Menu Luk

Huskelister

Julen er listernes fest
nogen af os begynder allerede
i november
med at skrive lister over det
vi skal nå
inden jul
det kan godt tage sin tid
at få det hele med
flere aftner
kan det tage
og nogen af os
skriver også
lister på andres vegne
ting der skal gøres
som vi ikke selv
gider
måske
eller som vi ved
andre er bedre til
det lyder lidt pænere
sådan sort på hvidt
De mest systematiske af os
skriver flere forskellige
lister
Vi begynder måske med en slags
masterliste
en listernes liste
over det vi skal nå
rengøring
Indkøb
Oppyntning inde
og ude
Kager der skal bages
Noget der skal sættes i blød
og noget der skal tørres
Ambitionerne er store
inden første søndag i advent
Vi tænker
den helt store tur
som i de gode gamle dage
ude på gårdene
gardiner skal vakses
Vinduerne skal pudses
og sølvtøjet
eller nå nej
sådan noget har vi
heldigvis ikke
men dynernes skal i hvert fald
luftes
og alle bøgerne
i bogreolen
og karmene
skal have en omgang
Vi skriver det hele ned
for ikke at glemme det
rum for rum
gulve
flader
tekstiler
planter
endelig er listen færdig
nu har vi styr på
rengøringen
Der bliver godt nok dejligt
og rent
når det er gjort
vi må se
om vores rengøringshjælp
når det hele
hun har trods alt kun
to timer
om ugen

vi sætter listen op på køleskabet
og tager en kop kaffe
så skriver vi en liste over kager
Mormors pebernødder
Farmors brunkager
Det kunne også være sjovt
at prøve at lave klejner
selv
og
jødekager
hedder de egentlig stadigvæk det?
ej vel?
googler det
sletter det for en sikkerhedsskyld
og skriver
vaniljekranse i stedet
dem er der vist ingen
der er blevet krænkede over
endnu
Når vi er færdige med listen
over alt det der skal bages
ved vi inderst inde godt
at det er blevet
en fuldkommen
urealistisk ønskeliste
Vi beslutter os for
i første omgang
at strege hver anden slags kage
og ender med
at købe ind til pebernødder
eller
vi køber faktisk bare
en pose pebernødder
de er ganske udmærkede
dem man kan få
i Kvickly
og hvis vi man smider posen væk
og kommer dem over i en dåse
så kan man sagtens
forestille sig
at vi har bagt dem selv

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.