Hvad gør døden ved dit liv?

Påskedag 2013

Måske havde de på sin vis lyst til at råbe det ud fra tage? De havde lige været vidner til, at Jesus var stået op fra de døde. Men de sagde ingen ting, og hvad skulle de også sige? Det der var sket var så utroligt, at det var umuligt at finde ord der slog til.

Kvinderne var rystede og ude af sig selv. De sagde ikke noget til nogen, for de var bange. De har lige været vidner til det største, man kunne forestille sig, at de løb derfra helt overstadige og slet ikke kunne stoppe med at tale. At munden ville løbe over med det, deres hjerter var fuldt af. De har lige været vidner til det største, og der står at de var bange, at de blev små og meget stille.

Jeg forstår udmærket kvindernes reaktion, og på en meget mere konkret måde, efter jeg er blevet præst. At stå her i kirken påskemorgen – læse evangeliet om opstandelsen højt, for derefter at skulle sige noget, der ikke falder til jorden eller får påskemorgens mysterium til at krympe. Det gør også mig bange.

Påskemorgen er det største og alt hvad vi kan finde på at sige om det, gør det kun mindre. For hvordan skulle vi kunne forklare det uforklarlige? Hvordan fastholde og udfolde det overvældende livsbekræftende udråbstegn, som påskemorgen forkynder? Hvordan skal vi kunne sige noget, så vi egentlig begriber, at det der sker påskemorgen har en livskraft i sig der er så overvældende, at den for altid åbner den evige Gud for os?

Måske er det sådan at når livet overrumpler os med sin overvældende og overraskende livskraft, så findes der ikke ord der er store nok og vi bliver stille. Måske er det sådan at påskemorgen ikke kan udtales – men skal udleves. I hvert fald er det sådan, at påskemorgen er et mysterium – og det mysterium er ikke blevet mindre med tiden, for det er et mysterium der kun kan åbnes i hjertet.

Der er mange ubekendte påskemorgen. Der er rigtig meget vi ikke får noget at vide om. Vi får ikke noget at vide om, hvordan det faktisk gik for sig med Jesu opstandelse fra de døde, dybt inde i gravens mørke. Vi får at vide at stenen foran graven, er meget stor, men vi får ikke noget at vide om, hvordan den flyttes fra gravens hule. Vi får ikke noget at vide om hvordan det gik til, da Jesus opstod fra de døde. Vi hører kun englenes ord til kvinderne: ”Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her… han går i forvejen for jer og I skal se ham.”

Det er det! Ingen detaljerede forklaringer på, hvordan og hvorledes begivenhederne fandt sted. Budskabet om Jesu opstandelse giver os ingen forklaringer, ingen lette svar, ingen løsninger på livets små og store problemer. Ingen brugsanvisning eller opskrift på, hvad det så, skal have af konsekvenser og betydning for os.

Påskemorgen er et mysterium – som vi ikke kan regne ud, eller åbne med forklaringer – men som provokerer med sin påstand om, at det er både centrum i vores liv og samtidig det der omkranser eller omfavner os. Et mysterium der insisterer på at vi ikke kan flygte fra det, eller falde ud af det, eller fange det. Påskemorgen ér sandheden om Gud og os, der provokerer os og spørger os om, hvem vi er? og hvad døden er for os – for hvis Kristus kan opstå, så kan vi også.

Jeg har en veninde som jeg har kendt siden vi var børn. Hun har altid været allergisk over for alt muligt. Mad hun ikke kunne spise, stoffer hun ikke kunne tåle, pollen, katte og insektbid. Fra hun var ganske lille har hun gået med en amulet omkring halsen med en pille med modgift i, som hun skulle tage, hvis hun blev stukket af en hveps. Det gjorde hun, fordi, at hun ville dø, hvis hun blev stukket af en hveps. Vi andre har altid vidst, hvorfor hun gik med den amulet, og både hende og hendes omgivelser har selvfølgelig været nærmest paniske, hvis hun var i nærheden af hvepse.

Da hun var omkring 30 år og på stranden med sin kæreste, skete det – hun blev stukket af en hveps – og af en eller anden grund havde hun lige præcis den dag glemt at tage sin amulet på. Hun gik fuldstændig i panik. Skreg og råbte ”nu jeg dør, nu jeg dør” – selvfølgelig gjorde hun det. Hele sit liv havde hun fået fortalt at hun ville dø, hvis hun ikke inden for to minutter spiste den pille. Det havde ligget der som en frygt og som en del af hendes bevidsthed altid. Så hun gik fuldstændig amok – men hun døde ikke. Hendes kæreste, som er et ualmindelig rolig gemyt, holdt om hende og sagde: ”Nu er der gået fem minutter, og du er altså ikke død endnu!”

Hun faldt til ro, opdagede at hun var helt og aldeles i live, og at hun havde det godt. Det kan godt ske, at det, at hun ville dø af et hvepsestik var sandhed engang, men det var det i hvert fald ikke mere. Hun var vokset fra det, helt uden at vide det – i flere år havde hun gået rundt med den der modgift om halsen, som i stedet for at være livgivende, nærmere forgiftede hendes liv med bevidstheden om, og frygten for, at hun ville dø, og så døde hun ikke. Det er påskemorgen! Det er en ekstrem stærk oplevelse af, hvordan vi kan blive overvældet at livskraften.

Amuletten havde hængt der om halsen på hende og hver dag hvisket hende i øret: ”Memento Mori – husk at du skal dø!”  Døden var blevet den yderste horisont og et fortegn af frygt. Det er sandt for os alle sammen, at vi skal dø, men der er stor forskel på hvordan vi forholder os til døden – eller hvad døden gør ved vores liv.

Vi kommer let til at gøre døden til vores gud, hvis vi forestiller os at det sidste der er at sige om os, er at vi skal dø. At døden er endeløs tomhed og intethed og stilhed. Memento Mori – husk på, at du skal dø – lyder det advarende og advarslen kommer til at ligge som en grundstemning eller grundtone der forgifter vores liv

”Lev påpasseligt”, siger den livsforsigtige – og forsøger at forlænge livet ved at spise sundt og dyrke motion. ”Lev stærkt – dø ung”, siger derimod den livsdristige. Men for både den livsforsigtige og den livsdristige er det døden der bestemmer over livet. Og døden bliver på sin vis vores gud – tilværelsens yderste horisont.

Påskemorgens mysterium åbner for en anden forståelse. En forståelse, hvor døden ikke er tilværelsens yderste horisont – det er derimod Gud. En forståelse, hvor vi ikke lever for os selv, men altid i fællesskab med andre mennesker. Både i liv og død, er vi en del af en sammenhæng – et fællesskab med Gud og andre mennesker.

Påskemorgens mysterium er ikke en lykkeamulet vi kan hænge om halsen, så vi er sikret mod tilværelsens hårdhed, og alt hvad der gør ondt. Påskemorgens mysterium er ikke en modgift vi kan spise, så vi undgår at dø.

Påskemorgens mysterium er alt andet end er ikke forsikringer og forklaringer. Påskemorgens mysterium er derimod frihed til at vi kan leve uden lykkeamuletter og modgift, forsikringer og forklaringer – men med det fortegn for vores liv, at uanset hvad der i øvrigt sker, så har Kristus tømt det giftige bæger for os, og at vi fået del i hans evige liv og kærlighed.

Påskemorgens mysterium er den opstandne Kristus der holder om os.  Det er ham der siger: ”Nu er der gået fem minutter, og du er altså ikke død endnu”, når vi gået fra sans og samling og har brug for en ven. Og det ham der møder os siger: ”Du skal leve, om du end dør!” når vi går ud af tiden her.

Påskemorgen mysterium er en kilde til det evige liv, som er begyndt og som vi lever, når vi deler det med hinanden.
Påskemorgen er den korsfæstede og opstandne frelser der siger til os: Vær ikke forfærdede – frygt ikke! Frygt ikke livet og frygt ikke døden!
Påskemorgens mysterium er at livet har vist sig stærkere end døden. At døden ikke er den yderste horisont, men at selv døden er opslugt af Gud. Det er, at Gud er med os alle dage ind til verdens ende, hvor han til sidst skal blive alt i alle. Vi må tro på at vi ikke kan falde ud af Gud, men fatte det, det kan vi ikke.

Må Påskemorgens mysterium åbne sig i vores hjerter, så det blive til liv for os.

Glædelig Påske!