1. søndag efter Helligtrekonger
Mit hjerte elsker alle de umuligste børn,
de som ingen holder af og ingen kan forstå.
lyvebørn og stjælebørn og løftebryderbørn,
de børn som alle voksne folk er meget vrede på.
Mit hjerte ynder ikke disse pyntehavebørn,
der står i bed og intet ved om synd og bittert savn.
De børn som voksne holder af og klipper pænt i form
og som med ren samvittighed tør nævne Gud ved navn.
Dem kender mest til kærlighed som aldrig mødte den.
Om dyden ved den lastefulde mer end nogen tror.
Mit hjerte hader pæne voksnes hækkeklippesaks.
Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror.
”Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror
Det er på vilde buske verdens sjældne blomster gror”
sådan bliver det gentaget igen og igen – den sidste linje i Tove Ditlevens ikoniske digt om de umuligste børn – i programmet ”En særlig samtale” på TV Glad, med besøg af Trine Dyrholm.
Måske har I set det. Og måske fælled i også en tåre. Det gjorde i hvert fald både Trine Dyrholm og jeg.
Jeg kom til at tænke på det digt ”Børnene” hedder det slet og ret, i forbindelse med dagens tekst om Jesus og børnene.
”Lad de små børn komme til mig” og ”Den der ikke tager imod Guds rige, ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.
Det nok mest ikoniske og kendte tekst i folkekirken. Vi læser den hver gang ved dåb – og altså hele to gange i dag, fordi det også er den tekst der skal prædikes over.
Hvad er det med barnet der er så særligt?
Ikke barnets uskyld.
Ikke barnets renhed.
Ikke barnets fromhed.
Men barnets afhængighed.
Barnet kan ikke give sig selv livet. Det kan ikke føde sig selv, ikke trøste sig selv, ikke redde sig selv. Det kan kun række hænderne frem.
De ”umuligste børn”
som ingenting forstår
som er helt afhænge af at nogen tager sig af dem
drager omsorg for dem,
giver dem mad
ja, giver dem alt hvad de har brug for
Det er små børn – ikke de voksne – der er verdensmestre i at tage imod
I har sikkert set det: Emilie i dag ved dåben. Hun havde ingen anelse om, hvad der skete. Hun kunne ikke selv sige ja, hun kunne ikke love noget, kunne ikke forstå ordene — men hun rakte hænderne frem, blev løftet op af sin mor, fik vand på hovedet. Hun tog imod. Og det er nok.
Indimellem diskuteres det om det giver mening at bruge den her tekst om Jesus og børnene til konfirmanddåb og voksendåb. Argumentet imod, går på at de jo ikke er små børn, men netop myndige og voksne.
Heldigvis tror jeg at teksten står så stærkt, at den bliver fasthold som læsning til alle dåb. For det er jo netop pointen, at vi uanset alder, i forhold til Gud er små børn.
Og hvad skulle vi egentlig ellers være i forhold til den almægtige Gud?
Vi er som børn af Gud,
dem der ingenting forstår
helt afhængige af at Gud tager sig af os
drager omsorg for os
ja, giver os alt hvad vi har brug for
Jesus afviser at vi kan have andre forhold til Gud, end barnets. ”Den der ikke tager imod Guds rige, ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.
Hvorfor? Fordi voksne ikke kan finde ud af tage imod noget uden af forestille sig at der skal gives noget igen
Det er simpelthen så svært for os at fatte, at vi kan få Guds rige /få del Guds kærlighed, uden at skulle give noget igen. At vi får alt for intet.
Måske kender du den lidt ubehagelige følelse, når nogen gør noget meget stort for dig – og du ikke har noget at give tilbage. Når nogen hjælper dig, trøster dig, bærer dig – og du bare må tage imod.
Vi får lyst til at sige: ”Det behøver du ikke”, ”Jeg skal nok klare mig”, ”Jeg skylder dig noget”. Men i Guds rige skylder vi ikke. Vi tager imod.
Hvis vi forestiller os, at vi kan give Gud noget tilsvarende — at vi kan gøre os fortjent til Guds rige — så lukker vi faktisk selv for det. For Guds rige kan kun modtages.
Hvis vi tænker i noget for noget.. Hvis vi bare er gode nok, beder nok, kommer nok i kirke eller hvad vi nu kan finde på – så kan vi slet ikke få adgang til det.
Eller hvis vi har en forestilling om at vi må hjælpe Gud lidt, tage nogle beslutninger på Guds vegne, at vi må påtage os en del af hans ansvar. At vi skal være sådan rigtig voksne også i forhold til Gud. Så kommer vil til at lukke Guds rige for os selv.
Når vi modtager Guds rige / Guds kærlighed, så skal vi undgå tanker som: Jeg har ikke fortjent det, jeg er ikke god nok, jeg tror ikke nok, jeg ved ikke nok eller jeg gør ikke nok.
Det er sandt. Vi er ikke gode nok, alligevel er vi Guds elskede børn.
De ”umuligste” børn, som Tove Ditlevsen kalder det
Vi må modtage kærligheden fra Gud, som et barn: Åbent, taknemmeligt, begejstret, nysgerrigt, ivrigt og selvfølgeligt.
Som det lille Guds barn, der står der under den mørke aftenhimmel: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk månen og stjernerne, som du har sat der, hvad ser du så i et menneske, siden du husker på det, hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det?”
Vi forstår det ikke, men vi må tage imod det og tage det ind, som kun et barn kan gøre det: At vi er Guds elskede børn, at han tager sig af os og at livet er en gave.
Det en helt grundlæggende kristen tanke, at selve livet er en gave. En gave, som vi ikke kan bytte, men som vi får og må forholde os til i fællesskabet.
Det gør noget ved vores liv at forholde sig til det som en gave.
En gave kan man ikke tage af sig selv – eller selv skaffe.
Den bliver rakt til os, vi får den i hænderne.
Og når noget er givet os som gave — så må det behandles nænsomt.
Nænsomhed er også den måde, man holder et spædbarn på. Man kaster det ikke op i luften, man ryster det ikke — man støtter nakken, bærer det tæt ind til sig. Sådan er livet givet til os, som noget vi skal tage vare på
Måske er det noget skrøbeligt og sårbart?
Måske er det noget vi skal få til at gro?
Måske er det noget vi slet ikke kendte, som vi skal til at lære at bruge…
Vi skal forholde os nænsomt – Det er interessant, at netop dette ord -nænsomhed – også dukkede op i Kongens nytårstale. Han sagde ” Vores opgave er at forsøge at finde rum i vores hjerter til at være nænsomme – også når det falder os svært.”
Han talte om næsten: ”Vores kristne kulturarv byder os at være kærlige – ikke kun mod vores nærmeste, men mod vores næste. Dén næste, som både er dem, vi har valgt til i livet, og dem, vi har forbigået eller taget afstand fra. Deri ligger udfordringen.”
Livet er en gave, som vi skal behandle med nænsomhed. Det bliver lagt i hænderne på os. Som et barn. Vi må modtage Guds rige som et barn og pakke det ud, så det bliver til liv og glæde for os selv og andre.
så hjælp os at leve
med varsomme hænder,
med kærlige øjne
og med nænsomme ord.