24. søndag efter trinitatis

”Jeg er troende!”

Det er efterhånden blevet noget man hører med jævne mellemrum. Kendte mennesker, kunstnere, politikere, meningsdannere proklamerer det i interviews eller samtalebøger.

”Jeg er troende!” eller nogle gange også det modsatte: ”Jeg er ikke troende”. Som om det var holdning a la: Jeg er vegetar! Jeg er liberal! Jeg er optimist!

Der ligger i tiden en forståelse af tro, der kan minde om tiden omkring 1800-tallets vækkelsesbevægelser. At religion kun er noget der afhænger af personlig stillingtagen og individuel afgørelse, bygget på vores erfaringer.

”Flere og flere kalder sig troende. Det er uheldigt” – sådan stod der i en stor overskrift forleden – i Kristeligt Dagblad - af alle steder! 

Jeg var ved at få morgenkaffen galt i halsen.

Det var teologen Jacob Wolf, der havde skrevet en kronik, netop om det her fænomen, og advarede mod at vi skal passe på med ikke at trække det religiøse væk fra det fællesmenneskelige – og mod en ”dem og os”-tænkning der meget nemt bliver polemisk, og går imod troens væsen. 

Jeg synes han har pointe!

Vi får let gjort tro til noget der handler om os selv. Om hvad vi mener og hvad vi føler, og hvad vi kan stå inde for og erklære højt om vores egen overbevisning.

Den tekst vi hører i dag fra Johannesevangeliet er lidt indviklet. Den handler om at Jesus er en del af Guds væsen. Den handler om at det evige liv, ikke bare er en fortsættelse af det jordiske liv, men et fortegn for livet i troen her og nu. Den handler om at vores liv ikke er ligegyldigt, og at vi står under Guds dom. Og så handler den om tro.

”Den der tror, har evigt liv – og er gået over fra døden til livet”. Hvad betyder det?

I hvert fald bliver det tydeligt at troen er noget mere grundlæggende, end det der handler om hvad vi mener og føler. Så enkelt er det ikke. Det er at gøre Gud for lille, og troen får banal.

At tro, er at stå på noget andet end sig selv.

At tro, er at høre til hos Gud. 

At leve af noget, vi ikke selv har skabt. 

At turde tro, at vores liv er båret af en kærlighed, der er større end vores egen.

”Den, der hører mit ord og tror, er gået over fra døden til livet” – står der, og vi forstår at Johannes ikke kun skriver om den fysiske død. Men også alt det i vores liv her og nu, som bærer døden i sig:

Bitterheden, når vi bliver ved med at holde fast i det, andre har gjort mod os, eller det der er overgået os, som var uretfærdigt og som vi bliver ved med at farve vores liv sort.

Angsten, når frygten for at miste gør, at vi ikke tør give os hen til et andet menneske.

Håbløsheden, når vi ikke længere kan forestille os, at noget kan blive anderledes. At der kan ske noget godt for os.

Alt det, der lukker livet omkring os. Alt det, der gør verden mindre, og som får os til at holde op med at leve, længe før vi holder op med at trække vejret.

Det er fra den død, Jesus kalder os over i livet.

”Den, der hører mit ord og tror, er gået over fra døden til livet”.

Det modsatte af døden er ikke nødvendigvis at være levende. Det er at være fri til at leve. Fri af bitterheden og angsten. Fri til at elske, tilgive, håbe og fri til at leve i tillid til at Gud aldrig giver slip.

Men der er også den død, vi ikke kan tale os udenom. Den død, der en dag kommer og tager det hele fra os. Når kroppen ikke længere vil. Når vi må tage afsked med dem, vi elsker. Når et menneske, vi har delt livet med, ikke længere er her. Når vi selv skal herfra. Selv den død er en overgang, siger Jesus. 

”Den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem.”

Det er store ord. Måske næsten for store til, at vi helt kan tage dem ind. Men det er det, kristendommen vover at sige. 

At Guds kærlighed ikke standser ved graven. At der ikke findes noget sted, hvor vi kan komme så langt væk, at Gud ikke kan nå os. Ikke engang døden kan sætte en grænse for Guds livgivende magt.

Vi ved ikke hvordan. Vi kan ikke forestille os det eller forklare det. Men vi får lov at høre løftet: At den stemme, der kalder os til livet nu, også vil kalde os ud af gravene.

Det er ikke os, der skal holde fast i livet for enhver pris. Det er Gud, der holder fast i os. Også når vi ikke længere selv kan holde fast.

Og derfor er det kristne håb ikke, at vi skal lære at leve med døden. Det er, at døden ikke får det sidste ord. Det sidste ord tilhører Gud. Og hans ord er et ord, der kalder til liv.

At tro, er at leve i evigheden, med begge ben på jorden. Troen er tillid til at det er sandt, at døden ikke skal have magt over os.

Vi der sidder her i kirken i dag, er kommet for at høre det igen. Hører det ord, der holder os fast på et liv i troen.

Nogle af os kommer med en stærk tro. Andre af os kommer med tvivl. Nogle kommer, fordi, vi ikke ved hvad vi skal tro. Andre kommer, fordi vi har brug for at blive bedt for. At blive velsignet. At gå til alters. At få tilsagt syndernes forladelse. At være her. At synge. At finde fred.

Teksten i dag handler også om dom. Og Guds dom er alvorlig. Intet af det, vi har gjort eller forsømt, er ligegyldigt. Vi står til ansvar for vores liv.

Men vores håb er netop, at vi er under Guds dom, for den dom er frisættende og helende. Den er et håb om at vi bevæges mod lys og lindring, mod heling, mod fred og fuldendelse.

Det ender godt, for Guds dom er nådig, Guds dom er forår – som vi skal synge om lidt.

Når vi deler mennesker op i troende og ikke-troende, kommer vi let til at opstille en grænse mellem dem, der har forstået noget, og dem der ikke har. Dem der er indenfor og dem der er udenfor.

Men evangeliet gør noget andet. Her siger Jesus ikke: De troende har fundet vejen til livet. Han siger: ”Den, der hører mit ord og tror, er gået over fra døden til livet”.

Det er ikke en sortering af mennesker. Det er en invitation. En invitation til at leve i troen. Leve i evigheden med begge ben på jorden.

Troen er ikke noget vi skal præstere. Det er vores mulighed for at leve af det, Gud giver.

At vi er gået over fra døden til livet, og at det liv skal vi leve i frimodighed og tillid til at det ender godt. 

At mørket må vige for lyset, at hadet må vige for kærligheden, at egoisme må vige for fællesskabet.

”Er du troende?” 

Måske er det forkert spørgsmål at stille hinanden. Vi kommer så let til kort. Vi kommer så let til at reducere troen til en overbevisning eller en følelse.

Måske skulle vi hellere spørge: Hvor er du på vej hen? Hvad lever du af? Hvad sætter dit liv fri? Hvad giver dig håb?

For troen er ikke en tilstand vi kan opnå. Det er et forhold vi er sat i. Det er et ord vi kan høre. Det er en overgang fra død til liv. En bevægelse eller en flod af lys og evighed, vi kan drikke af.

Det er at lade evigheden kaste sine lyse skygger ind over vores liv.  

Det er at lade løftet om at vi allerede er gået over fra døden til livet, være det lys vi ser på verden og hinanden med.

Evigheden er ikke kun noget, der venter os. Den er begyndt.

Ikke fordi vi har fundet frem til Gud, men fordi Gud er kommet til os. Fordi Gud kommer til os.