Et helt hvidt stykke papir

Fastelavn – Familiegudstjeneste
Læsning af Tekster: 1. kor 13 og fortælling om Jesu dåb

I dag fejrer vi fastelavn.

Fastelavn er kirkens sidste fest inden fasten, som begynder på onsdag og varer helt ind til kirkens allerstørste fest påskedag. Og derfor giver den hele armen idag.
Mange af jer har klædt jer ud, og efter gudstjenesten skal vi slå katten af tønden og spise fastelavnsboller. Vi skal holde fest!

Når vi klæder os ud, så er det sådan lidt dobbelt. På den ene side skjuler vi hvem vi er, og på den anden side viser vi noget andet om os selv.
Der er mange forskellige udklædninger i dag – også nogen som er lidt sjældne her i kirken. Det er fx kun denne her ene gang om året at Spiderman kommer og der plejer heller ikke at være prinsesser eller drager her i kirken.

Men det der med at klæde sig ud, er alligevel ikke så usædvanligt i kirken. Der er faktisk oftest nogen der er klædt ud.
Bortset fra præsten, som er klædt ud i sort (og det skal man ikke tænker så meget over) – så er det en bestemt farve vi oftest bruger til udklædning her i kirken

Og det er hvid!
(viser billeder af barn, konfirmand og brud)
I dag har vi lige døbt to små drenge, der begge to var klædt i en lang hvid kjole, som de rigtigt kan vokse i.
Og når konfirmanderne lidt senere på foråret skal konfirmeres, så er de også klædt i hvidt – i hvert fald pigerne
Og når nogen af jer piger engang skal giftes, så vil de fleste af jer også blive det i en hvid kjole.

Hvid er kirkens festfarve og den hvide kjole er symbol på, at den som bærer den, er velsignet, elsket og tilgivet af Gud.
Hvid har med renhed, hellighed og glæde at gøre – og når vi giver barnet en hvid kjole på, så er det for vise, at barnet er Guds velsignede barn.
Verden er fyldt af andre farver – gul og rød og grøn og blå.
Sort og hvid er ikke farver. Hvid er helt uden farve.
(Illustrerer resten af prædikenen med et helt blankt hvidt stykke papir)
Og kender I ikke det, at når man ser sådan et stykke hvidt papir foran sig, så får man lyst til at farve på det. Man kan næsten ikke lade være. Sådan har de fleste af jer børn det i hvert fald.
Det er lidt anderledes for os voksne. Vi taler derimod om angsten for det hvide papir. Når vi sidder der med en hel blank side foran os, så kan det være svært overhovedet at få begyndt. Måske fordi var er bange for at få begyndt forkert? Eller måske fordi vi er bange for at lave fejl? Eller fordi der er et eller andet der blokerer os, så vi simpelthen ikke kan komme videre.

Men ligger der en æske farver ved siden af det hvide papir, så kan man bare gå i gang med at tegne lige præcis det man har lyst til. Man kan sætte stregerne som man vil og bare slå sig løs med alle regnbuens farver.
Nogen gange kan det godt være lidt svært at finde på, hvad man skal tegne.
Og måske kender nogen af jer også det, at man kan blive sur på sig selv, hvis man kommer til at tegne forkert – og det slet ikke kommer til at ligne, det man havde forestillet sig i sin fantasi.

Der var så mange muligheder
Og så blev det slet ikke som man havde tænkt.

Er der nogen af jer der har prøvet at blive så sure på en tegning, at I krøllede den sammen og smed den ud?

Det har jeg i hvert fald – men jeg har også prøvet at der var en der samlede papirskuglen op igen og rettede tegningen ud og glattede den og viste mig, at den faktisk var fin. Måske anderledes end jeg havde tænkt, men ikke dårlig.
Vi er lidt ligesom det der helt hvide blanke stykke papir – og efterhånden som vi vokser og bliver ældre så får livet heldigvis mange farver.
Livet farver os både med lyse og lette og lykkelige farver, og også med mørke og triste farver. Nogen gange kommer vi også til at rive noget i stykker, eller vi får nogle skrammer. Der kommer mere og mere på vores papir – det kan blive sådan lidt grumset i det.

Og I ved godt at hvis man farver med mange forskellige farver oven i hinanden, så ender det med at blive sort. Sort indeholder underligt – og tankevækkende nok – mange farver. Og når det først er blevet sort, så kan vi ikke selv gøre det lysere.
Vi kan ikke male sort over med hvidt.
Det forunderlige ved Gud – og jeg tror det er derfor kirkens festfarve er hvid – er at det kan han. Han kan skabe liv ud af død, håb ud af håbløshed – og han kan gøre sort til hvidt.

Med Gud er det sådan at han kan male det sorte over, så det bliver hvidt igen. Og han kan rette det krøllede ud og hele det der er gået i stykker – så vi igen har et helt fint og hvidt stykke papir, fyldt med nye muligheder.

Og det gør han ikke bare én gang. Det gør han igen og igen. Hvis I nogen sinde har hørt om eller kommer til at høre ordet ”Nåde” – Guds nåde. Så er det det, det betyder.

”Nåde” betyder at Gud har lovet ikke at løbe tør for tålmodighed med os – men at han vil blive ved med at rette papiret ud – at han igen og igen vil lade os begynde på en frisk. Det vil han, fordi vi er hans velsignede og elskede børn.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *