Døde fluer og ærlige spørgsmål

Klumme i Lokalavisen

Jeg er vokset op på en gård, med mange fluer. Om sommeren var der alt for mange. Og vi sprøjtede så meget, at vi ikke kunne være i rummet samtidig. Og min mor fejede dem sammen i store bunker og smed dem i småt brændbart. Eller det hed det ikke dengang. Der hed det bare en affaldsspand. Jeg hader fluer. Er overfølsom over for dem. Det er ligesom sådan en ting jeg har med hjemme fra, som jeg har taget afstand fra. Og så synes jeg alligevel der kan være noget befriende over en enkelt død flue midt i det hele. Når man er på besøg hos nogen, og der er sådan meget strømlignet og cool, men ikke særlig hyggeligt, og der så pludselig sidder en flue og griner og skider på alt det der er pænt. Så er der ikke pænt mere. Det er hyggeligt. Det er interessant hvordan en enkelt flue kan forandre en overflade til noget virkeligt. Lidt ligesom den der lidt for ærlige tante der stiller helt forkerte spørgsmål i et selskab, og det er pinligt og alle krummer tæer, men det er også befriende, fordi hun er ærlig og så er det sagt. Eller nogen gange er det også bare pinligt og nogen begynder at glatte ud. Men nogen gange er det starten på noget nyt og godt, når det krøllede og usagte kommer på bordet. Der er nødvendige spørgsmål vi ikke tør eller kan stille os selv. Der er også svar vi ikke kan finde i os selv. Det vigtigste i livet, finder vi ikke ved at mærke efter i os selv. Det vigtigste får vi, når vi mærker hinanden med nærvær og nyt liv. Man når langt med et ærligt spørgsmål og en død flue. Virkelig langt. I virkeligheden.

 

Dette indlæg blev udgivet i Klummer mm.. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *