Det er ikke for at virke utaknemmelig, men jeg har simpelthen ikke brug for al den trøffelcreme og trøffelolie. Skuffen med olier og eddike er proppet med små glas og bøtter med delikatesser, jeg ikke anede fandtes, og som jeg ikke har fantasi til at forestille mig, hvordan man bruger.
Hvad bruger man for eksempel mangoolie til? Og hvem kan oprigtigt lide lakrids med pebermyntesmag? Den ene kurv efter den anden med overflødige produkter, som jeg mistænker blomsterhandlere og supermarkeder for at pakke så grundigt ind i cellofan, at vi ikke kan se, at indholdet er noget, man aldrig ville købe sådan for alvor. Det er i gaveafdelingen. Overflødighedsbranchen. Ting, som ingen har brug for.
”Tak fordi vi måtte komme, værsgo, her har du en kurv med nogle vildt tørre italienske kiks og et pænt glas med røget abrikoschutney,” siger vi, når vi kommer på besøg hos venner og rækker kurven ind ad døren, som om det er en slags indgangsbillet. ”Ej, hvor er det sødt af jer. Det skulle I da ikke have gjort,” siger værten i døren, og måske skulle vi ikke det. I hvert fald er det lidt skørt, når man tænker over det. Trøffelcreme, mangoolie og kryddersalt, der går fra hånd til hånd og tit ender med bare at stå og blive for gammelt, fordi ingen ude i virkeligheden bruger det.
Hånden på hjertet, hvem har ikke i en snæver vending på vej ud ad døren snuppet en af de cellofanindpakkede olier med smag, man selv har fået – og givet den videre? Det bliver det selvfølgelig ikke dårligere af, men måske understreger det alligevel det lidt meningsløse i gavebytteriet.
Måske var det i virkeligheden bedre i 80’erne. Dengang man kunne komme med en købmandskurv, hvor der lå en dåse ananas, en pose Merrild kaffe, et par dåser makrel i tomat og et glas rødbeder. Alt sammen pænt arrangeret i en flettet kurv med cellofan og et rødt bånd – men forskellen var, at det faktisk var mad. Ting, man brugte. Ting, der kunne holde sig. Det var måske ikke så elegant, men det var ærligt. Man gav noget, man selv kunne finde på at spise, og som man vidste ville blive åbnet og brugt. Der var en vis tryghed i de kurve. Man kunne mærke, at nogen havde været nede i købmanden og tænkt: ”Hvad kunne være rart at have derhjemme?” – i stedet for: ”Hvad ser dyrt og italiensk ud?”
Et sted på vejen gik vi fra spegepølse og kaffe til trøffelolie og karamelliseret balsamico. Måske fordi vi gerne vil vise, at vi har gjort os umage. At vi har smag. Gaverne bliver symboler på noget pænt og ordentligt – men sjældent på noget nødvendigt.
Måske er tiden kommet til at tænke lidt anderledes. Ikke fordi vi skal være hellige eller holde op med at give hinanden noget – men fordi vi måske kan give lidt bedre. Ikke dyrere, bare mere brugbart eller personligt. En hjemmelavet ting, hvis man orker. En buket blomster fra haven. Et brev. En bog, man har læst og gerne vil give videre. Eller bare en pakke te.
Der er jo ikke noget galt med at give – det er det hyggeligste i verden, men måske kunne vi godt bestræbe os på at give noget, man rent faktisk kan bruge. Ellers ender vi med små cellofanindpakkede ting, der mest vidner om overforbrug – noget, man slet ikke har brug for, og som bare fylder på hylderne og klimabalancen.
Men hvis nogen alligevel ligger inde med en virkelig god opskrift, hvor man bruger mangoolie og lakrids med pebermynte, så send den gerne – så skal jeg nok prøve at bruge den.