5. søndag efter påske
Jeg tror ikke der findes den forælder, som ikke har et dybfølt ønske om at de børn man har sat i verden, vil få glæde af hinanden.
Det er en stærk værdi, at familie skal holde sammen. Indimellem kan man som forældre se på sine børn, og være overraskede over hvor forskellige de er, men alligevel også næsten altid få øje på et eller andet fællestræk – om ikke andet, så det at de har den samme mor.
Som børn og teenagere kan de skændes og slås og være helt urimelige overfor hinanden, i en grad, som de aldrig ville udsætte deres venner for.
Alligevel tror jeg de fleste forældre kender det dybfølte ønske om, at de må blive ved med at være tæt forbundne med hinanden. Måske fordi man har erfaring med hvor smertefuldt det kan være, som voksne, at have mistet kontakten eller have brudt med en søskende.
Eller måske fordi man har erfaring med, hvor stor en støtte og velsignelse, det kan være at have søskende at følges med, både når livet er værd at fejre og når livet er ulykkeligt og svært.
Som forældre kan man gøre hvad man kan i barndommen, for at skabe gode rammer for at søskendeforhold kan udvikle sig – man kan give dem gode oplevelser sammen, fælles ansvar, man kan vise dem at familieforhold er værdifulde, ved selv at forsøge at have en god forbindelse til sine egne søskende
Men når børnene flytter hjemmefra og bliver voksne, så er det i grunden lidt ude af forældres hænder. Så må børnene, som ikke er børn mere også selv tage ansvar for forholdet til hinanden.
Men der er ikke noget der glæder forældre ret meget mere, end at se deres børn have glæde af hinanden – og der er ikke noget der smerter mere, end at opleve dem give slip på eller bryde med hinanden.
Det er ikke ualmindeligt at det er den ældste generation i en familie der er samlingspunktet, det er dem man mødes hos og om, til fødselsdage og i et fælles ansvar når de får brug for hjælp og omsorg.
Men hvad sker der så med sammenholdet i familien, når forældrene dør? Jeg tror det er en bekymring, som mange kan genkende. At man som voksne søskende kan være bange for at man vil miste forbindelsen, når der ikke er længere, er en mor eller far til at binde os sammen.
Og det kan være en bekymring for den forælder der skal herfra, for det er et dybfølt ønske for de fleste forældre, at de børn man har sat i verden, må blive ved med at have glæde af hinanden og deres familie.
Måske er det endda noget af det sidste man tænker på og beder Gud om, når man ligger på sit dødsleje: At Gud må være med børn og børnebørn, og at de må holde sammen som familie?
Der på dødslejet er de færreste ligeglade med de efterladte. Ja, vi kalder det netop ”efterladte” og ikke ”forladte”. Jeg er ikke min fars forladte datter, jeg er min fars efterladte datter. Og det gør en stor forskel, for det siger noget om at min far har efterladt sig noget.
Den store forskel på at blive forladt og efterladt, er at der ikke er tale om et egentlig brud. Der ligger ikke en vilje eller et ondt ord, til grund for adskillelsen. Vi der er tilbage, som de efterladte, er efterladt med en arv, en bagage, en forpligtelse – som bunder i den kærlighed der binder os sammen, og i sidste ende i håbet om evigt liv.
Hvad er der i kærlighedens væsen der gør, at den ønsker at være evig? Hvorfor kan kærligheden egentlig ikke bare være tilfreds med det tidsbegrænsede, det som er lige nu og her? Hvorfor giver den løfter for en fremtid, den ikke kender noget som helst til? Hvorfor efterlader den os med sorg og savn, når vi må skilles fra hinanden?
I vielsesritualet spørger vi: Vil I leve med hinanden til døden skiller jer ad? Og det er meget at love. Det tager mindre end et øjeblik at sige ja, og så hænger man på den for hele livet.
Indimellem foreslås det at man skulle ændre ritualets ord til noget man kan vide med lidt større sikkerhed. Og det er jo rigtigt at det man lovede, kan vise sig, ikke at holde til virkeligheden.
Men det gamle ritual er godt og meningsfuldt, mener jeg, fordi det ikke bare er en formulering i et ritual, men i virkeligheden et kærlighedens sprog, når kærligheden er allermest spontan.
Man kan ikke sige til sin elskede: Jeg elsker dig, og det varer til 1. juni! Så er det ikke kærlighed, for kærlighed vil ikke vide af tiden. Ligesom fiskens element er vandet, så er kærlighedens element evigheden.
Kærligheden vil ikke nøjes med mindre end evigheden.
Den ligger som en dyb længsel i et menneske, som noget der skal vare ved – endda som en forbundethed med vores døde. Sådan er det, fordi kærligheden ikke kun opstår i mødet mellem dem som elsker hinanden. Kærligheden er til førend to begynder at elske hinanden, for kærligheden findes i verden, som forudsætning for at vi overhovedet kan elske.
Som en dyb længsel i ethvert menneske ligger kærligheden og trangen til at elske. Det er det, som med et bibelsk ord også kan kaldes for menneskets gudbilledlighed. Kærligheden ligger så dybt i et menneske, at det er en del af det overhovedet at være menneske.
Det er også derfor at kærligheden ikke kun han have sin tid, for hvis den kun fandtes indimellem, så var vi kun mennesker indimellem. Kærligheden er til stede som spiren i et korn, den er det et hvert menneskes eksistens længes efter og lever af.
Den bøn vi hører i dag fra johannesevangeliet, kaldes for Jesu ypperstepræstlige bøn og den er en kærlighedens bøn for alle, på tværs af tid og sted, for enhver af os, for evigt.
De forbindelser vi mennesker knytter, er til mennesker vi er i familie med, er venner med, eller på en eller anden måde har fordel af at have forbindelse til.
Jesus derimod knytter forbindelse til mennesker, uden tanke for sin egen fordel. Forbindelserne til Jesus er lige så mangfoldige, som vi er mennesker på jorden. Den bøn Jesu beder, handler om enhed. Sådan taler kærligheden nemlig altid, den forener, og kun kærligheden formår at forene på den måde.
Som Gud og Jesus er ét, sådan er vi mennesker ét og kærligheden samler os og forener os i evighed. Som forældre ønsker det for deres børn, som den der ligger på dødslejet beder om det for sine efterladte.
Det er kærlighedens bøn for alle, den ønsker enhed. Ikke den enhed vi kan lave, når vi slutter os sammen, den enhed som kærligheden skaber, når den ikke søger sit eget og derfor elsker det der er fjernest fra den selv, slet ikke det høje og guddommelige – men det håbløse, det tvivlende, det syndige og det fortabte menneske.
Kærligheden søger ikke sit eget og derfor søger den os, der er så fjernt fra den – Os som nok kender længslen efter enhed og trangen til at kærligheden skal vare evigt, men som også af bitter erfaring kender til skuffelsen, ensomheden og bruddet.
Og kærligheden taler sådan om os, at vi skal være ét med alt det vi er adskilt fra, og at den enhed skal være evig.
Intet kan nogensinde bryde den, hverken håbløsheden, fortvivlelsen eller døden.
Vi er aldrig helt forladte, men vi er efterladte til et liv, hvor kærligheden bor i os som en længsel og en trang efter enhed. Det betyder at vi skal leve i verden og med hinanden, med alt den timelighed og midlertidighed det indeholder – men tro på kærligheden, som er Guds evighed, og som aldrig søger sit eget – og derfor evigt søger og finder alt det, der er mest fremmed for Gud. Og den bøn og det håb er vi en del af. I evighed. Forbundet.
Med inspiration fra en af Johannes Møllehaves prædikener