Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden

Du er en gren.

Vi er grene.

 

Vi er grene der sidder på stammen. Hvor stammen slutter og grenen begynder er svært at afgøre.

 

Vi hænger så fast, at vi går i et. Vi er vokset helt sammen med stammen, vi er vokset ud af stammen og har aldrig forladt vores sted.  

 

Vi er grene der får vores næring, liv og evne til at vokse fra stammen.

 

Måske er du en gammel og kroget gren der har levet i mange år. Du har givet god frugt og dårlig frugt.  Du er lidt skæv hist og her. Mærket af vind og vejr. Du har oplevet mange storme og til tider har du troet at du ville knække, men du er her stadig som en levende gren.

 

Du er her stadig fordi du hele tiden har bevaret forbindelsen til træet. Du har hele tiden fået tilført ny kraft som holdt dig levende. Du har overlevet det hele, fordi træet har overlevet.

 

Eller måske er du en helt ny grøn gren, et lille spædt skud. Helt frisk og helt uden mærker. Du har endnu ikke mødt hverken voldsomme storme eller brande.

 

Du sidder helt selvfølgeligt på din plads, som det nyeste skud på stammen.

 

Hvad enten du er gammel eller ny, så er din forbindelse med stammen noget helt naturligt og selvfølgeligt. Den har været der hele tiden. Ja, den har været der før du overhovedet kunne mærke noget eller tænke noget om det. Du blev indpodet på den som helt spæd.

 

Træet vi hænger på bliver passet og plejet af vingårdsmanden.  Du kender ham og du ved når han er der, for det er ham der renser grenene og beskærer os for alt det der ikke er sundt, alt det syge og alt det der hindrer os i at bærer frugt.

 

Du er en gren.

Vi er grene.

 

Vi er grene på et smukt træ. En stærk stamme med mange forskellige grene, hver med sin størrelse, form og udseende.  Selv de mærkeligste grene hører med til helheden.

 

Det er alle os grene, der tilsammen får træet til at se smukt ud. Hvis der manglede en gren, ville træet se skævt ud. Hver gren har sin plads.

 

Træet ville slet ikke være noget træ, hvis vi ikke hang der som grene. Træet ville ikke være noget træ, hvis du var den eneste gren. Et træ er kun et træ, når det har flere grene. Vi hænger på træet og derfor hænger vi på hinanden.

 

Vi bærer frugt, når kraften eller saften, løber gennem os grene fra stammen og ud til frugterne.  Vi er grene og det er dejligt at være en gren på det træ.  Det er trygt og godt at sidde på sin plads – man skal ikke anstrenge sig, men er vigtig for at træet bærer frugt. Det er meningsfyldt at være gren på træet.

 

 Måske var det det Jesus ville sige med sin lignelse om vintræet?

Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden! Benny Andersen har skrevet et digt, som slet og ret hedder: Kærligheden. Det lyder sådan her:

Kærlighed

hænger ikke på træerne

men det er dem man ser på

når man savner den

hvordan mon de klarer sig

så langt de står fra hinanden

kan lige nå næste træ med en bladspids

og så er det træ måske

                      slet ikke det rigtige

nærmest i vejen

                      alligevel vokser de daglig

og her går man rundt i skoven

                      på sine bevægelige rødder

man stikker sine bevægelige grene i lommen

                      det er da det mindste

og skynder sig tilbage til byen.

 

I modsætning til træerne, der ikke kan nå andre end evt. det allernærmeste nabotræ, så er vi i besiddelse af både bevægelige rødder og bevægelige grene. Vi har fødder og hænder. Desværre har vi det med at stikke sidstnævnte i lommen. – Men vi har fødder der kan gå hinanden i møde, og vi har hænder der kan favne hinanden. Vi kan sågar kaste de gode frugter til hinanden, og gribe de gode frugter, som andre kaster til os. Vi er et fællesskab af mennesker, der er dybt afhængige af hinanden.

En stamme med kun én gren er ikke noget træ. En kirke uden menighed er ikke nogen kirke. Mennesker og kristne er noget vi er sammen. Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden!

Gud er nok Gud om alle land lå øde. Gud  er Gud om alle mand var døde, som Petter Dass skriver det i sin fine salme: “Herre Gud! Dit dyre navn og ære” – Ihvertfald hvis vi skal beskrive forholdet mellem Gud og mennesker som et magtforhold.

Billedet af vintræet er ikke et billede af et magtforhold, men derimod et kærlighedsbillede.  Og i den forstand er Gud ikke Gud om alle mand var døde. En gren, som ikke vokser på en stamme, er død. Sådan er det – det ved enhver. Vi er ingenting i os selv, men kun i kraft af vores forhold til Gud og til hinanden. Det er Gud der giver os livet og igen og igen fornyr vores liv og muligheder, sådan at vi kan leve sammen som mennesker.

Men Jesus siger noget mere med sit billede. For hvad er en stamme uden grene? Den er også død.

Kristus er altså heller ingenting uden os!

 Udsagnet: “Jeg er vintræet, I er grenene” udtrykker præcist kærlighedens væsen. Kærligheden kan ikke overleve en separation. Kærligheden lever af gensidighed.

Gud er kærlighed. Den kærlighed der kun giver mening i forholdet mellem Gud og mennesker, og mellem dig og mig.  Ligesom Gud har elsket os, skal vi også elske hinanden. Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

Det er egentlig meget nemt og bekvemt at være en gren på et smukt og ensartet træ. En prydplante, hvor alle vi grene er beskåret og nippet, så vi ligner hinanden til forveksling. Men det er ikke billedet af sådan et træ Jesus giver os. Vi skal ikke være ufarligt pyntegrønt.

 

Jesus giver os billedet af et vintræ eller en vinstok – og det er jo faktisk en nytteplante. Det er meningen at der skal komme så mange og gode og store druer som muligt. Og på sådan en plante handler det ikke om at være pæne og ens. På sådan en plante handler det om at alle grene kan bruges. Selv de grimme, besværlige og genstridige grene kan være til nytte og gavn.

 

Og det er det der gør det så vanskeligt at være en gren på det træ. Og det er det der gør det så fantastisk at være en gren på det træ.

 

Vi er gode til at sætte ord på alt muligt i kirken. Vi kan tale længe om at vi vil være en rummelig kirke med plads til alle. Men er vi nu også det? Har vi egentlig forstået at vi ikke bare er her til pynt? Har vi forstået at vi har brug for mangfoldighede? At vi har brug for hinanden? At det er en styrke at vi er forskellige?  At vi er afhængige af både at se – og at blive set med kærlighedens øjne.

Desmund Tutu er en af vor tids profeter. Han kan sige skarpe ting om apartheid og anden ondskab. Han er veltalende og bruger humoren til at formidle sit budskab. Han er upartisk og har talt op i mod såvel de hvide apartheid-ledere som de nuværende sorte ledere.

Tutu har lagt stor vægt på at fortolke kristendommen ind i en afrikansk sammenhæng. Det har han blandt andet gjort ved at kæde sin kristne tro sammen med det afrikanske begreb ubuntu.

Ubuntu står for det, at mennesker altid er afhængige af hinanden. Tanken er, at menneskets højeste ønske, dybest set, ikke er uafhængighed, men at dele. Menneskets gensidige afhængighed er et grundvilkår, der hører sammen med menneskets væsen, som skabt i Guds billede.

Ifølge Tutu ønsker Gud et samfund, hvor mennesker lever i harmoni sammen som en stor familie. Man kan oversætte ubuntu med “Jeg er til, fordi du er til.”  Altså: “Jeg er til, fordi du er til!” Og Tutu bruger den tanke til at formulere et alternativ til hævn.

Alle mennesker er født med et potentiale, men det kan først forstås i sammenhæng med andre og med Gud. Når du ser på et andet menneske med kærlighedens øjne, ser du en virkelighed, som er anderledes, end hvis du ser på den anden person uden kærlighed, med had eller ligefrem med ligegyldighed.

Ubuntu: jeg er til, fordi du er til – understreger vores forbundethed med hinanden. Du skal elske Herren din Gud og du skal elske din næste som dig selv. Gud har forbundet sig med os. Vi er grenene på vintræet. Vi er forbundet med Gud. Bliv i mig og jeg bliver i jer, står der. Ikke som en betingelse. Der står ikke: Bliv i mig, så bliver jeg i jer. Men bliv i mig og jeg bliver i jer. Det er sideordnet.

Kærligheden til Gud og til vores næste hænger sammen i sådan en grad, at man ikke kan skille det ad. Den gudsgivne kærlighed som findes i os, vokser gennem at blive genkendt, troet på og sat i omløb.

At være elsket og selv at elske er det eneste, som vi egentlig spørger efter. Når vi skærer alle udenoms krummelurer og overflødigt flødeskum væk, skærer helt ind til benet, så kun livsnerven står tilbage, så er det det, det handler om: At være elsket – og selv at elske.

Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden!

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden

  1. Marianne skriver:

    Fantastisk overskrift – Vi hænger på Kristus og derfor hænger vi på hinanden!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *