Menu Luk

Tro og bekendelse

Tekst: Matt. 16,13-26

Peter bekender sin tro på at Jesus er Kristus, den levende Guds søn. En ultrakort trosbekendelse, der alligevel siger det hele. Trosbekendelser kan have mange former. Lange og dogmatiske, personlige og helt uortodokse eller måske bare en enkel bøn i en sen nattetime. Den salme vi lige har sunget er også en trosbekendelse. ”Hvad mener I om Kristus? Det er det kristne evangelium på kort form, næsten som den apostolske trosbekendelse, som vi sang lige før og som de tre små piger i dag har bekræftet i deres dåb.

 

Da Peter bekendte sin tro, den dag ved Cæserea, var der meget på spil. Det handlede om liv og død. Det handlede om, hvorvidt han turde sætte sit liv i spil – og på spil. Sådan er det ikke i dag – i hvert fald ikke her hos os. Vi har heldigvis tros- og tankefrihed her i landet, og det koster ikke alverden at sige hvad man tror på. Måske nok lidt mod i nogle sammenhænge, men det koster ikke livet.

 

Den apostolske trosbekendelse er en gammel sag. Og når vi siger den – eller synger den, lyder den måske også som en gammel formular. Den blev til gennem en proces der strakte sig over flere hundrede år, en proces som blev igangsat fordi man havde behov for at kunne udtrykke troen i kort form – både for at definere hvad der var særligt kristent i forhold til andre religioner, men også til at bruge i forbindelse med dåbsundervisning og dåb.

 

Den apostolske trosbekendelse bygger på både Bibelen og traditionen og hører – sammen med den mere polemiske nikænske trobekendelse – som også står bag i salmebogen – til blandt de ældste kristne formuleringer. Og derfor har den stor værdi. Kristne i hele verden har igennem generationer og århundreder sagt de store ord, som ikke alle kan forstås, men som man alligevel godt kan leve på og bygge tro på.

 

Flere gange – også her for nyligt, har man diskuteret om man ikke skulle formulere og beslutte en ny trosbekendelse. For der er mange der får dele af trosbekendelsen galt i halsen: Forsagelse af djævlen. Den almægtige Gud. Jomfrufødslen. Fortabelsen.  For mange er det svært at sluge hele pakken. Og spørgsmålet om, hvorvidt man skal tro på trosbekendelsen for at kalde sig kristen, er et spørgsmål som gemmer på en problemastisering med mange forgreninger, men det ændrer egentlig ikke ved, at det umiddelbare og enkle svar må blive: Nej! Nej, man skal ikke tro på trosbekendelsen. Trosbekendelsen er ikke kristendommens facitliste. Man tror ikke på trosbekendelsen, men man udtrykker sin tro på Gud gennem trosbekendelsen.

 

Den apostolske trosbekendelse, er den bekendelse, der igennem århundreder har fungeret som en væsentlig og uomgængelig vejleder ved at forsøge at udtrykke, hvad der er det umistelige i den kristne tro, og som er fuld af billedskabende ord, der giver plads til associationer og refleksioner.

 

Samtidig bærer ordlyden og dele af tankegodset i bekendelsen også præg af at være blevet til i en anden tid og historisk situation. Og netop det forpligter – selvfølgelig i respekt for traditionen – os til at forsøge at udtrykke troens og troslærens formuleringer på en ny måde, så de taler ind i vores tid. Det er den måde kristendommen og troen kan blive ved med at være levende i blandt os. Det er det vi gør når vi samtaler om tro, og når vi forsøger at formulere os om hvad vi tror på.

 

I hver eneste generation må vi reflektere over ordene og deres betydning. Nogle af de problemstillinger som optog de gamle, er i vores tid betydningsløse eller måske endda meningsforstyrrende, hvis man bruger alt for meget energi på det. Der er også led, som kræver en grundig fortolkning og oversættelse til nutidige begreber, hvis de skal sige os noget.

 

Trosbekendelsen bruger de store ord, og der er noget meget værdifuldt i at gentage dem og læne sig op af dem- og bokse med dem-  igen og igen igennem et helt liv. Trosbekendelsen er ikke noget vi kan hente i os selv – som Jesus siger til Peter efter hans bekendelse:  ”Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene” – sådan er det også for os. Bekendelsen finder vi ikke selv på.

 

Den udspringer ikke af hverken vores fornuft eller følelser. Bekendelsen er en reaktion på Guds handling. Først handler Gud, så bekender vi – på samme måde i dåben.  Når de tre små piger i dag er blevet døbt og er favnet og båret af Guds kærlighed til evigt liv – så er det ikke fordi de først bekendte og præsterede en stor tro. Nej dåben og frelsen er alene Guds handling med os mennesker. Vi kan hverken gøre fra eller til i forhold til det liv Gud skænker os.  Vi kan kun tage imod det i tak og bekendelse.

 

Som vi skal synge lige om lidt i Jørgen Michaelsens salme:

 

For troen er ikke

hvad andre kan veje

og måle med kløgt –

men frygtløst at kaste

sig ind på den frelse,

som frit har os søgt.

 

At tro er at stille

sig ind under ordet,

som myndigt får røst

– at finde sig tiltalt

og tåle dets sandhed

og gribe dets trøst.

 

Troen er en gave, og Gud lægger de store ord i vores hjerte og i vores mund, som han gjorde det ved profeten Jeremias og som han også gjorde det ved Peter. Helt enkelt og umiddelbart svare Peter med en bekendelse af Jesus som Kristus, Guds søn. Men straks efter begynder forbeholdene… Hvad er meningen? Hvordan skal det forstås?

 

Peter går i rette med Jesus, da konsekvensen af kærlighedsbudskabet går op for ham. – altså at Jesus må dø. Lad det ikke ske, siger Peter. Er det virkelig nødvendigt? Og Jesus reagerer ret voldsomt: ” Vig bag mig, Satan” –lad ikke bekymringen for, hvad du selv kan stå inde for styre og begrænse Guds kærlighed.  Vi har så svært ved at fatte og rumme, hvor omfattende og radikal Guds kærlighed er – og derfor kommer vi meget ofte til at gøre den mindre. Når vi forsøger at sætte Gud i perspektiv efter vores egen begrænsede målestok, går det altid galt.

 

Man hører tit præsten prædike:

Gud kan hjælpe dig

Du tro

Du bør bliver anderledes

Du skal leve som et Guds barn

Du vil få evigt liv

 

Og måske tænker du, når du hører det:

Gud kunne have hjulpet mig

Jeg måtte have troet

Jeg burde være blevet anderledes

Jeg skulle have levet som et Guds barn

Jeg ville have fået et evigt liv

 

Og det er de her forbistrede hjælpeverber der reducerer evangeliet til slet og ret moral. Det bliver drysset ud over os i ubetænksomhed i et fromt forsøg på at nærme os Gud.  Men Gud har ikke brug for hjælpeverber. Evangeliet taler kun i hovedverber: Jesus lever! Gud er kærlighed!

 

Evangeliet siger ikke Gud burde have været kærlighed! Gud være kærlighed! Gud skulle have været kærlighed! Gud kunne have været kærlighed! Gud vil være kærlighed – eller Gud burde have måttet kunne villet være kærlighed!

 

Den kristne trosbekendelse indeholder ikke ét eneste hjælpeverbum, Det kristne budskab er ikke beskåret og begrænset. Jesu forsoningsdød var total. Hans opstandelse var fuldstændig. Syndernes forladelse er betingelsesløs. Den kristne frihed er hel og udelt. Guds kærlighed er grænseløs.

 

Hjælpeverberne reducerer evangeliet til morallære, og har ikke noget at gøre i forkyndelsen. De gør kun skade. De gør også skade i vores bedømmelse af os selv og andre.

 

Hjælpeverber kan ikke stå alene. De snylter på indhold. Men de kan heller ikke stå sammen med evangeliet. For evangeliet er enestående og når vi forsøger at nærme os det med hjælpeverber, lægger vi en tåge omkring kirkens dybeste sandhed, nemlig at Gud er kærlighed! Vi forvirrer gudsbilledet, så vi kommer til at tro at vi kan, må, burde og skal gøre os fortjent til hans kærlighed. Gud er kærlighed. Helt enkelt og uden forbehold, og vi er hans elskede børn, helt uden begrænsninger og krummelure.

 

 

Gud udvalgte Peter som grundlægger af kirken. Og det var et helt igennem vanvittigt valg. For Peter var en hverken særlig karakterfast eller from. Han var i sine følelsers vold – forvirret, tit for meget og endnu tiere for lidt.

 

Og meget kunne være gået galt. Men vi er her endnu. Trods Peters svigt langfredag. Trods disciplenes angst, og opgivenhed i dagene efter Jesu død. Trods alle kirkehistoriens uhyrlige fejldisponeringer. Trods tåbelige præster. Trods svigtende menigheder. Trods intern splid. Trods kritiske røster og dårlige medieomtale. Trods almindelig ligegyldighed overfor budskabet. Trods skiftende tiders luner og tendenser. Vi her endnu. For kirken hviler ikke på menneskers kræfter og evner eller mod alene, men på det ord, som Gud til enhver tid lægger os i munden. Det ord, som intet, hverken død eller liv, eller noget kommende, eller noget i det høje eller i det lave, kan få bugt med.  Guds ord – Guds kærlighed –  er en klippe lige midt iblandt os. Til forargelse og forbavselse, mening og meditation, til helse og håb, til visdom og visioner, til tro og til trøst. Amen

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.