Sangen bærer tonen fra solopgangen

3. søndag i advent. Zakarias´ lovsang

”Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!”

Ordene, som vi begyndte gudstjenesten med at synge er forbløffende enkle, og vi kender hver eneste bevægelse:
Knæ der ryster,
hænder der synker,
pander der folder sig i rynker,
modet der falder helt ned i mellemgulvet på os,
uroligt blod der rinder i vores årer
– sådan reagerer vores kroppe, når vi er bange eller kede af det. Det er frygt og sorg der sætter sig i vores krop.

Zakarias reagerede med at blive stum. Eller han blev stum. Fordi han ikke kunne tro. Zakarias turde ikke tro på ærkeenglen Gabriel. Han turde ikke tro at hans livs inderligste drøm ville gå i opfyldelse. At han og hans kone Elisabeth ville få lov at få en søn. Han kunne ikke tro det. Han kunne ikke forstå det, for han og hans kone var jo alt for gamle.

Hans knæ begyndte at ryste, hans hænder sank, han fik en dyb rynke i panden. Da hans livs største ønske skulle til at gå i opfyldelse, turde han ikke tro det. Og han blev stum af ikke at turde tro.

Som vi alle sammen kan blive det, når vi bliver bange eller er kede af det.

Og så pludselig sker det. Da han står der med sin søn i armene for første gang. Ordene vælder ud af hans mund i en lovsang til Gud: Messias kommer, og hans søn skal bane hans veje. Som solen står op og bryder nattens mørke, sådan vælder lovsangen ud og bryder sjælens vantro! Han synger! Han kan ikke andet. Der er ikke andet sprog der virker i den situation.
Hvad er det med sangen, der er så kraftfuld? Hvorfor er det, sangen mere end noget bevæger os og løfter os? Hvad er det sangen gør ved os?
Blandt indianere er der et ordsprog der lyder sådan her: ”Sange er tanker, der kommer ud med åndedrættet, når mennesket bevæges af stor kraft og ikke længere kan nøjes med at tale…”

Indianere synger – og vi synger. Måske synger alle folkeslag. I hvert fald mener etnologer, der har studeret jordens folkeslag, at vide, at musik er en del af alle kulturer enten i form af sang eller dans. Sang og musik er centralt placeret i enhver kultur, og vores sange og salmer er centralt placeret som en del af vores kultur. Ikke en overskydende eller en ligegyldig del, men en bærende del.

I vore danske sange og salmer er vi fælles om at udtrykke os om det, der angår os. Her synger vi ud om landet, folket, historien, troen, naturen, menneskelivet – kort sagt: Vi synger om livet. Al sang har imidlertid altid to retninger. Præcis de samme to retninger, der beskriver vores vejrtrækning: ud og ind. Samtidigt med at vi synger ud om livet, synger vi os ind i livet.
Sådan var det også for Zakarias. Han sang sig tilbage til livet. Han sang sig ind i livet igen. Vi bruger også sangen i vores livs kriser eller overgange. Modstandsfolkene under 2. verdenskrig blev styrkede af at synge:
”Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.”
Og det bliver vi også af de selvsamme ord, når vi har mistet et menneske og synger den ved kisten. Eller vi synger:
” Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.”
Der er en kraft i de ord når de synges, som fylder os med mod og håb. Sangen løfter os ud af os selv, så vi kan se længere, end vi aner. Ordene og musikken kryber ind i kroppen på os og åbner rummet uden for os og indimellem også himlen.

Sange er tanker, der kommer ud med åndedrættet, når mennesket bevæges af stor kraft og ikke længere kan nøjes med at tale. Sådan sagde de gamle indianere. Og den erfaring er såre menneskelig.

Der er ikke noget der som sange og salmer, kan åbne vores hjerter. Tænk bare på hvornår det bliver sådan rigtig jul. For rigtig mange vil det være forbundet med når vi synger de gamle julesalmer vi har lært som børn. De synger i os. Som erindring og som det der er større end os selv.

Når vi ikke ved hvad vi skal sige, så synger vi. Som når tusinder af mennesker samles efter et terrorangreb og synger ”Kringsat af fjender”, så får vi mod til at leve i verden, hvor dyster den end kan være.

Sangen bærer toner fra solopgangen fra det høje. Den jager sortsyn og mørke på flugt. Måske bliver min virkelighed ikke altid forandret som den blev for Zakarias, men den bliver forvandlet. Gud kan sætte sig igennem i sangen og forvandle vores livserfaring til en erfaring af ham. En erfaring af solopgangen fra det høje.

Zakarias´ lovsang var et udtryk for taknemmelighed. En erkendelse af hvor små vi mennesker i grunden er. Hvor stort og uudgrundeligt skaberværket er. Hvor meget mere der er til, end det vi selv er Herre over. Zakarias´ lovsang er blevet fortalt i generationer for at inspirere os andre til den samme taknemmelighed. Som for at sige til os: Livet bliver større, hvis du tør tro at for Gud er alting muligt. I troen på Guds omsorg for dig, ligger forvandlingen mulighed.

Der er ingen grund til at være bange. Der er ingen grund til uro. For han kommer! Han kommer til os! Vi skal ikke miste stemmen. Vi skal synge!

Her midt i vinterens kulde hører vi om den lyse sommer, som et billede på at Jesus selv vil komme og gå sammen med os. Og gå foran os. Som et lys. Vi skal ikke være stumme. Vi skal synge:
”Ryste mer ej noget knæ,
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt bold,
frygt og sorg forsvinde!”

(med inspiration fra “I anden række”, Prædikenvejledning)

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *