Taknemmelighedsgæld

14. søn eft. trin

Det er ualmindeligt skønt vejr i dag, i hvert fald her i 2011. Ualmindeligt vejr kan gøre en ganske almindelig dag, ualmindelig dejlig.

Der er stor forskel på dage – men for de fleste af os er der også helt almindelige hverdags rutiner, der gør, at vores dage alligevel bliver lidt forudsigelige… Det kan der være noget sindsygt deprimerende over… at den ene dag tager den anden, som vi siger… men det kan også indimellem være dejligt med alt det velkendte i vores dage. Man føler sig hjemme i dem som et par godt udtrådte sko. Det er ikke bare noget selvfølgeligt. De er noget godt.

Nu skal I høre en historie

Det var engang, hvor Jesus gik ad en vej nær ved samaritanernes land. Et stykke vej forude lå der en landsby, og uden for den stod der en flok spedalske mænd.

De stod et stenkast fra landsbyen, og det gjorde de klogt i. For de havde ikke noget at gøre i almindelige menneskers normale liv.

De råbte ”uren, uren” og tiggede om mad. Og folk gik en stor bue uden om dem. De var udstødte fra samfundet som levende døde. Kom de for nær, jog man dem fra sig med væmmelse og stenkast.

De ni af de spedalske var ellers jøder og den tiende samaritaner. Men det var dårligt til at se forskel på dem, som de stod der i deres elendige laser, forkrøblede af deres modbydelige sygdom.

Før de var blevet syge, havde der vel været stor forskel på dem, som der er mellem mennesker: Forskel på rige og fattige, indenfor og udenfor. Men spedalske er for langt ud til at regne med den slags. Selv en uren samaritaner gjorde hverken fra eller til i flokken.

Der var kun én forskel, som virkelig gjaldt. Forskellen mellem dem og så de rigtige, levende mennesker. Som havde en hverdag, og som endda var så lykkelige, at de kunne brokke sig til hinanden over den.

”Hav barmhjertighed med os! Hjælp os! ”råbte de til folk, der gik forbi. Men det var småt med barmhjertigheden. Frygten og væmmelsen var større. Og der var smidt flere sten end brød efter dem den dag.

Da Jesus og disciplene kom, begyndte de at råbe deres sædvanlige remse: ”uren, uren, hav barmhjertighed med os, hjælp os!” Så genkendte et par af dem Jesus, og de råbte: ”Jesus, mester, hvis du vil, kan du rense os””

Jesus standsede, og så gik han hen til dem. Han gjorde ikke noget særligt. Han talte bare til dem, som man taler til rigtige mennesker: ”Ja, jeg vil” sagde han. ”Gå hen til præsten og lad ham undersøge jer og erklære jer for raske!”

Det var det hele.

De spedalske så forbløffede på hinanden. Jesus havde allerede vendt ryggen til dem og var gået, som om alting var i orden.

Tøvende begyndte de at gå for at finde en præst, som han havde sagt. For hvad skulle de ellers gøre? Og mens de gik mod byen, forlod spedalskheden dem.

Imens var Jesus gået videre ad landevejen. Nu kom der en snavset og laset fyr løbende efter ham. Han råbte forpustet, mens han løb, og det eneste, man kunne få fat i, var, at det var noget med Tak.

Så kastede han sig ned på knæ foran Jesus og blev ved med at gentage, at han ville sige tak til Gud, fordi han var blevet rask og havde fået hele livet forærende igen.

Det var tydeligt nok en af de spedalske fra før. Og man kunne høre på accenten, at det var samaritaneren.

Jesus tog ham ved hånden og rejste ham op: ”Din tro har frelst dig”, sagde han. Og samaritaneren strålede og sagde, at nu var hans dage velsignede, fordi han vidste hvem han kunne takke for dem.

”Men hvor er de ni andre blevet af?” spurgte Jesus. ”I var jo ti spedalske før, og I blev alle sammen raske, ved jeg. Var du virkelig den eneste, der syntes, at det var noget at sige Gud tak for?” (inspireret af Bibelhistorier til hverdagsbrug, Ingrid Schrøder-Hansen)

Samaritaneren kunne kun tale for sig selv, og det kan vi andre også. Skal vi gætte, hvor de ni andre var blevet af, så må vi gætte ud fra det vi kender selv:

De var nok blevet så vildt glade og overraskede og befriede, at de var på vej hjem til hver sit, til deres familie og venner og det helt almindelige liv, som de savnede og slet ikke kunne vente med at komme i gang med igen. Det liv, som hurtigt bliver en selvfølgelighed, og som hovedsageligt består af helt almindelige dage, og det derfor ikke er så tit, vi kan se, at der er noget at sige tak for.

Det vil være så godt for os, hvis vi bliver bedre til at leve vores liv i taknemmelighed. Det er ikke for Guds skyld vi skal takke, det er for vores egen skyld.

Jesus spørger ikke hvor de ni andre blev af, fordi han er såret over at de ikke kom tilbage for at sige tak. Det er ikke for hans skyld de skulle vende tilbage og takke, det er så sandelig for deres egen.

Samaritaneren havde blik for livets dybere mening. Han sagde Gud tak. Han vidste, at livet ikke skyldtes ham selv, ja, at han slet ikke havde krav på livet. Det vidste de øvrige ni muligvis også, men det siger fortællingen ikke noget om.

En lille takke-pause havde gjort de ni forhenværende spedalske godt. En lille takke-pause gør også os godt. Den minder os om, at vi ikke skal bære livet selv, at vi ikke er alene, at der engang var én, der sagde: “Kom til mig, alle I som er trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile!”

_ _ _

”Kom lad os brokke os, det er jo det vi har det bedst med” sang Steffen Brandt engang i stenalderen. Danskerne er så sure, for vi er en nation af brokkehoveder. Vi brokker os over de gamle, vi brokker os over de unge, vi brokker os over indvandrere, vi brokker os over naboen, vi brokker os over borgmesteren og staten, vi brokker os over vejret..

Og ord har magt. Brokker vi os, -så bliver vi sure, ser vi det positive og siger: “Tak”, -så bliver vi taknemlige. Så kan vi fokusere på det vigtige i livet, fremfor at have travlt med ligegyldige petitesser, som, om håret sidder rigtigt og om det regner på vores fridag.

Det ville være dejligt hvis vi som Grundtvig, når vi føler os trætte og modløse og i vores livs efterår, -uanset om det er i slutningen af vores liv, eller om det blot er en periode, hvor alt synes imod os og uden glæde, –
hvis vi da kunne sige:
Ham takker alle vi med sang,
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet.

Eller hvis vi som den ene af de ti spedalske fra dagens tekst, finder tid til at undres over det vi gives og dermed takke for det.

Dietrich Bonhoeffer – tysk teolog og præst – skriver et sted. “I hverdagen går det sjældent op for os, at vi får en hel del mere end vi giver, og at det kun er med taknemmelighed at livet bliver rigt”.
Det er kun med taknemmelighed at livet bliver rigt! Er det sandt – er taknemmligheden virkelig så stærk en kraft eller livsindstilling at den kan forvandle vores liv fra gråt til farvet?

Der var engang én der opfordrede mig til hver aften at finde tre konkrete ting fra dagen at sige Gud tak for. Det var en god opfordring, for den form for rutine kan øve os i at fokusere og blive opmærksomme på alt det gode og smukke vi har i vores liv. Og det er også en øvelse i, at sige alt hvad jeg har, det har jeg fra Gud. Taknemmelighed og ydmyghed overfor livet hænger stærkt sammen.

Så jeg giver opfordringen videre – når du går i seng i aften, så brug lidt tid på at finde tre konkrete ting, som du vil sige Gud tak for.

”Jeg vil ikke stå i taknemmelighedsgæld til dig”, kan vi finde på at sige – og hvad er det egentlig for noget crap. Det ligger helt grundlæggende i os danskere, at vi har et behov for at ville betale tilbage. Når vi har været inviteret til middag hos naboen, føler vi også at vi bør gengælde med en invitation. Når vi har fået en gave, føler vi også at vi bør give en gave tilbage. Egentlig er det noget pjat. Hvad med bare at sige: ”Tak”! – og så glæde sig over det man har fået. Når man siger af hjertet ”Tak”, så ligger der jo en anerkendelse af, og en glæde for, en gave man ikke kunne gøre krav på. Og hvad mere er der at sige?

Vi mennesker står i en evig taknemmelighedsgæld til Gud. Alt hvad vi har, det har vi fra Gud. Vi kan ikke gøre gengæld, eller betale tilbage, eller rigtig gøre noget der batter i det forhold – men vi kan sige ”Tak” – Vi kan leve vores liv i taknemmelighed og en anerkendelse af, at vi dagligt får liv vi ikke kan gøre krav på.

Det er dybest set det en høstgudstjeneste handler om. At takke Gud for alt det daglige brød og liv, som ikke er selvfølgeligheder, men Guds gode gaver til os.

At være menneske, når det er godt, er at være del af noget større. Den der, som vi siger, hviler i sig selv, hviler underligt nok altid i noget andet og mere end sig selv.

Hele bliver vi ikke i -eller af os selv. Vi helbredes, vi føres, og vi frelses af ord større og mægtigere end dem, vi kan sige os selv. Ord vi kan hvile i. Ord som møder os, der hvor vi er. Også når vi er nær mørket. Ord, som gør mørket fremkommeligt ved at se det i øjnene. Men sandelig også ord, som peger ud mod horisonter uden for alt vores mørke. Ord om lys, nåde og barmhjertighed på trods.

Der findes Guds ske tak og lov, ord som forløser. Ord som heler. Gode stærke ord, som skraber levende væv frem i os og giver os hjerter, der kan banke også i taknemmelighed. Taknemmelighed til Gud for hans kærlighed og nåde. For frelse og heling af os i Jesus Kristus. For alle de gode dage, hvor vi heledes. For de dage giver vi Gud æren og siger Gud tak. Men vi beder så også at Gud i det hele taget vil være med os hver især – uanset hvad der sker og hvordan det går.

Som Blaise Pascal udtrykker det:

”Jeg bér dig Gud
Ikke om sundhed
Ikke om sygdom
Ikke om liv
Ikke om død:
Men det be´r jeg dig om: at du vil råde
over min sundhed
over min sygdom
over liv og død
Til din ære, til min frelse.
Du alene ved, hvad der tjener mig bedst”

Amen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *