9. søn eft trin
Det kræver mange kræfter at stå sidst i køen og kæmpe for at få en plads. Kæmpe for sin ret.
Indimellem er vi nummer 55 i telefonkøen og er ved at blive vanvittige af at høre den invaderende pausemelodi i øret -kun afbrudt af en kold mekanisk stemme der holder os opdateret på vores nummer i rækken.
Indimellem græder vi salte tårer over uretfærdigheder og mangel på menneskelighed, når vi oplever at vi selv eller nogen vi kender forgæves, forsøger at få hjælp
I dag hører vi om en enke, en udsat enlig kvinde der er havnet i en retssag, hvor modstanderen har stor magt – i hvert fald over det skvat af en dommer, der skal dømme i sagen.
Han ved godt, hvad det rigtige er, nemlig at give kvinden ret, men hun møder bare en mur af ligegyldighed og fejhed. Måske fordi dommeren er i lommen på modstanderen?
Vi kender typen: Den uretfærdige eller fortravlede konsulent i jobcenteret eller psykiatrien eller i visitationen, der har så travlt med at være systemets mand, komme videre til den næste i rækken, og leve op til ledelsens effektivitetskrav eller firkantede paragraffer, at han er blevet blind for det menneske, der står overfor ham.
Det kræver meget at blive stående på benene og kæmpe for sin ret, hvis man oplever, at man ikke bliver taget alvorligt, som kvinden vi hører om i fortællingen her.
Alligevel viser hun forbilledligt tro på, at det nytter at blive ved med at kæmpe for retfærdighed. Det ender nemlig med, at hun får ret, fordi den skamløse dommer kommer i tanker om, hvor pinligt det vil være at vise sig i fuld offentlighed, hvis hun skulle finde på at give ham et blåt øje.
Dommeren fremstår på alle måder ynkelig. Og, slutter Jesus, den lidt mærkelige fortælling: Vi der hører den, må forstå, at når det nytter at insistere på retfærdighed over for så ynkelig en dommer, så er der kun grund til, at vi vedblivende og insisterende beder om retfærdighed i tillid til den gode Guds omsorg for sine børn.
Lignelsen er ikke som lignelser er flest og siger intet om, hvordan Gud er. Måske fortalte Jesus lignelsen som et lidt humoristisk afsæt for at sige noget om, at Gud ikke er upåvirkelig eller ligeglad med menneskers nødråb?
Det kan godt være, at vi har erfaringer af, at Gud virker ligeglad og fej, og at vores bønner ikke bliver hørt – men den ynkelige og selvoptagede dommer er ikke et billede på Gud. Han er nærmere et udtryk for det grus, der kan være i verdensmaskineriet, og som vi ikke kan undgå at støde på, men som vi ikke må give op over for:
Selvretfærdighed, ligegyldighed, fejhed, frygtsomhed, magelighed og uretfærdighed. Alt det, som den ynkelige dommer står for, har ikke plads i Guds rige og kan kun bekæmpes med vedholdende bøn.
Lignelsen siger intet om, hvordan Gud er, men den siger noget om den troendes opgave, nemlig at vi aldrig må miste håbet og troen på, at det ender godt. At vi ikke skal stå model til uretfærdighed, men blive ved med at kæmpe i mod, bede og håbe. Det er en kristen pligt.
Lignelsen er blevet brugt som et udtryk for, at vi kan påvirke Gud med vores bønner. Den siger, at hvis vi bare beder intensivt og inderligt nok, så vil Gud til sidst give efter og give os hver især, hvad vi beder om. Men det er en farlig vej at gå og efterlader os alene med en erfaring af ikke at være Guds bedste børn, når vi ikke får vores bønner opfyldt.
Jesus siger, at det er nødvendigt, at vi bliver ved med at bede. Men hvorfor er det egentlig nødvendigt, når vi også hører et sted, at Gud ved, hvad vi trænger til, før vi beder ham om det (Matt 6,8)?
Den tyske teolog Dorothee Sölle har formuleret det sådan her:
”At bede er at gøre oprør. Den, der beder, siger ikke, sådan er det. Den, der beder, siger, sådan er det, men skal det være sådan”. Og videre: ”At deltage i åndelig modstand betyder at gå ind i et forhold til Gud gennem bøn, som vil udfordre, forandre og forstyrre os. Det betyder, at man vil høre evangeliets befriende budskab, som appellerer ikke bare til vort eget liv, men også til vore brødre og søstre overalt i verden”
At deltage i åndelig modstand betyder at gå ind i et forhold til Gud gennem bøn, som vil udfordre, forandre og forstyrre os.
Det er Lars Busk Sørensen der har givet os formuleringen ”Livets Gud har dine hænder”, i salmen ”Menneske din egen magt”, som står i Salmebogen og som vi tit synger, men som vi ikke skal synge i dag. Livets Gud har dine hænder. Det var ikke hans oprindelige formulering. Det blev den ændret til på salmebogskommissionens foranledning. Oprindeligt havde han skrevet: ”Livets Gud har ingen hænder”.
Det er afgørende for Lars Busk Sørensens teologi og poesi: at det i høj grad er op til os, som dem der har og er Guds hænder, at gøre det gode, der skal gøres.
Det tager ikke noget fra Gud, og det gør ham ikke mindre almægtig, at han har brug for vores hænder, for at hans kærlighed kan være levende iblandt os. Men kommissionen har øjensynlig ikke ment, at salmens læsere ville kunne forstå det, hvis der blot stod, at Gud ikke har nogen hænder. Den har derfor valgt en formulering, der direkte siger, at vi mennesker som Guds hænder skal hjælpe den nødlidende næste. Og det er korrekt, men ikke nær så tankevækkende som den oprindelige formulering.
Jeg kom til at tænke på den linje da jeg læste teksten til i dag, som også siger noget om at Gud er afhængig af os mennesker. Som står der: ”Livets Gud har dine hænder, fold dem!”
Jesus fortalte en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.
Paulus skriver til menigheden i Thessaloniki: ”Bed uophørligt”.
Bønnen er altså det sted, hvor vi forenes med Gud i åndelig modstand mod den uretfærdighed, der ødelægger ikke bare vores eget, men også vores fælles liv. Livets Gud har dine hænder, fold dem!
Den insisterende kvinde i lignelsen holder fast i, at loven må overholdes, loven som det fælles gode. Måske er bønnen ikke kun et anliggende for den enkeltes ret, men en insisteren på det fælles gode, den fælles ånd, Guds vilje i verden? Og i den forståelse er det en insisteren på håbet for hele Guds skaberværk.
Nogle vil helt sikkert sige, at vi hellere skulle hænderne op af lommen og gøre noget ved det. Blande os i den politiske debat, blive frivillige i en hjælpeorganisation eller selv blive nogle af de varme hænder, som der er så stor mangel på i dag. Og det skal vi selvfølgelig også. Men i dag bliver vi mindet om at bønnen er afgørende, hvis der skal ske en grundlæggende forandring i verden.
At bede er også et arbejde. For fred, for retfærdighed, for enhed, fællesskab – for at troen, håbet og kærligheden må slå rod i verden og i os selv. Livets Gud har dine hænder, fold dem!