Landet er knap åbnet på klem, før vi går i gang med en evaluering af hvad vi har lært af at være lukket ned. Jeg elsker at det er sådan. Dels er det et behov for at sætte punktum, og sige: ”Det var så det, nu skal vi videre” og dels er det et udtryk for den menneskelige overlevelmessekanisme: Meget har været utåleligt, men vi insisterer på, at der må være kommet et eller andet godt ud af det. At vi må være blevet klogere, stærkere og bedre til at være mennesker. At vi har lært noget.
Coronakarantænen føles på mange måder som et vanvittigt eksperiment, hvor vi næsten har skulle genopfinde os selv. Jeg tror ikke nogen af os er kommet igennem de seneste par måneder, uden at have lært noget. Lært noget om hvad der giver os energi, hvordan vi reagerer under pres, hvad der gør os glade, hvad vi savner – og hvad vi overhovedet ikke savner. Kunsten bliver nu at tage de erfaringer og den viden med videre, så det måske kan blive til nye vaner i et åbent Danmark.
Noget af det jeg håber vi tager med videre som samfund, er omsorgen og forpligtelsen på hinanden. Da velfærdsstaten blev sendt hjem fra arbejde, så viste det sig at mange helt naturligt tog ansvar for dem i deres nærhed der havde brug for hjælp. Det har vist sig, at medmenneskeligheden er stærk imellem os. Tænk sig, hvis nogle af alle de telefonopkald, terrassebesøg og ekstra indkøb for naboen er blevet til gode vaner?
”Kast dit brød på vandet, du finder det igen efter lang tid”, sådan står der i Prædikerens Bog og det er et af mine yndlingscitater. Der er noget ødselt og storsindet over den måde at tænke og leve på. At kaste sit brød på vandet, er at sætte sig selv i spil uden beregning. Det er når vi bruger vores evner, deler ud af vores liv, giver af vores overskud, kommer med et opmuntrende ord – uden at have en plan for at det skal bruges til noget bestemt.
”Kast dit brød på vandet, du finder det igen efter lang tid”. Det er min erfaring at det er rigtigt. At det man giver væk, på en eller anden måde giver noget tilbage eller giver afkast. Ikke det man giver væk, for at få noget igen. Det er ikke sådan noget for noget. Men det man bare giver væk. Det man deler uden at forvente noget til gengæld. Det man måske næsten selv har glemt, det kan pludselig vise sig at have haft betydning for en anden, eller blive til noget fint i nogle andres hænder.
Det er en lykke at finde ud af – måske efter lang tid – at en anden fik glæde af noget man gav. Det kan være en gammel stol, som fik nyt liv. Det kan være en samtale, der satte nye tanker i gang. Det kan være at man bare var der, da det hele ikke var til at bære. Heldigvis ved vi ikke hvad der sker med det brød vi kaster på vandet, noget af det synker måske bare. Men der skal kastes brød, med rund hånd, hvis vi skal give hinanden noget at leve af.
Det er bæredygtigt at dele, men det er i høj grad også væredygtigt. Jeg oplever det sådan, at mens Danmark har været lukket ned, har vist sig at være meget væredygtighed. Vi har været tvunget til at leve og være på en anden måde. Det er der meget skidt at sige om, men medmenneskeligt er der blevet kastet meget godt brød på vandet, og det håber jeg vi vil finde igen. Jeg håber der kommer noget godt ud af det, vi har lært om væredygtighed, både i forhold til os selv og i forhold til hinanden. Hvad vi har lært og hvad det kommer til at betyde, det finder vi nok først ud af om lang tid. Måske kommer vi aldrig til at give hånd igen, men vi kan give hinanden så meget andet! Det har vi i hvert fald lært.