Vi er underet!

5. søn. e. trinitatis /text:Luk 5, 1-11

Hvilke fisk flyder med strømmen? Det gør de døde. Kun døde fisk flyder med strømmen! Sådan siger et kinesisk ordsprog, og det er skidt at være en død fisk, der viljeløst og fantasiløst bare flyder med strømmen, fordi den ikke kan andet. Peter er ikke nogen død fisk. Vi er heller ikke døde fisk. I dag får Peter og vi at vide, at vi både kan og skal mere end blot lade stå til og give op. Vi skal være menneskefiskere.

Peter var træt – han sad der i båden med erfaringen af, at de havde knoklet hele natten, uden resultat. Den erfaring tror jeg de fleste af os kan nikke genkendende til. At sidde der efter en lang arbejdsdag, hvor ingenting rigtig flyttede noget og spørge sig selv: Hvad nytter det hele? Nogle gange er de synlige resultater af al vores slid, svære at få øje på. Eller de er der måske bare ikke. Sådan kan vi også have det i familien. Vi slider måske for at få det hele til at hænge sammen – eller simpelthen for at blive sammen, men der kan være perioder, hvor der ikke kommer noget ud af al vores slid. Hvor vores forhold er blevet svært og skrøbeligt, eller hvor det vi gør og laver virker udsigtsløst. Jesus sagde til Peter: Kast jeres garn ud til fangst! Og Peter sagde opgivende: Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået! Underforstået: Det nytter ikke noget. Men alligevel: Peter trodsede sin tvivl og kastede garnet ud igen og de fangede helt vildt mange fisk.

Det var ikke nogen fisk Jesus havde tryllet ned i vandet. De var der allerede, også dengang Peter fiskede om natten. De så dem bare ikke. Jesu undergerning er at kalde liv frem, dér, hvor det tilsyneladende ikke er, eller det hvor det er gået i stå eller blevet forkrampet. Fiskeunderet her, handler om at han tager lidt – noget som er der i forvejen, men som ikke vil komme frem – og gør det til meget.

”Frygt ikke, fra nu af skal du fanger mennesker!” Kan man kalde mennesker for fisk? Ja, hvis de har fisk! Denne fortælling spiller både på de helt konkrete fisk i havet, som der er mange af – og på Kristus selv. På græsk hedder fisk ikhthys – en tidelig forkortelse for Jesus Kristus, Guds søn, frelser. Og det er en stor fisk at have med sig. Når Jesus siger til Peter han skal være menneskefisker, så betyder det, at han skal være den menneskefisker, der skal finde kristustegnet hos mange. Peter er den første i en bevægelse, der også indbefatter os. Han er den første i kirken – vi andre skal følge efter i den bevægelse, der kræver mod – fordi man må bevæge sig derud på dybt vand – og give sig hen til et liv, der ikke har fast grund under fødderne.

Og vi må ligesom Peter forlade det der binder os til vores egne begrænsninger og vores tvivl, og bevæge os derhen hvor vi forlader os på Kristus. Og vi må, ligesom Peter høre det både som en forpligtigelse og en betroelse, et løfte og et tilsagn.

”Frygt ikke, fra nu af skal I fange mennesker!”, siger Jesus. Der ligger en forpligtelse i det udsagn – ”I skal!” Der ligger også en betroelse, nemlig: ”I kan!” Vi både skal og kan gå ud, se og finde mennesker, som er gået død i livet. ”Frygt ikke, fra nu af skal I fange mennesker”, siger Jesus. Der ligger et løfte i det udsagn – Et løfte til os der lyder sådan her: I kommer til at kalde liv frem. I kommer til at kalde mit liv frem i mange. Det vil I kunne og sådan vil I blive, når I følger mig. Der ligger også et tilsagn i det udsagn: ”Frygt ikke”, siger Jesus – Det er et tilsagn der siger os, at Gud er med os og at det er Gud, der skaber meget ud af lidt, i menneskers liv. Sådan at vi kan håbe på forandring, selv når vi næsten ikke orker mere.

Det er sådan et lidt mærkeligt under det her – sådan lidt OK – det viste sig, at Jesus kunne fremkalde en masse fisk, der hvor der ikke tidligere havde været nogen. Og I virkeligheden ligger pointen eller underet i den her fortælling nok et andet sted – nemlig i slutningen, altså i Disciplenes bevægelse – at de forlader alt og følger ham. Disciplene er underet! Vi er underet! Det store og egentlige under i evangelierne er, at den opstandne Kristus lever i det nye folk, som følger ham. Vi er underet, det folk Gud har valgt at være og vise sig i! Kirken er underet.

Det er os der er kaldet til at være de menneskefiskere, som kalder det gudsgivne liv frem i vores medmennesker. Det skal vi, og det kan vi siger Jesus – og det kan vi, fordi vi går med Gud. Det er ikke nogen afgrænset opgave. Den stopper hverken ved kirkedøren eller ved Ringvejen – den stopper heller ikke ved grænsen til Tyskland eller nogen som helst andre landegrænser. Og jeg kan ikke lade være med i dag at tænke på hvad vi skal og kan i forhold til de mange bådflygtninge fra Eritrea og Somalia der forsøger, at redde sig over til et Europa, hvor de er alt andet end velkomne. Det er så enormt stor en udfordring hvad vi skal stille op, og det er så enormt mange mennesker der er i nød og det virker helt uoverkommeligt. Det gør os bange og man fristes til at lukke øjnene og sige: Hvad kan vi gøre? Det nytter alligevel ikke noget.

Vi bliver dagligt konfronteret med billeder af synkefærdige både fulde af mennesker og det er vanskeligt ikke at komme til også at tænke på dem i dag, når vi hører fortællingen om Peter, der fik en fangst så stor at båden var ved at synke.  Og samtidig er det svært ikke som Peter, at blive grebet af frygt.  Situationen i Middelhavet giver nye og ikke særlige behagelig billeder på nethinden, når man hører ordet ”menneskefisker”.

Jesus gjorde Peter til menneskefisker og det er vi blandt andet et resultat af. Vi der i dag sidder her i kirken er et resultat af det store menneskefiskeri, der blev grundlagt den dag ved Geneserath sø. Vi er underet. Det er glædeligt og det besværligt, for det betyder at vi er særligt forpligtet til at fremme liv og vise barmhjertighed.

Hvad siger vi til det? Hvad siger vi, når Jesus kalder på os med ordene: Frygt ikke! Jeg vil gøre dig til menneskefisker!

Ja, med perspektivet og dilemmaet i Middelhavet, bliver det ikke nemmere at lade være med at frygte. Ingen kan overskue hverken omfang eller konsekvenser. Og det bliver så let abstrakt og fjernt, og måske er det netop det vi allermest skal frygte, at vi blive ligeglade – døve og stumme for elendigheden. Måske er det vi skal frygte allermest, at miste det menneskelige. Vi må insistere på at hver eneste af de mange mange tusinde bådflygninge, er et menneske, som vi er forpligtet på, og som bærer Kristustegnet i sig.

Hvilke fisk flyder med strømmen? Det gør de døde. Kun døde fisk flyder med strømmen! Sådan siger et kinesisk ordsprog, og det er skidt at være en død fisk der viljeløst og fantasiløst bare flyder med strømmen, fordi den ikke kan andet. Peter er ikke nogen død fisk. Vi er heller ikke døde fisk. I dag får Peter og vi at vide, at vi både kan og skal mere end blot lade stå til og give op. Det beder vi Gud give os styrke og mod til. Vi magter ikke alle sammen det hele, men vi magter alle sammen noget. Og i dag, bliver vi mindet om, at vi har fået den betroede opgave, at fremkalde liv og håb i andre menneskers liv.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *