv.

At søge Guds rige, er at nøjes med at være menneske. Et menneske, som ikke sammenligner sig med andre, men hviler i sin skabthed/menneskelighed og tager livet på sig og finder glæder i det.

At søge Guds rige, er at tage imod det liv vi har fået, ikke at søge sit eget – men at søge at være sig selv, som det menneske vi er skabt til at være, og hvile i, at Gud tager sig af i morgen, og tager sig af dig som den du er i morgen.

At søge Guds rige, er, at ikke at modarbejde det vi har fået givet, men tage imod det og folde det ud, uden at bekymre sig om, om det slår til.

At søge Guds rige, er, at turde leve på uvishedens vilkår, i troen på at Gud du ikke er uvis for Gud. Det er at stole på at Gud er vores livsgrundlag.

Du skal ikke bekymre dig! Du skal søge Guds rige! Du skal elske! Du skal, men du skal i en vis forstand alligevel overhovedet ingenting! Du skal tage Jesu ord alvorligt. Du skal lade himlens fugle og markens blomster være dine læremestre, så du som dem lærer at tie  –  at du ikke siger din Skaber imod, for netop i denne tavshed/accept/åbenhed findes ubekymretheden og Guds rigets nu.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *