Langfredag
I dag er det langfredag! Lang – fredag
Men hvor lang er den egentlig, langfredag? Fra solopgang til solnedgang vil nogen sikkert svare. Men det er ikke rigtigt. Langfredag begyndte allerede den dag, da menneskene forlod Paradisets have, og den slutter ikke før den dag Han vil tørre hver tåre af deres øjne/og døden ikke skal være mere/ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere – Langfredag holder først op den dag Han, som sidder på tronen siger: Se jeg gør alting nyt. Det er langfredag indtil den dag hvor Gud er alt i alle.
Langfredag er en del af livet. For hver eneste af os. En side af menneskelivet fra fødsel til død, som vi ikke slipper uden om. Nogen af os. For nogen er os er langfredag nærværende hver eneste dag år efter år, for andre kun kort.
Langfredag varer hele livet, men langfredag er ikke alt i livet. Det ved vi heldigvis af erfaring. At livet indeholder sorg, men også mange glæder. Utroligt mange glæder, heldigvis. Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad. Langfredag er en side af menneskelivet, for nogen fylder den mere end for andre. Glæder og sorger er ikke retfærdigt fordelt.
Langfredag er den dag, der ender med døden. Og det farver det der går forud. Langfredag er lidelse og smerte – fysisk og psykisk, den er angst for det der skal komme, den er sorg over det vi har mistet, den er gråd og tårer over alt det, som ikke blev som vi havde håbet, den er et mørke som er helt ufremkommeligt – For os og for Gud. For Gud er den medlidende kærligheds nærvær midt i smerte, mørke og den død der kan føles som et hul i jorden. Uendelig og smertefuld. Sådan kender vi langfredag som menneskelivets lange skygge. Men hvordan var Jesu langfredag?
Da Jesus hænger der på korset, siger han: ”Jeg tørster”. Det er Så enkelt. Så kropsligt. Så menneskeligt. Det er en bøn fra et menneske der mangler det mest basale. Det er der Gud er: Midt i det. I tørsten. I smerten. I det, der ikke hænger sammen. Al den tørst vi kender i vores liv – efter mening, efter håb, efter at noget skulle blive anderledes. Den er ikke fremmed for Gud. Han har selv været der. Selv mærket tørsten.
Fortællingerne om Jesu korsfæstelse bliver en samlende fortælling om hele menneskehedens langfredag, og om vores – din og min . langfredag. Erfaringer vi har om gråd, om svigt, om mennesker der bærer med og mennesker der forråder os, om dom, om hån og spot, om ensomhed, om at føle sig forladt af Gud, om lidelse, om død, men også om savn og kærlighed. De ord vi har om lidelsen, de erfaringer vi gør os med smerten – alt det er indeholdt i langfredagens fortællinger.
Omkring korset står der mennesker. Nogle står tæt på. Andre holder afstand. Der er dem, der bare gør deres arbejde. Der er dem, der ser på, uden rigtigt at forstå hvad der sker.
Der er dem, der holder sig lidt i baggrunden. Og så er der dem, der bliver stående.
Ikke fordi de kan gøre noget.
Ikke fordi de kan ændre noget.
Men fordi de ikke kan gå fra ham i hans lidelser
Og måske er det sådan med os også. At vi genkender os selv et sted i den kreds.
Nogle gange står vi på afstand.
Nogle gange har vi travlt med vores eget.
Og nogle gange er vi dem, der bliver og er sammen med – i andres lidelse.
Vi er der alle sammen langfredag
Hvor lang er langfredag? Den er lang og den er ikke til at komme uden om – og det vi skal heller ikke. Langfredag er vejen til påskedag både for Jesus og for os – og evangeliet er, at nok er langfredag lang, men den er ikke evig.
Langfredagens mørke er en side ved livet, men det er ikke alt i livet. Langfredagens mørke er uigennemtrængeligt og langstrakt, men det er ikke evigt. Langfredag får en ende. Og midt i det lyder Jesu ord fra korset: ”Det er fuldbragt”.
For os føles langfredag sjældent som noget, der er fuldbragt. Snarere som noget, der aldrig bliver det. Noget, der bliver stående åbent. Uafsluttet. Uforløst.
Relationer, der ikke blev helet.
Ord, der aldrig blev sagt.
Sår, der ikke lukkede sig.
”Det er fuldbragt” siger Jesus. Som Guds ord ind i det, der for os stadig er åbent og sårbart. Det betyder ikke, at vores langfredag ikke er. Men det betyder, at den ikke er uden Gud. At der ikke findes et mørke, hvor han ikke allerede har været.
Langfredag slutter i første omgang påskemorgen, da Gud lader sin søn – Kærlighedens søn – stå op fra de døde.
Men vi ved, om nogen at lidelsen, smerten og døden stadig findes. Påskemorgen betød ikke, at vi ikke skal dø fra hinanden i dette liv. Men påskemorgen betød, at kærligheden og livet sejrer. Påskemorgen er den morgen der ender med liv – evigt liv. Og det farver det der går forud. Det viser os en vej / et håb – som kaster lys ind i vores langfredags mørke. Som det lys der skinner i mørket, og som mørket aldrig får bugt med.
Langfredag kan føles altoverskyggende i perioder i vores liv, men den er aldrig alt hvad der er at sige om vores liv. For der er så mange tegn på liv, der er så mange tegn på at kærligheden er størst. Når vi har stået i den største smerte og det dybeste mørke, så sker det i glimt af lys – at vi mærker og erfarer Guds kærlighed, så sker det at andre menneskers omsorg og medleven – gav os det håb, at livet det er livet værd/på trods af tvivl og stort besvær/ på trods af det der smerter.
Selvom langfredag kan synes lang, når man står midt i den – så er den ikke evig.
Ideen ”Hvor lang er langfredag” og den eksistentielle tolkning af langfredag, stammer fra en prædiken fra Kaj Mogensen fra 2014.