Vil du være rask?

14. søn. eft. trin 

”Vil du være rask?” spørger Jesus den lamme mand. Det kan næsten lyde som om Jesus har den samme tilgang til sygdom, som vi møder i udpræget grad i dag i den vestlige del af verden. Altså at det at blive rask, er et spørgsmål om vores vilje.

Og også det at forblive rask er blevet et spørgsmål om vilje. Aftensmaden bliver sammensat ud fra kriterier om at undgå fedme og hjertekarsygdomme – og vores religiøsitet er flyttet fra Kirkens nadverbord, til middagsbordet. Vi er blevet religiøse når det kommer til mad og sundhed, og når vi ved festlige lejligheder giver lidt slip og tager et stykke ekstra kage, så taler vi om det som en synd. Chokolade og smøger er den eneste synd vi stadig taler om. Men selvom vi drikker ingefærshots hver morgen, og løber en lille smule længere jo ældre vi bliver, så bliver vi alligevel syge. Og skal man følge vores religiøse sundhedslogik, så må det være vores egen skyld. Så kunne vi have passet bedre på os selv. Al sygdom bliver opfattet som et teknisk uheld. Det burde ikke kunne ske, når vi følger vores træningsprogram. Men det gør det. Vi bliver syge af og til, og nogen af os dør endda af det. ”Vil du være rask?” sådan kan man næsten høre det i dag fra sundhedsvæsnet. Eller den omvendte: ”Jeg vil være rask”. ”Jeg vil vinde kampen mod kræft”. Som om det er en slåskamp og sygesengen en boksering. Selvfølgelig er der drivkraft og liv, i en stærk vilje – men når det kommer til sygdom, bliver vilje let til skyld. For hvad sker der, når vi ikke bliver raske? Når vi ikke for det bedre af en diæt, der har krævet al vores viljestyrke? Så skal vi ikke alene lære at leve med det vilkår at vi er syge, vi skal også kæmpe med en skyldfølelse over at vi åbenbart ikke ”vil være raske” For hvis vi havde viljen, så var vi nok blevet det. Sådan synes logikken at være. Og måske skal vi endda kæmpe med at se os selv med den andens blik eller samfundets blik, som siger: Hvorfor passer du ikke bedre på dig selv? Hvorfor GØR du ikke noget mere, for at blive rask? Det kan være frygtelig skamfuldt at være syg i dag, når sygdom betragtes, som et teknisk uheld – eller mangel på viljestyrke. Så hvorfor spørger Jesus den lamme: ”Vil du være rask?” Mener han virkelig, at han er syg, fordi han har manglet vilje til at bliv rask? Nej, det skal forstås på en anden måde. Vi får at vide at den lamme har ligget der i søjlegangen ved. Bethesda dam i 38 år. Og så næsten som en parodi på vore dages sundhedsræs, får vi billedet af, hvordan alle de der var ramt af sygdom i en eller anden form, lå der parate til at kæmpe om at nå først frem til dammen, når den kom i oprør. Det var et spørgsmål om vilje. Og måske også rundsave på albuerne og tarvelige kneb. Man ser det for sig. Den første der kom der ned, blev rask. Dem der lå der, må have lagt strategier og forsøgt på alle mulige måder at forbedre deres muligheder for nå det. ”Hvis jeg lader være med at spise så mange kulhydrater”, ”hvis jeg sørger for at lave mine øvelser hver morgen” osv. osv. Det må have været et gigantisk pres at ligge der. Ikke nok med at han har skullet leve med det vilkår, at have været lam i 38 år. Han har også sat sig selv i en situation, hvor han har bildt sig ind, at hvis han bare vil det nok, så kunne han godt blive den første der kom ned til dammen. Det må have været en konstant ydmygelse, et uudholdeligt krav om præstation og han må have følt sig som en totalt fiasko. For han kunne ikke. Han var lam. Og uanset hvor meget han gerne ville ned til dammen, så kom han det aldrig.

Alligevel blev han der ved sygedammen Bethesda, og det må betyde en evig banken sig selv oven i hovedet, med sin egen uformåen. Han kunne ikke bevæge sig selv. OG så har han vænnet sig til det. Eller: Han er ikke længere andet, end syg. Hele hans identitet er at han er syg. Han har ikke andet at fortælle, end at han er syg. Han ser ikke andet omkring sig end sygdom. Han har fået en diagnose, og nu er han blevet den diagnose.Han er ikke Anders der er lam, men lamme Anders. Ligesom når folk i dag reducerer mennesker til en diagnose. Han er autist, har ADHD eller han er deprimeret – så kan det risikere at blive hele fortællingen om det menneske. Både for andre – men også for ham selv. Så vi glemmer at mennesker ikke ER syge, men mennesker der har en sygdom. Et menneske er altid mere end den sygdom han er ramt af. Men det andet – eller det mere. Den menneskelighed og de muligheder man har, kan blive fuldstændig overskygget af identiteten som syg. Eller omgivelserne kan give sygdommen så meget opmærksomhed, at mennesket forsvinder. ”Hvordan har du det?” kommer til at handle om, hvordan går det med behandlingen el. er der fremskridt med sygdommen – og ikke, ”Hvordan har du det, for alvor – sådan idet hele taget, med sygdom, med livet, med det hele. Og den syge kan blive næste bange for at blive rask – er der overhovedet nogen der vil interesserer sig for mig mere, hvis jeg ikke kan fortælle om min sygdom? Er der nogen der vil besøge mig? Nogen der vil tage sig af mig? Og HAR jeg har overhovedet noget at fortælle, hvis jeg ikke har min sygdom? Vi kan godt nå dertil, at det er afslørende at blive stillet spørgsmålet? ”Vil du være rask?” Med tryk på VIL.  Fordi vi har sat os selv i en offerrolle, og lagt os fladt ned, så vi kan trampes på, og mistet viljen til at det skal være anderledes. Mistet troen på at livet er større og har mere at give mig. ”Vil du være rask?” Den lammes svar på Jesu spørgsmål er: ”Jeg kan ikke”. Og alligevel helbreder Kristus ham. Uafhængig af, hvad den lamme tror eller kan eller vil. Det er så nemt at komme til at tro på sin egen tro, som om følelsen af tro skulle være afgørende for mit liv og min skæbne. Vi kan let komme til at overvurdere betydningen af vores tro, ligesom vi let kommer til at overvurdere betydningen af vores viljes kraft. Det er sværere at tro på Guds ord og Guds vilje til at skabe nyt liv og håb i os. Og det er allersværeste at vente og blive ved med at tro på, at før eller siden kommer det nye liv.

Fortællingen om den lamme mand, der bliver helbredt – kan høres som et håb, om at dette liv må blive nyt. At uanset hvor lammet og ødelagt mit liv kan være, så er det aldrig for sent. Der kan komme et Guds ord, et menneske eller en begivehed, der gør livet nyt. Der kan ske noget. Noget uventet godt. Det er Guds nåde, der griber ind og bevæger os.

Hvis der kræves noget af den lamme mand og af os, så er det viljen til at leve sit liv, i opmærksomhed og åbenhed overfor Gud – og tålmodighed til at vente. Tro på at der er håb for fremtiden. Men også hele tiden leve som mennesker, der lige nu hører ordet: ”Rejs dig, tag din båre og gå!” Hver morgen. Hver gang vi rejser os fra nadverbordet. Der er altid en båre der skal bæres. For den lamme mand var det erindringen om 38 års lammelse, men det var jo også liv, hele hans liv formentlig. For os, kan det være mindet, erindringen om det der var, det, vi længes tilbage efter, eller det, som gjorde ondt. Det skal med alt sammen, erindringen, længslen, skylden, bitterheden, men vi er ikke længere bundet til at blive i det – vi kan være vores fortid med ind i den nye fremtid. Det er livet af Guds nåde. Hver morgen.

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *