Tak for alt!

5. søn. eft. påske. Text. Joh 17,1-11

Jeg har været i gang med at læse Søren Ulrik Thomsens nyeste bog, med den lidet mundrette titel: ”En hårnål klemt inde bag panelet – noter fra eftertiden”. Den er både sjov og begavet. Jeg faldt over et sted, hvor han fortæller om det at skylde et andet menneske tak:

Eftersigende tilgav Hemingway aldrig en mand, der havde hjulpet ham, og tankevækkende nok var det da også sjældent skribenter, hvis manuskripter jeg afviste, der skulle vende sig imod mig, men især mennesker, hvis digte jeg.. gav gode ord og en anbefaling med på vejen: ”Tak for alt” som en af dem skrev til mig i sin nytrykte bog. Til at begynde med nærer digterspiren måske en ægte beundring for den ældre konsulent og hans værd, men ikke så snart har den sidste nikket ja til den første, før det ulige forhold begynder at gnave. Fra at have stået i en slags fader/søn-forhold, hvor patriarken hjælper den ivrige yngling op på parnasset, opfatter den nye mand, i dét øjeblik han selv er ankommet, nu i stedet den ældre som en forkælet bror eller konkurrent, der har fået et uretmæssigt forspring…Natten efter at den ældre kollega har ringet og ønsket tillykke med de første flotte anmeldelser, vågner den unge digter og tænker: ”Jeg ville også være blevet til noget uden ham”.

Og det ville de måske, eller måske ikke. Men Søren Ulrik Thomsens iagttagelse siger noget om et ret grundlæggende karaktertræk hos mennesker, som vi er flest. Når det går godt. Når vi har succes. Når vi anerkendes for noget vi har gjort, eller noget vi er – så tænker vi sjældent: Hvorfor lige mig! Hvor kommer det fra? Den der anerkendelse og ros, den er så herlig og berusende, at vi glemmer hvordan vi kom der hen. Vi nyder det, soler os i det og er tilbøjelig til at tage hele æren. Og så tænker vi: Jeg har gode evner, jeg har en stærk vilje, jeg er meget tålmodig, jeg har nogle kvaliteter der gør, at jeg er hvor jeg er. Det kan godt ske jeg er blevet hjulpet på vej af venner, familie, kollegaer, gode lærere etc. – men jeg ville nok også være blevet til noget uden. Jeg har det i mig!

Og det har vi sikkert, eller det har vi måske – men at bilde sig selv ind, at det vi har, udelukkende kommer fra os selv, er ikke alene belastende for vores omgivelser – det er i forhold til Gud, også en synd. Vi var ikke blevet til noget uden ham. Vi er ikke noget uden ved Gud.

Det betyder ikke det samme, som at vi slet intet er eller intet kan. Slet ikke. Vi kan gøre alt muligt dygtigt og begavet, men hvis vi mister jordforbindelsen og tror at vi er i stand til at leve helt uafhængigt af Guds og andres hjælp, så mister vi i bund og grund os selv. Vi ville ikke være blevet til noget uden Gud, og derfor er det på sin plads at sige: ”Tak for alt!”

Teksten til i dag er sådan en typisk Johannes tekst – flot, rytmisk og poetisk – og meget svær at få greb om. Ligesom et stykke sæbe der smutter mellem hænderne på én, smutter den mellem vores tanker: Jesus skal herliggøres og vi skal herliggøres. Jesus har del i evigheden og vi skal have del i evigheden. Det Jesus har fået, har han fået af faderen, og det vi har fået, har vi fået fra Jesus. Jesus er udgået fra faderen, og går nu tilbage til faderen. Jesus skal ikke længere være i verden, men vi skal være i verden. Faderen og sønnen er ét – og vi skal også være ét. Det er svært for tanken at følge med til de store ord om herliggørelse, evighed og enhed. Det er virkelig abstrakt og noget tåget for de fleste af os. Og det er svært – om ikke umuligt at omsætte de store ord, til noget der siger os noget i det små.

Og sådan er det med evigheden! Den er større end vores forstand. Vi kan måske nok få hovedet op i himlen, men vi kan ikke få himlen ind i hovedet. I hvert fald ikke ved at tale om den. Himlen eller evigheden kan vi kun gøre gældende ved at leve med den. Det er præcis det der er øvelsen – at i vores liv her i verden, her på jorden – skal vi have himlen i hovedet eller måske nærmere i hjertet. Benene på jorden, og himlen i hjertet. Det er herliggørelse af os – at gudslivet er bragt ind verden, så vi kan leve af det.

Tankegangen hos Johannes er at det hele hænger sammen. At vi hænger sammen, og at vi hænger sammen med Kristus og dermed har del i gudslivet og evigheden.

Kristus er døren indtil gudslivet – Han har været med i gudslivet fra begyndelsen – ja, fra før begyndelsen. Det gudsliv, som er fra evighed til evighed.

I sin tid på jorden sammen med disciplene gjorde han evigheden gældende. Nu er det vores opgave at holde fast i den evighed og fortsat gøre den gældende. Ikke som from snak og verdensfjerne floskler, men som liv og glæde for de mennesker vi hænger sammen med. At få del i Guds herlighed er at få del i en ny tidshorisont – nu er tidens forgængelighed eller flygtighed ramt af evigheden. Og det er vores opgave at gøre den gældende. Ved at holde fast i det der har værdi – og ikke glide ud af alle mulige ligegyldige tangenter og forstyrrelser, som nok er flotte og herlige i øjeblikket, men som ikke holder i længden og som heller ikke kaster liv og evighed af sig.

”og dette evige liv, er at de kender dig”, står der – det er altså evighedens fylde, at kende Kristus, at være kendt af ham og at give sig til kende på en ny måde i verden. Som dem der gør evigheden gældende i andres liv. Vi skal leve i tiden med bevidsthed og tro på at vi er gjort af evighedsstof – at vi bærer noget af evigheden i os.

Når vi om lidt går op til nadverbordet, så beder vi: ”Gør os faste i det evige livs håb. Giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen”

At blive spist sammen med de andre ved nadverbordet er at blive spist ind i en ny virkelighedshorisont, hvor kærligheden råder. Vi er vidt forskellige mennesker der går op til alteret, og her kan man være med sig selv og de andre, for her bliver man i kraft af brød og vin og ordet om syndernes forladelse sat ind i en sammenhæng, der rækker ud over ”jegét” og ”duét”. Så når vi går ned fra alteret, er vi blevet bekræftet i en synsmåde og i en virkelighedsforståelse, som er kendetegnet ved det evige liv, hvis indhold er kærlighed. Og vi kan leve i verden, gjort af evighed. Troen på vores forbundenhed med Gud, gør os evighedsramte. Eller som Johannes ville have sagt: Herliggjorte. Og herligt er det i hvert fald, at det ikke er os der skal blive enige om hvad der er herligt – det kunne nok blive en klichefyldt affære. Det er vi herligt fri for. Vi skal bare sige tak for alt, og gøre vores bedste.

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *