Klumme til lokalavisen
Gør det selv-mænd er ofte grundigere og dygtigere end deres rygte, men jeg kan da godt komme i tanker om eksempler på dødsboet der blev annonceret, som ”hus med mange muligheder”, og solgt til et par lidt naive drømmere, som snart opdager at de har købt et sminket lig. Og så går gør-det-selv-manden i gang med at hamre og banke, og i takt med at tålmodigheden slipper op, bliver der indgået nogle kompromiser og lavet nogle lappeløsninger. Der bliver hældt ny hvid maling på gamle fugtige vægge. Eller som vi siger, ny vin på gamle sække.
”Venstre – Færre afgifter. Flere arbejdspladser”, Socialdemokraternes: ”Et Danmark der står sammen” – SFs: ”Det kan la´ sig gøre”, Dansk Folkepartis: ”Dit land – dit valg!””… og jeg kunne blive ved. Slogans der egentlig ikke siger noget som helst, og da slet ikke noget afgørende nyt… Er det ikke bare lappeløsninger og nyt spind i de gamle partier. Ny vin på gamle sække.
Eller, når vi er trætte, udslidte og kede af det og har ikke rigtig ved hvad vi skal gøre, for at komme videre, så køber vi en ny bil, en ny jakke eller en ny sofa til at smide vores gamle slidte krop i. Eller når det bliver for besværligt med manden derhjemme, så skifter vi ham ud med en anden. Eller når vi taler uden om, eller hen over de problemer der kan opstå i forhold til en ven eller et familiemedlem, i stedet for at få talt ud om det. Når vi tror at vi bare kan starte på noget nyt, uden at få repareret den ødelagte relation. Det er Lappeløsninger og ny vin på gamle sække.
Vi gør noget nyt, men vi ændrer ikke grundlæggende ved vores måde at tænke om os selv, hinanden og livet. Vi laver nogle lappeløsninger og tror det bliver lidt bedre, men grundlæggende lader vi alt blive ved det gamle. Og det er synd, for livet er for godt og værdifuldt til lappeløsninger. Jesus opfordrer os til at leve på en måde, så vi altid først spørger: Hvad betyder det, at jeg er et elsket og værdifuldt menneske? Og hvad betyder det, at jeg skal elske mine medmennesker? Og de spørgsmål levner ikke plads til lappeløsninger, men åbner derimod mulighed for en ny begyndelse, hver dag. Det er ikke let at leve sådan, men det er meningsfyldt.