Vækst og tålmodighed

Søndag Seksagesima, Text: Mark, 4,26-32

Tålmodighed er en dyd, siger vi, men det er nu mest noget vi bare siger. Det er i hvert fald ikke tålmodighed der kendetegner hverken vores liv eller samfund i det hele taget her i 2014. Måske snarere det modsatte: Nemlig u-tålmodighed!

Det giver sig selv sprogligt, at det modsatte af tålmodighed er utålmodighed, men i de her år er det som om at ”vækst” er blevet det modsatte af tålmodighed. Og vi har gjort ”vækst” til en dyd. Og måske endda placeret væksten som dyd, på tålmodighedens plads. Lad mig komme med nogle eksempler:

Politikere taler om vækstplaner og vækstpakker. Virksomheder taler om vækststrategier. Og ingen af delene er kendetegnet ved tålmodighed. Vi skal være større, dygtigere, rigere, klogere for at klare os i konkurrencen med de andre.

Børn får mindre og mindre tid til bare at lege eller kede sig. Vi indfører heldagsskole og overlader meget lidt plads til fantasien eller til de børn, der har brug for tid til bare at være børn. Selv børnehavebørn bliver udsat for handlingsplaner og tests, og vi diagnosticerer børn, som aldrig før, og ikke altid til barnets bedste, men måske i lige så højgrad for systemets skyld. Der er dårligt råd til tålmodighed i institutioner og skoler i dag.

Unge skal igennem uddannelsessystemet så hurtigt som muligt. Der er ikke plads til fjumreår eller til at gøre sig erfaringer der ikke har umiddelbar nytteværdi. Vores vækstplaner tvinger helt unge til at foretage valg af uddannelse inden de måske helt er parate til det.

Vores idé om vækst rimer dårligt på tålmodighed. Vi bilder os ind at vi er tvunget ud i rationaliseringer og optimeringer på en hel masse områder, for at vi kan bevare vores velfærdssamfund. Og vækstplanerne smitter også af på succeskriterierne for et godt menneskeliv.

Mange er os er ramt af rastløshed og utålmodighed. Vi vil gerne have det optimale ud af vores liv. Det er der ikke noget galt i, men når det optimale kommer til at handle om, at vi altid vil noget mere end det vi gør/kan/er – så kan det også afføde både frustrationer og stress.

”Hvis jeg nogensinde har gjort værdifulde opdagelser, så skyldes det mere tålmodig opmærksomhed end noget andet talent.” – sådan skulle Isaac Newton have sagt – og det peger på en anden måde at tænke om vækst og værdi.

I dag hører vi om det lille sennepsfrø, der vokser sig større end alle andre vækster. Og det er et stærkt billede på, hvordan vi kan tænke om gudsriget her i verden. Det uundseelige, som har kraft og magt til at vokse og folde sig ud. Som vokser, men som netop vokser i tålmodighed.

Vi er oftest utålmodige og krævende, kræver vækst og resultater straks og ender dermed ofte med ingen vækst. For det værdifulde i vores liv kræver tålmodighed og opmærksomhed, som Newton sagde.

Menneskelivet kan blive som tvangsmodnede smagsløse tomater eller agurker, der blot smager af ingenting eller som at række tungen ud af vinduet. Fra drivhuse, hvor lyset er tændt hele natten, så væksten kan ske hurtigt. Men at vokse kræver tålmodighed. Vi vil have forår i februar, varme og sol, men det tager sin tid endnu.  Børn skal vokse op i ro og mag med tid til at folde sig ud, og vi der er voksne skal give os tid til at det gode liv kan folde sig ud samtidigt med, at nuet skal tages alvorligt og alt ikke kan udskydes til i morgen. Det store, det nærværende og smukke liv vokser lige foran os, i os og mellem os. Selv i vinterkulden, i det farveløse landskab, selv i et lille græsstrå, som Tom Kristensen digt “Græs” fra 1927 beskriver.

Græsset er underligt højt for mig
som ligger med næsen mod jord
bøjer jeg mig så dybt jeg kan
vokser min verden sig stor
under den grønlige spidsbuepark
standser jeg. Her vil jeg stå
tør ej gå vild i det lysende mørke
tør ej gå vild mellem strå
Inde i stråenes dæmrende haller
er der en stemme, der vågner og kalder
et stigende: kommer du nu
kommer du, kommer du, kommer du nu
du nu
Og som et svar
tonen er klar
underbar, drengeklar stemme i mig
endnu ej, nej, endnu ej, nej
men når mit vanvid er omme
da vil jeg komme, da vil jeg komme
da er jeg lille og lykkelig nok.

Ligesom tomater smager bedre, hvis de har fået tid til at modnes ordentligt – sådan smager vores liv også bedre, hvis vi har tålmodighed til at leve det ordentligt. Og i tålmodigheden findes også erkendelsen af, at vi ikke er Herre i vores eget livs drivhus – og at der er grænser for hvad vi kan give os selv af vækstfremmer. I tålmodigheden ligger også en ydmyghed over for livet, hvor vi ikke puster os op, men finder vores plads som mennesker. Det gør os mindre, og samtidig livet større – det gør os mindre, og Gud større.

Vi ved ikke præcis, hvad Gud vil, at vi skal blive til. Mange af vores frustrationer og meget stress kommer måske af, at vi vil være noget, vi ikke er bestemt til at blive. Måske vinder vi hele verden og bøder med vores sjæl, måske får vi aldrig tilfredsstillet eller opfyldt vores ambitioner – det kan der være mange grunde til – uanset hvad vi gør eller ikke gør. Uanset graden af vores tålmodighed. Det kan være en befrielse at overgive sig til, at vi ikke er forudsætningen for vores egen styrke og vækst, men at det er Gud der er det. Og at forstå Gud som forudsætningen for vores liv, er også at slippe tanken om hvad vi skal gøre for at vores liv lykkes eller giver mening – det er også at slippe forestillingen om at vi kan kigge Gud i kortene eller tage ham i øjesyn.

En forudsætning kan man ikke få fat i eller holde op foran sig, for så er det ikke en forud-sætning. Forudsætnigen har vi altid bag os, og som forudsætning er Gud skjult – som den kraft der giver kornet styrke til at vokse, og os mennesker styrke til at folde os ud af os selv og får os til at gro, så andre måske kan bygge rede i vores skygge.

Guds riges vækst er en helt anden idé om vækst end den vi har sat op som mål i vækstpakker og vækststrategier. Den kan ikke hverken måles eller testes eller tages prøver af. Den virkelige vækst foregår i det stille og i skjul for vurderende blikke og rationaliserende handlingsplaner.

Men at Gud er forudsætningen for det liv der vokser i os, betyder ikke, at vi ikke skal gøre os umage med at forvalte det på en måde, så det også bliver til liv for andre – men det betyder at vi må øve os i tålmodigt at stole på at Gud lader det vokse, som skal vokse. Og det hjælper ikke hverken at bekymre sig om det, eller skynde på det. Guds riges vækst – det egentlige liv, lever i langt hørere grad af det vi kan slippe og give fra os, end det vi kan rage til os. Det mest uanseelige kan vokse sig stort, og Gud har heldigvis en himmelsk tålmodighed med os.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *