Svært at nøjes med håb

16. søn. eft. trin

Det kunne have været historien om dengang Jesus kom for sent, men sådan blev det ikke. Jesu har god tid. Han tager sig god tid. Der er blevet sendt bud efter ham: “Herre, den du elsker er syg.” Det er hans gode venner, de tre søskende: Martha, Maria og Lazarus, der har brug for ham. Og derfor kan man godt undre sig over, hvorfor han tager sig så umanerligt god tid med at komme til Betania. Men det bliver tydeligt, at  han venter, fordi det er meningen at Lazarus skal nå at dø, sådan at Gud kan herliggøres og mennesker komme til tro ved hans dødeopvækkelse.

 

“Herre, havde du været her, var min bror ikke død! Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig”

 

Martha er på den ene side ked af det og skuffet eller vred. Det er svært at afgøre. Hun ved det dårligt selv. Jesus kunne have helbredt ham, men han kom for sent. Han kunne have forhindret at han var død, men han lod det ske. Hvorfor?

 

Hvorfor spørger vi også, når det er os der bliver ramt. Når vores kære dør unaturligt tidligt. Hvorfor skal uskyldige og elskede mennesker dø? Hvorfor griber Gud ikke ind? Han har magt til at gøre det, men han lader det ske.

 

På den anden side, ved Martha at Gud vil hjælpe – at Gud hører Jesu bønner. At Gud høre vore bønner. “Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig”.  Hun forestiller sig ikke at det er muligt at vække sin bror til live igen. Det ligger uden for hendes forestillingsverden. Men hvad er det da, at det giver mening at bede Gud om i sådan en situation? Hun har lige mistet sin bror. Hun er sløret af sorgen. Hun har brug for at mærke at Gud er både hos hende og hendes døde bror. Og det tror hun han er, som salmisten der siger:

Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.

 

“Din bror skal opstå!”, siger Jesus. “Ja, siger Martha, jeg ved at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag, men hvad kan jeg bruge det til lige nu. Det fjerner hverken sorgen eller smerten lige nu. Lige nu, hvor jeg ikke ønsker mig noget andet, end at min bror var levende og ikke død. Det er måske nok en trøst at vide at han har det godt. Og jeg tror at han er i Guds levende hænder, men det er svært at nøjes med det.”

 

Og Jesus ser på hende og siger de stærke og forløsende ord: “Jeg er opstandelsen og livet; den der tror på mig, skal leve om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det? Tror du virkelig det, Martha?”

 

Og Martha svarer med en hel trosbekendelse: “Ja, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.” Hun tror og hun lever i Kristus. Og vi forstår måske at det evige liv er den nye måde at være til på, som skænkes i troen på Jesus. At leve og at tro på Jesus er ét og det samme. Det som Jesus er og det som han skænker, er ét og det samme. Han giver sig selv. Ligesom i bespisningsunderet, hvor Jesus ér livets brød og skænker livets brød.

I troen på Jesus bydes døden trods, og et liv i frimodighed og i glæde vælder frem. Allerede nu og også engang. Opstandelsen er en fremtidig begivenhed, men det er også virkelighed i vores liv nu. Det evige liv er det liv vi får skænket i troen på Jesus.

 

Så henter Martha sin søster Maria. Hun skal også møde Jesus. Hendes øjne er røde og hævede af gråd: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død!”

 

Nu er det nok. “Hvor har I lagt ham?”, spørger Jesus. Og søstrene retter sig op og ser på ham og siger: “Herre, kom og se! Og Jesus begyndte at græde. Han græd sammen med Martha og Maria. Det er så menneskeligt. Måske er det, det mest menneskelige man kan gøre – at græde. Der er mig bekendt ikke andre end mennesker der kan græde.

 

“Kunne han som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” Jøderne tror at Jesus græder af samme årsag som søstrene, fordi han har mistet en ven. Jøderne har ret i, at Jesus elskede Lazarus højt, men de forstår ikke dybden i det: at Jesus elsker Lazarus, som Gud elsker verden. Lazarus er ethvert menneske, som Gud elsker. Lazarus er dig. Derfor forstår de kun til en vis grad hans gråd. De indser ikke, at det er Gud, der græder over verden. Jesu reaktion – både at han er opbragt, og at han græder – skyldes hans viden om, at verden ikke har sans for det evige liv, som han bringer. Han græder, fordi han ved, at verden møder ham med foragt. Han står overfor verden som det evige liv, men verden vil slå ham ihjel.

 

“Tag stenen væk!”, beordrer Jesus. Martha ser himmelfalden på ham: “Jamen, Herre, han stinker allerede, han ligger der jo på fjerde dag.”

 

“Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?”, svarer Jesus til hende og alle os andre. Og vi tror og vi skal se stenen blive fjernet og livet sejre over døden.

 

Der lå en sten over Jakobs brønd/ den tungeste sten blandt stene./ Ved synet af Rachel blev Jakob så glad,/ at han løftede stenen alene.

 

Normalt kom der fire mænd derned/ for at løfte sten ved aften. /Men Jakob fyldtes af kærlighed./ Af kærlighed fik han kraften.

 

Der lå en sten på Frelserens grav,/ den tungeste sten blandt stene-,/ og rygtet kom ud over land og hav, /at kærlighed bar den alene.

 

Og vi, der var underlagt synd og død/og alle fordrevet fra Eden, /kom sammen og lytted´, når ordet lød/om stenen og kærligheden.

 

Der ligger en sten på hver eneste grav./ jeg stod ved min fars forleden/og vidste, at selv de tungeste sten/kan bæres af kærligheden.

 

Sådan digter Johannes Møllehave om sten der må fjernes og bæres af kærlighed.

Stenen bliver flyttet fra Lazarus´ grav på Jesu gentagne opfordring. Sådan følger der med døden mange sten på grave og i hjerter, som vi ikke selv magter at flytte og bære. Vi har fået det håb, at i sidste ende tager Gud også denne byrde fra os og flytter selv stenen påskemorgen.

 

Jesus løfter sine øjne mod himlen og råber mod graven: “Lazarus, kom her ud!”, og Lazarus vender tilbage til livet, kommer ud af gravens mørke indviklet i ligklæder og livshæmmende bånd. Han ryster det af sig og falder i armene på sine elskede igen.

 

Dejligt for dem. Et utroligt tegn på Guds herlighed. Dejligt for dem, men det sker jo ikke for os, uanset hvor meget vi råber ved vores kæres gravsten. Hvad skal vi med evangeliet,  ja med kristendommen? hvad skal vi med troen og troen på Gud, hvis den ikke tager smerten og døden fra os?

 

 Et svar kunne måske være:  Evangeliet giver os del i et sandt menneskeliv, hvor glæde og smerte, kærlighed og sorg hænger uløseligt sammen. Det vidunderlige og vanvittige, svære og skønne menneskeliv, som vi elsker trods alt.

 

Døden overvindes, men den er ikke fjernet som vilkår i hver eneste menneskes liv. men evangeliet rækker os et modbillede, og tager døden fra os som endegyldig sandhed om vores liv. Døden er aldrig det sidste der er at sige om et menneske.

 

Evangeliet handler ikke om, hvad der er realistisk for os, at se, men om hvad der er muligt for Gud. Om hvad vi har at knytte alle vores håb og gode drømme til, vor tro og tillid. Og det er først og sidst ordet om Kristi opstandelse.

 

Lazarus fortællingen er fortællingen om , at det evige liv, som skænkes ved opstandelsen fra de døde, allerede er den troendes virkelighed i dette liv. Det evige liv er både fremtid og virkelighed nu.

 

Lovet være Gud som har genfødt os til det levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde! – det er det første ord ved døbefonten og det sidste ord ved graven. Af det ord har vi dannet et slags billede for dermed at sige, at livet – uanset om det er vellykket eller mislykket – ihvertfald fra først til sidst er rammet ind af et levende håb.

 

Men heller ikke et billede eller et håb tager fortvivlelsen fra nogen. Håbet indeholder Guds barmhjertighed , og det er ikke let at skulle nøjes med barmhjertighed. Når fortvivlelsen bliver endeløs og vreden over døden bundløs, så er det ikke nemt at nøjes med et håb og så går det os, som det gik Kristus da han hang på korset i mørke og følte sig forladt af Gud.

 

Men selv når vores tro knækker, så står Guds barmhjertighed tilbage. Måske, tænker du, er der nogen der kan finde tryghed, trøst og ro i det, men det kan jeg altså ikke. Ville gerne, men kan ikke. Der er ingen trøst i det for dig. Det er lige så tomt for dig, som det var for Martha og Maria, da de mistede deres bror. Måske giver det så mening at overveje, at når Kristus, som er opstandelsen og livet, sagde til mennesker: “Din tro har frelst dig!”, så var det aldrig til de skråsikre eller troende, men altid til de tomme, vantro og fortvivlede. Dem der var faste i kødet og troen, dem sagde han noget helt andet til – men til dem der ikke havde andet end håbet om Guds barmhjertighed sagde han: “Din tro har frelst dig!” Din sten er flyttet og båret af kærligheden. Din tomhed er fyldt af et levende håb!  Amen

 

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *