Vigtige nytårsfortsætter

Prædiken Nytårsaftensdag 2012
Tekst: Rom 12, 9-17

I morgen skriver vi 2013. Det er altid lidt underligt at skulle vænne sig til at skrive et nyt årstal. De første uger giver det ikke sig selv, der skal man tænke over det, hver gang man skal skrive det. Det sidder ikke bare i hånden, men når vi så når februar eller måske marts – så har vi vænnet os til det. Så er det ikke et nyt år mere, men er ligesom kommet ind under huden på os. Lige indtil næste år, hvor vi så igen skal til at vænne os til et nyt tal.

Det er nytårsaften i aften. En af de der livsmarkører der gør at vi et øjeblik stopper op, og gør status. Sendefladen på samtlige kanaler er fyldt med forskellige kavalkader: Året der gik i kongehuset, årets sportsbegivenheder, politiske begivenheder i ind- og udland. Og jeg har det sådan, når jeg ser de der programmer om året der gik, at jeg næsten ikke kan forstå at det alt sammen er sket i år. Der er meget jeg nærmest har glemt – eller begivenheder der var så voldsomme at jeg ikke kan forstå at det ikke er længere tid siden.

Vi gør også status i vores eget liv. Det kan vi slet ikke lade være med, fordi vi husker med kroppen. Når klokken slår tolv, og vi skåler med hinanden i champagne, skyder krudt af med ungerne eller hører radioens pigekor synge ”Vær velkommen” – så vandrer tankerne tilbage til sidste nytårsaften, eller tidligere nytårsaftner.

Hvem var vi sammen med? Hvem holdt vi i hånden? Måske har vi mistet én vi plejede at fejre nytår med, eller måske er vi flyttet siden sidste år, måske er der kommet et nyt menneske ind i vores liv, måske er vi fyldt af glæde – og måske er vi fyldt af bekymringer eller skuffelser og måske ligner denne nytårsaften, til forveksling de forrige nytårsaftner – vi kan ikke lade være med at gøre status på en aften som i aften. Og uanset hvad der er sket eller ikke sket i vores liv i 2012, så er der i hvert fald sket det at vi selv er blevet et år ældre, med de forandringer og de erfaringer det indebærer.

Vi er selv forandrede siden sidste år. Vi er et andet sted i vores liv. Og for mit eget vedkommende skyldes det ikke de nytårsfortsætter jeg havde for et år siden. Når jeg gør status over dem, så må jeg konstatere at de – på trods af de bedste intentioner hvert nytår, stort set har været identiske de sidste mange år. Når jeg står her ved årsskiftet og drømmer om at jeg næste år skal blive et bedre menneske, gøre mere af det ene og mindre af noget andet – så må jeg året efter konstatere, at der ikke skete de helt store forandringer – eller i hvert fald at der kan være god brug for at gentage mig selv igen i år.

Og jeg går også ind i 2013 med de bedste intentioner, men efterhånden også med en realisme der handler om, at der er områder af livet og forhold, jeg skal blive ved med at kæmpe med og arbejde på – ikke bare det næste år, men resten af mit liv.

Wulff Morgenthaler har sådan en for sjov side på Politiken, der hedder ”helt normalt”, og de har lavet en top 7 over overkommelige nytårsfortsætter.  De lyder sådan her:

  1. Jeg vil stoppe med at      ryge. Indtil min krop fortæller mig, at jeg har behov for det.
  2. Opvask SKAL tages! Dog      ikke nødvendigvis allerede i 2013.
  3. Jeg vil ikke tage til      Costa Rica og kaste æbler efter deres præsident. Højst et par stykker.
  4. Køb mindre      dansktop-musik. Find det evt. på Spotify, hvis trangen melder sig.
  5. Jeg vil dyrke      nogenlunde samme mængde motion, som jeg gjorde sidste år. Plus/minus      10-15%
  6. Ikke prøve at bygge bil      ud af fundne flamingokasser.
  7. Uanset hvad, så skal      der IKKE sættes verdensrekord i stabling af lun kringle.

Så hvis vi ikke har mod, på de der svære nytårsfortsætter, som vi alligevel ved vi kommer til at gentage år efter år – så kan vi jo snuppe én af dem. Der skulle være en forholdsvis god chance for succes.

Nytårsfortsætter har faktisk et generelt dårligt rygte. Rygestop, mere motion og slankekurer er sjældent lykkes på baggrund af et nytårsfortsæt. Og nogen mener endda, at man skal lade være med at sætte sig den slags fortsætter i nytåret, fordi der er så stor risiko for at vi mislykkes med det – og så bliver det sidste værre end det første. Der kan være noget om, at beslutninger om den slags livsstilsændringer skal tages, når vi har overskud til det – og ikke ud af underskud i begyndelsen af januar. Men generelt er jeg fortaler for fortsætter – altså at vi sætter os noget for. Velvidende at vi ikke kan leve op til det alt sammen og at vi igen og igen må erfare, at det vi ikke levede op til vores egne gode intentioner, og må gentage dem igen og igen.

Teksten fra Romerbrevet, som jeg læste lige før er sådan nogle fortsætter. ”Kærligheden skal være oprigtig, afsky det onde, hold jer til det gode, vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren, være glade i håbet, vær gæstfrie, stol ikke på egen klogskab og tænk altid på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker”

Det er nogle nytårsfortsætter der vil noget! Og også nogle af den slags, som vi kommer til at gentage år efter år. Igen og igen. Men det betyder jo ikke at vi skal lade være med at have dem. Verden ville blive et koldt sted, hvis vi ikke altid stræber efter at gøre det gode.

Vi må altid stræbe efter at blive den bedste udgave af os selv, men vi skal så samtidig lade være med at slå os selv eller hinanden oven i hovedet, når vi ikke lykkes med det. Nogen dage er vi ikke den bedste udgave – men måske den snare den værste udgave af os selv. Sådan er det bare. Vi må bede om at de dage må blive få, men helt undgå dem kan vi ikke. Og når vi har erkendelsen af, at vi nogle gange selv er den værste udgave, så bliver det også lettere for os at forstå og være sammen med andre, når de er deres værste udgave – også uden at afskrive dem som venner, naboer, familie eller kollegaer.

Bag nytårsfortsætterne og intentionerne om at gøre det gode, ligger der en dybliggende længsel i os efter, at alt skal blive godt. Det er det vi kalder håb. Og det er meget godt med alle vores menneskelige nytårsfortsætter og håb, når bare vi ikke glemmer, at det ikke er os selv, der kan være garanter for, at vi alene kan klare at ændre os – eller ændre verden.

Det vigtigste nytårsfortsæt er det Gud, satte sig for, da han trådte ind i vores verden og bosatte sig i vores hjerter, med en proklamering af, at vi er hans børn, tilgivet og elskede.  Det betyder, at vi ikke er overladt til os selv og vores egne fortsætter eller retfærdighed – men at vi er sat fri, til at leve et liv, som ikke skal måles på hvor meget eller hvor lidt vi lykkes, men hvor vi har fået en retning og en mening – som hedder kærlighed.

Når vi vågner i morgen tidlig, så ligger der 365 ubrugte dage foran os. For nogen kan det forekomme, som et uoverstigeligt tårn af bekymringer og krav – for andre som en uudtømmelig kilde af nye muligheder. Nogen af os møder det nye år med bekymring. Nogen af os mødet det med glædelig forventning. Sådan er det.

Og Gud møder os med velsignelse. Sådan er det, sådan har det altid været – og sådan vil det også være i det nye år.

Når præsten – når jeg – her i slutningen af gudstjenesten lyser velsignelsen, så sker det på vegne af Gud. Når vi velsignes er det en bøn eller ønske om, at vi må stå under Guds beskyttelse.

Vi står under Guds velsignelse og det giver os et liv, med mulighed for at kende os selv og vedkende os, om evigt forbundet med Gud. Under Guds velsignelse kan vi opdage og erfare den befrielse der ligger i, at vi er evigt afhængige af Guds vedblivende og livgivende omsorg og kærlighed.

Og når vi har det perspektiv på livet, at livet er givet os af Gud, så begynder verden måske at forvandle sig for os. Så får vi måske ikke kun øje på verdens ondskab og menneskers fejl.  Så ser alt måske ikke ud som en endeløs række af tilfældige ligegyldigheder. Og så kan vi møde det nye år og de nye 365 dage, med troen på at Gud er med os.  At uanset hvad det bringer, så er Gud med os med sin velsignelse.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *