”Ja … det kunne da være sjovt!
Øh … jo, hvorfor ikke?
Hmm … ja, det lyder hyggeligt!
Ja … hvis det passer ind.
Tja … jeg kan da godt prøve.
Ja … det kunne blive interessant!”
De fleste kender det. Vi siger ja, selvom kalenderen allerede er fuld, og hele vores system skriger på ro. Fordi vi er høflige? Pligtopfyldende? Bange for at gå glip af noget? Hvorfor er det så svært at sige nej – når vi ved, at det vil gøre os godt? Her følger 10 måder at sige nej på – en lille guide til mere fokus og liv i hverdagen.
- Det høflige nej
“Tak fordi du spurgte – men det kan jeg desværre ikke.” Et klart, klogt og venligt svar. - Det ærlige nej
“Nej, jeg har ikke overskud til det lige nu.” Sandheden er ofte bedre end dårlige undskyldninger. - Det prioriterede nej
“Nej, jeg er nødt til at prioritere lidt i den her tid.” De fleste kan forstå, at man indimellem må vælge familien, koret eller noget helt tredje – og det kan inspirere andre at gøre det synligt. - Det forsinkede nej
“Jeg vender tilbage.” Giver tid til at mærke, hvad der rigtigt og hvad man kunne have lyst til. - Det kropslige nej
Nogle gange svarer kroppen ”nej” på vores vegne ved at være helt flad. Når det sker, skal vi lytte og svare ligesom den: ”Nej tak, ikke i dag. Jeg er for træt.” - Det teologiske nej
Selv Jesus trak sig indimellem tilbage fra alle kravene. Det fortælles f.eks., at han tilbragte 40 dage i ørkenen i stilhed og bøn. Når Jesus havde brug for at trække sig, kan vi nok også have glæde af det. - Det modne nej
“Nej, nu er det tid til, at andre tager over.” Indimellem skal stafetten gives videre, og verden overlever vores nej. - Det strategiske nej
Nogle gange må man sige nej til det gode for at kunne sige ja til det vigtige. - Det humoristiske nej
“Det ville jeg elske – i mit næste liv…” Et lidt flabet svar, der skal bruges med omtanke 😊 Ikke til svigermors fødselsdag… - Det befriende nej
Det kan være svært at sige nej, men nogle gange føles det som en befrielse. Stilheden bagefter er ikke farlig – den er livgivende.
Selvfølgelig skal man ikke altid sige nej, men et liv uden fravalg bliver let fladt og fortravlet. Det er måske lidt som med en mark, der skal have perioder, hvor den ligger brak, for at kunne bære frugt. Hvis vi altid siger ja, ender vi let med at løbe tør for energi og miste retning i livet. Et velplaceret nej er ikke afvisning af livet – tværtimod kan det være det, der gør livet større.