Jeg husker min fars kusine, som gav mig en gul sele til min kat. Det var til min 10-års fødselsdag. Hun lærte mig at drikke kaffe, før jeg var 13 år, og fortalte mig altid alt muligt om dengang, hun var barn, som jeg godt vidste var lidt løgn, men som jeg håbede af hele mit hjerte var sandt.
Jeg husker min faster, som var den sjoveste voksne, jeg kendte. Hun kunne imitere stemmer og lyde præcis som præsten eller hende fra brugsen. Hun byttede ugeblade med sin veninde, og der var altid en stak, som jeg ikke havde læst. De fleste var norske, men det gjorde ikke noget, for jeg havde ikke rigtig andet at lave, når jeg var der.
Jeg husker vores nabo som barn, der næsten hver dag fortalte mig, at jeg var en solstråle.
Jeg husker en anden nabo, som lærte mig, hvordan man siger tak på en passende måde.
Jeg husker min mormor, som havde fået en blodprop i talecentret, og som sad på et plejehjem uden at kunne sige noget fra jeg var 8 år til jeg var 13. Jeg kunne alligevel godt lide at besøge hende, for hun smilede med øjnene til mig, og jeg forestillede mig, at hun tænkte sit.
Jeg husker min farmor og, at jeg sad på hendes skød, når hun skrællede æbler. Eller, det har vi i hvert fald et billede af. Der var frynser på det gulvtæppe, hun havde under sit sofabord, og de skulle helst ligge helt lige.
Jeg husker min morbror, som altid råbte meget højt til familiefester og mente noget om alting.
Jeg husker min bror, som var 15 år ældre end mig, og som altid havde venner på besøg, når han var hjemme, og jeg måtte godt sidde sammen med dem en gang imellem. Da han kom hjem fra Canada, havde han en dukke med til mig. Det er den eneste genstand fra min barndom, jeg stadig har. Jeg ser på den hver dag; den sidder ved siden af en udstoppet ugle, som er kommet til siden.
Jeg husker en kammerat fra spejder, og at vi ofte har været afsted på lejre og ture sammen, og at han var god til at slippe afsted med ikke at lave noget, når der skulle laves mad og vaskes op. Af en eller anden grund blev vi aldrig rigtig irriterede på ham.
Jeg husker en ældre kvinde, der gav mig lov til at vælge tre bøger i hendes reol. Vi talte altid om bøger sammen, og hun var meget vidende om fransk litteratur. Bøgerne står på min reol og minder mig om, at man skal huske at give bøger til hinanden.
Jeg husker mine børns ene oldemor, der lå meget syg i sengen og vidste, at hun snart skulle dø, og som gik i gang med at læse en bog af Selma Lagerlöf, som hun ikke havde fået læst, og som hun gerne lige ville nå at få med.
Jeg husker mine børns anden oldemor, der samlede på klokker, og som fortalte om én, der var så mager, at han kunne æde af en høhæk. Det udtryk kendte jeg ikke, og jeg kendte heller ikke ham, hun talte om, men jeg kunne tydeligt se ham for mig.
Jeg husker min ven, som var så dygtig til mange ting, ambitiøs og idealistisk, og som altid spurgte interesseret til, hvad jeg lavede.
Jeg husker en kvinde, som kunne fortælle så engageret om fugle, at jeg glemte, at jeg slet ikke er interesseret i dem.
Jeg husker min far, og meget tit, når jeg ser på min søn, så ser jeg ham i ham.
Jeg husker
Alle de mennesker
jeg har elsket
befinder sig stadig
et sted i mig
et sted i mig
(Dy Plambeck)