Vi har sådan en stor familiekalender hængende i køkkenet. 1. maj vendte jeg en side, og begyndte at strege alle de aftaler ud, vi engang har lavet, med en stor sort tusch. Nu hænger den der på væggen og skriger om fester vi var inviteret til, men som ikke blev. Om min søns konfirmation, der er udsat. Om udflugter der er annulleret og fødselsdage der ikke kan holdes. Det er ærligtalt et deprimerende ophæng. Jeg overvejede bare at gå direkte til juni, men billedet er lidt det samme. Bortset fra et par endnu naive spørgsmålstegn. Går vi til juli er der en hel sommerferie til Østrig, skrevet med store glade orange børnebogstaver, der nu er blevet til en stor sort plagemage, som vi endnu har nægtet at erstatte af en fesen blyantsaftale til Ebeltoft.
Der er ikke noget galt med Ebeltoft. Der er heller ikke noget galt med familietid. Der er meget godt at sige om al den tid, vi har i de her måneder, til at være sammen i familien: Vi hygger os. Vores have har aldrig været finere. Vi opdager nye naturskønne perler i vores nærområde. Vi ser vildt mange gode serier på Netflix. Vi spiller brætspil. Vi læser bøger i flertal. Vi taler passioneret om hvad vi skal lave til aftensmad i weekenden. Vi keder os bravt! Det skulle være sundt, og det tror jeg virkelig også det er. Jeg siger det endda til mine børn de fleste dage: ”Husk, børn, det er i pauserne vi vokser som mennesker. Det er sundt at kede sig”. De køber den aldrig. Hver eneste dag, ender de med at bruge kedsomheden til at finde på nye måder at irritere hinanden. Så sker der da noget. I virkeligheden siger jeg det nok også mest til mig selv. For jeg er ikke god til det. Eller: Jeg har opdaget, at jeg har svært ved at bruge denne pause til noget, der får mig til at vokse som menneske. Måske er det uvisheden og det at jeg ikke har valgt den selv. Måske er det, det vilkår at længden og omfanget er ude af mine hænder. Det er en pause jeg ikke har bedt om, og nu må den for min skyld godt slutte.
Det er Dan Turell der er skamciteret for at sige, at han holder af hverdagen. Det gør jeg også, og det er jeg taknemmelig for. Hverdagene skal holde, hvis livet skal være til at holde ud. Man kan ikke udskyde det egentlige liv til ferier, fester og weekender. Men i denne tid lærer vi betydningen af ferier, fester og weekender. Som det vi kan se frem til. Som det vi kan gå og glæde os til, og forvente os meget godt af. Som det vi kan længes efter. Som det der kan få leverpostej og sure sokker til at glide ned, fordi vi ved at der er noget mere spændende i udsigt.
Det er gået op for mig, hvor afhængig jeg er er af forventningen. Jeg har simpelthen brug for noget at glæde mig til. Jeg kan holde til meget arbejde, meget hverdag og mange pligter. Når bare jeg bare har noget at se frem til. Ikke sådan i et evighedsperspektiv, men inden for rækkevidde. En grillaften, en fest, en cafétur, en teatertur… en friaften. En pause! Men en pause, som netop er en pause fra hverdagen og ikke bare en forlængelse. I denne her tid, hvor vores frihed blevet begrænset af Covid19, i et for os, fuldstændig ukendt omfang, er vores fritid til gengæld blevet grænseløs. Pausen er blevet en frustrerende ventetid. Længslen efter ferie, fester og weekend er blevet en diffus størrelse, som ingen af os rigtig længere tør tro på.
Jeg længes efter hverdage, som bliver afbrudt af pauser der får mig til at vokse som menneske. Jeg længes efter at hverdage er hverdage. Ferier er ferier. Og fester noget man holder! Når det sker, så håber jeg, at jeg husker at sætte pris på den livsrytme, som åbenlyst er sund: At der er forskel på hverdag og fest, og at vi ikke kan undvære hverken det ene eller det andet.