Tid

Til Bøn&Brunch i søndags blev Enigmas “Return to innocence” vist. Musikvideoen kan ses på youtube. 16. søn. eft. trin, Tekst: Opvækkelsen af Lazarus, Joh. 11

Alt har sin tid”, lyder det mest citerede sted i Prædikerens bog. Problemet er, at alt ikke får sin tid. Man afbryder, man skynder sig og skynder på – og tiden bliver for kort. Eller man trækker tiden ud. Der sker ingenting, og tiden bliver for lang.

 

 

Her i Norden lider vi ikke af hungersnød – men af tidsnød! Tidsnød er en mangelsygdom, som flere og flere lider af. Og det er samfund, som har ambitioner om at spare tid og vinde tid, der rammes af tidsnød. En række stressrelaterede symptomer kommer for dagen. Vi bliver uopmærksomme, ukoncentrerede, trætte, får ondt i hovedet og i maven og i hukommelsen… Og for alle disse symptomer findes der egentlig ikke anden form for hjælp, end et forandret forhold til tiden.

Når man lider af tidsnød og til stadighed har for meget at gøre, må vejen til sundhed være at skære ned på det, man gør. Det lyder enkelt – men enhver der har været ramt af stress – ved at det ikke er let.

En rod til problemet er, at mange af os allerede med modermælken har suget det ideal til sig, at fylde tiden med så meget som muligt. Vi har lært, at jo mindre tid vi bruger på hver ting, vi gør, desto dygtigere er vi. Jo mere, jo hurtigere, desto bedre.

Der er prestige i en fyldt kalender. En fyldt kalender giver os en følelse af at være betydningsfuld. Det er ikke sjovt at skulle sige, at man har god tid, for siger man det kan man lige så godt sige at man ikke er noget spændende menneske! Vi bilder os selv og hinanden ind at travlhed gør spændende

Alt levende har sin rytme, sin puls. Den rytme mister man kontakten med, når man jager af sted. Kravet om at nå meget på kort tid er en anden lov end den, der er skrevet i vore kroppe. Det forhøjede blodtryk og hjertebanken: alt råber til vores sunde fornuft og vores samvittighed om at lytte indad til livets egne love. Når vi stresser så meget, at kroppen protesterer, så er det skaberen selv, der protesterer, og som byder os at respektere livets egne love og de rammer der er givet os.

Et tydeligt tegn på at man har for meget om ørerne, er at glæden forsvinder. Lysten går over i modvilje, træthed og lede. Det, som før smagte godt. Det står pludselig en lang ud af halsen.

Der er to spørgsmål man kan stille sig selv af og til: Hvad har jeg for meget af i mit liv? Hvad belaster og presser mig? Hvad har jeg for lidt af? Hvad er det, jeg savner og længes efter?

Og når man ser svarerne på de spørgsmål, så kommer det næste: Hvordan kan jeg forandre? Hvordan kan jeg få mere liv ud af tiden?

Når man ser tilbage på sådan et helt levet liv, som vi gjorde det i musikvideoen: ”Return to innocence”, lige før – så kan vi blive helt forpustede over den tid der er gået, siden man var et helt lille uskyldigt barn der blev døbt, ligesom Elias, blev det i dag. Bare vi kunne skrue tiden baglæns, siger vi nogle gange, hvis der er noget vi gerne ville have gjort anderledes. Men egentlig ønsker vi det jo ikke, altså at skulle leve livet forfra.

Tiden går, siger man. Snart hurtigt, snart langsomt. Nogle gange snegler tiden sig af sted – andre gange raser den – og man øger automatisk farten for at følge med. Men det hjælper ikke. Jo mere, man jager, desto mere jaget bliver man. Det eneste, der hjælper, når tiden raser af sted, er at standse op, at vende sig om og møde den.

Det er en befriende tanke, at tiden KOMMER. Tiden kommer til os øjeblik for øjeblik. Time for time. Hver morgen møder vi en ny dag. Der er en evighed til forskel mellem det at møde tiden og det at haste efter den, eller have den jagende i ryggen

Martha sagde til Jesus: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død” – og anklager ham dermed for ikke at være kommet i tide. Hun tror at han er kommet for sent. Men Gud kommer aldrig for sent! Og Jesus siger da også til hende: ”Din bror skal opstå.”

Martha misforstår ham og tror at han taler om noget der skal ske i fremtiden. Hun svarer afvisende og med sorg i stemmen: ”Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag.”

Martha ser opstandelsen i et fremtidsperspektiv og der er lang tid til den, så hvad nytte gør den egentlig nu? Hvilken trøst giver det hende lige nu? De fleste af os forstår hende nok. Vi kender godt det, at livet pludselig ændrer sig i en grad, så vi har lyst til at give helt op, fordi det føles som om meningen pludselig er borte. Vi kender godt det at have så travlt, at vi mister glæden. Vi kender til at være der, hvor vi føler os helt alene eller hvor vi overlever i stedet for at leve – vi kender godt Marthas situation. Og derfra er der lang vej til fremtidens opstandelse! Mørkets bølger slår sammen om hende.

Men, så er det, at Jesus giver hende og os et nyt perspektiv på opstandelse. Han kalder meningen i hendes liv frem igen, kalder på Lazarus og viser dermed i handling, at mørke ikke er mørke for Gud, men at Natten er lys som dagen, Mørket er som lyset.

Trøsten i opstandelsen er ikke bare i fremtiden. Opstandelsen handler også om her og nu. Det havde Martha bare ikke set. At tro på den er at tro på, at natten ikke varer evigt, i den findes dagen allerede. Meningen kommer igen efter det meningsløse. Opstandelsen er også et nutidsperspektiv.

Fortællingen om opvækkelse af Lazarus, er selvfølgelig en tegnhandling. Altså noget, Jesus gør, for at vise os, hvordan det vil blive, når Guds rige kommer. Så skal det nemlig være sådan, at døden ikke vil være her længere. Men fortællingen siger også mere end det. Den illustrerer, hvordan Gud altid kan finde vej ind i vores mørke, ind i de svære dage, vi måtte bære rundt på; der hvor vi tror, at alt håb er ude, og at ingenting vil ændre sig; de dage hvor tiden går alt for hurtigt til at vi kan fylde den med liv, ja, da er det en fortælling om, at Gud kan gå ind og skabe noget nyt. Ligesom han engang skabte alting ud af intet.

“Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” “Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed.”

Fortællingen kan vi tage med os, også når livet er svært, og vi synes, at vi ikke rigtig kan se nogen ende på det, der gør ondt.

Så kan vi her se, at Guds magt er større end vores; hvis vi ikke kan, ja, så kan Gud hjælpe os og finde en vej ud for os; en vej ud til nyt liv og nye muligheder og ny tid.

Det er en fortælling om, at Gud altid kan finde os – i døden, i fortvivlelsen, i håbløsheden, ja, der er ikke nogen steder, hvor ikke også Gud kan være. Og når vi synes, at mørket lukker sig omkring os, og vi ikke ser nogen vej ud, så spørger Jesus efter os.

Som her, hvor han spørger Martha og Maria: “Hvor har I lagt ham?”

Gud bliver ved med at lede efter os. Og han opgiver os aldrig.

Og selv der, hvor vi synes, der er mørkest, da kommer Jesus til os og siger: “Hvis du tror, skal du se Guds herlighed.”

Og når du synes, at der ikke er noget at tro på, ja, så tror jeg for dig. Tror på, at livet igen kan give dig nye muligheder og nye chancer. Tror på at din tid kan blive fyldt med liv, og øjeblikke af evighed.

Fortællingen om Lazarus handler også om vores opstandelse. Og opstandelse, det er mange ting.

· Det er den dag, hvor Jesus kommer igen og rejser os op til evigt liv. Når vi skal høre ham sige, ligesom han sagde til Lazarus den dag: “Kom herud.”

· Men opstandelse, det er også, når vi forstår, at Gud er hos og at vi aldrig skal klare noget alene.

· Det er, når vi får troen på livet tilbage efter nogle svære dage.

· Det er når Guds hænder rækker frem mod os og kalder på os – måske gennem et andet menneske, eller når vi hører Gud tale til os gennem bønnen.

· Opstandelse, ja, det kan være den dag, vi igen mærker luften og sanser naturen omkring os. Som i dag, hvor vi siger Gud tak for de gaver han har givet os i årets høst.

· Opstandelse er også, når vi mødes, som her i dag, til gudstjeneste, her hvor vi kommer ind med hver vores liv i ryggen, og går herfra med Guds ord i ryggen, Guds ord om, at han vil være hos os alle dage.

Tiden kommer til os øjeblik for øjeblik. Time for time. Hver morgen møder vi en ny dag. Og der er en evighed til forskel mellem det at møde tiden og det at haste efter den, eller have den jagende i ryggen

Kristus siger også til os i dag: “Tror du, så skal du se Guds herlighed!” Tror du, skal du se. At hver dag står livet op på ny. Hver dag er nye muligheder.

Kristus kalder os ud af graven, når vi befinder os i et dødvande af tidstyranni, stress og misbrugte muligheder. Så råber han til os inde i mørket – ”Kom herud”. – og han løser os fra de bånd vi er bundet af, og vi får ny tid, nye muligheder, nyt liv forærende.

Som Kierkegaard sagde: Gud er, at der er mulighed. Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *