Tro i det små?

Søndag Septuagesima /Text: Mat 25,14-30
Den her historie kunne ligne en omvendt Klods Hans. Det ligger dybt i os, at det ikke er de kloge, rige og kønne brødre der skal have prinsessen og det halve kongerige. Det er Klods Hans – ham som ingen regner med, fordi han ikke rigtig duer til noget. Og vi danskere elsker den slags historier. Historien om kontanthjælpsmodtageren der vinder en milliongevinst i Lotto, eller naboens datter, som altid er blevet mobbet, der pludselig finder sin rette hylde og vinder X-faktor. Ikke nødvendigvis fordi vi ønsker det skal gå de kloge og rige brødre dårligt. Vi kan bare godt lide at rollerne bliver byttet rundt. At ham som har det svært, får lov at prøve hvordan det føles at have det nemt – og omvendt, at de mennesker der altid ligesom skøjter ovenpå – er født under en heldig stjerne som vi siger, lige prøver hvordan virkeligheden også kan være. Det er sundt for dem, kan vi endda finde på at sige. Den her historie er helt anderledes. Dem som har – får mere, og ham som har meget lidt, han mister det lidt han har. Historien her er lige omvendt den klassiske afslutning på et eventyr.

“Talent” er oprindeligt betegnelsen på en vægtenhed. På Jesu tid var en romersk talent lig med cirka 30 kg sølvmønter. At ordet sidenhen er kommet til at betyde noget med særlige evner, som i eksempelvis talentshows, skyldes blandt andet den her historie om talenterne – om rigmanden, der drog ud på rejse og betroede sine tre tjenere en stor sølvskat på hhv. 5, 2 og 1 talent – alt efter evne.

Det er nærliggende at tænke at historien er en omvendt Klods Hans, der handler om hvor meget de hver især har og tjener/om profitten. Men det gør den ikke. Jesus beskæftiger sig aldrig med almindeligt købmandsskab. Han gør tværtimod op med gerningsretfærdigheden – at vi får som fortjent. Han ville aldrig fortælle en historie, der går ud på kun at rose dem der har succes i livet, og lykkes med deres investeringer. Det er ikke det historien handler om.

Men hvad handler den så om? Er rigmanden et lunefuldt magtmenneske, der leger kispus med sine tjenere og sætter – i sær den sidste – på en ret umenneskelig prøve? Så kunne man forstå historien som en kritik af samtidens magthavere – og Jesus fattige tilhørere ville umiddelbart forstå den tredje tjeners opgivende holdning, og genkende uretfærdigheden, af at få frataget alt. Eller udtrykker rigmanden i virkeligheden både stor tillid og stor generøsitet i forhold til sine tjenere? Så er den tredje tjener med rette blevet fremstillet tragisk. Han kan ikke se, han har fået store muligheder, måske er han endda misundelig over at de andre tjenere har fået mere end ham – og holder sig selv fast i en offerrolle. Når Jesus fortæller lignelser, så handler de altid om forholdet mellem Gud og os mennesker. Altid. De giver os et billede på hvordan Gud er. Og derfor er det ikke en historie om en lunefuld tyran der leger kispus med sine tjenere. Det er ikke en historie der handler om fortjeneste og straf, men en historie der handler om at Gud er generøs med sin nåde og kærlighed, og om at vi ikke skal være bange for at leve – En historie der giver inspiration til enhver af os, der ønsker at leve sit liv fuldt ud.

For at forstå pointen, må vi tage fat i forskellen mellem de to første tjenere og den tredje tjener. For den væsentlige forskel er ikke at de to første lykkes med deres investeringer, men hvad er det så? Søren Kierkegaard tilføjede en fjerde tjener i historien. En, der ligesom de to første tjener vovede noget med deres herres penge, men som i modsætning til dem tabte investeringen, så han ikke engang kunne betale herren den oprindelige sum penge tilbage. Og Kierkegaard slutter sit tankeeksperiment om den tænkte fjerde tjener, med at sige: ”Mon han dog ikke snarere fandt tilgivelsen end hin forsigtige?”

Forskellen mellem tjenerne er ikke om de vinder eller taber. Den afgørende forskel er, forskellen i vovemod, eller kunne man sige: forskellen i tillid til herrens storsind. Den tredje tjeners synd er, at han ikke tror herren har råd og sind til at tabe sin investering – og dermed gør han sin herre meget lille.

Herren har taget sig råd, og han ønsker, at hans tjenere skal gøre det samme! De skal spille med, investere, tage chancer – med den risiko at de taber . Og det er pointen i dag: Det er bedre at gøre det bedste man kan i tillid til, at det er nok – end slet ikke at gøre noget. Det værste vi kan gøre, er, at lade være med at gøre noget. Vi skal turde kaste os ud i livet – i tro på at det kan bære. Carpe Diem – grib dagen!  Det handler Benny Andersens morgenhymne om, som nok kan gøre de fleste af os lidt forpustede:

I dag skal der leves, folkens!
Vi er allerede i gang
startede tidligt i morges
vand i ansigtet
kaffe i halsen
et rask skænderi
og lidt morgenavis.
Vi mangler stadig latteren
arbejdet
kærligheden
og et par måltider til
så mere kul på, folkens!
Nye ideer modtages gerne
Hvad med uden forklaring
at gi grønthandleren et kys
eller ta frakken omvendt på
Det skal mærkes at vi lever
Musik må der til
og blomster til alle
hvem ved,
en enkelt banan måske
Øs hele din sjæl
og opfindsomhed ud
hold kroppen i gang
så den damper
thi hellere dampe end støve
Skriv tredive breve
og plant et træ
efterlign et par fuglestemmer
tillæg din kone en frygtelig last
og tilgiv hende på stedet
det er alt sammen tegn på liv
Endnu er dagen spæd
du kan nå en masse
inden du segner
livstræt om
for i dag skal der sørme leves..
overdriv for en gangs skyld:
Thi kendes for ret:
Du er dømt til at leve!
Du må ikke kassere
din skæbne tværtimod
tage den på dig
Fyld den ud
som din hud!
Bid livet i låret
Find fremtiden frem
Rut med planer
og visdomsord
Brug store ord i massevis

Og ja, det er vi gode til det med de store ord – og man bliver forpustet både af Benny Andersen og måske også af evangeliets insisteren på at vi skal investere af os selv. Det er for meget, sådan en kold januar morgen, hvor det er prisværdigt at vi dog er kommet op og herhen i kirke. Vi kunne også være blevet hjemme under slumretæppet. Gud forlanger ikke af os, at vi skal have et særligt højt energiniveau. Livet er ikke nødvendigvis en lang lidenskabelig energiudladning, som hos Benny Andersen. Gud forlanger heller ikke af os, at vi skal redde hele verden, men han forlanger af os, at vi skal være tro i det små. Hvad vil det sige? Måske er det at øve sig i at leve i tillid til Guds nåde og kærlighed, så vi bliver mindre bange for at falde – og falde igennem, når vi gør noget vi ikke er sikre på. Måske er det at være tro i det små –at være trofast overfor sin familie og venner, også når det er svært. Måske er det at vove at sige til eller fra, når noget er forkert. Måske er det være opmærksom på hvem der har brug for vores hjælp i vores nærhed. Måske er det tage imod livet som en gave.

Der er stor inspiration at hente i historien om de betroede talenter, for os, som gerne vil leve fuldt ud. Den giver os anledning til at tænke over, hvad det er vi har fået betroet. Hvad betyder det, at skulle være tro i det små, for dig?

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *