Spred lys min engel

I søndags holdt vi familiegudstjeneste. Temaet var engle. Minikonfirmanderne har malet engle de sidste fire gange og nu hænger de i kirken og pynter her i julen. Ved gudstjenesten så vi videointerviews m. minikonfirmanderne, sange engle-salmer og hørte bibelhistorier med engle. Herunder er den fortælling, som jeg brugte til gudstjensten. Den handler om en engel, der opdager at der stadig er brug for den…

Spred lys min engel!

På en vatsky oppe i himlen sad en engel med basunkinder og veludvoksede vinger. Han var træt af englelivet! ” Der er ikke meget ved at være engel i 2007″, tænkte han. “Engle er skabt til at bringe lys til mennesker, men mennesket har afskaffet mørket: så der er ikke brug for mig mere”

For at overbevise sig selv om, at han havde ret, lænede han sig udover skyens kant, og betragtede verden så´n lidt fra oven: Himlen var dækket af neonreklamer i neonfarver med alverdens underlige firmanavne; gaderne var oplyst af kunstigt solskin frembragt af energibesparende kviksølv-lamper: og husene var lige ved at sprænges af 100 watt pæres og TV-apparaters kolde, blå lys. Det så unægtelig ikke ud til, at der var meget mørke tilbage at lyse op i!

“Mennesker, der har brug for engle, møder engle”, tænkte englen på sin vatsky. “Men der er nu altså ikke meget for en engle at lave i en verden med vedvarende energi, psykoanalyse og et hav af forsikringsmuligheder!”

“Hvad sidder du her og hænger for, min engel?” Englen vendte sig forbavset om, og så lige ind i Vorherres store, smilende ansigt. “Nåh, tjahh, der er jo ikke så meget mørke at lyse op i mere. Jeg føler mig faktisk lidt som en arbejdsløs engel.” “Så kom da med”, sagde Vorherre, og rakte sin hånd indbydende ud imod englens. Sammen begav de sig på vej ned gennem skyer og regnbyger – ned mod jorden.

Det første stop er nogle boligblokke. “Schyy!”, hvisker Vorherre og peger på en gammel bænk. Der sidder en dreng med sin mobil i hånden. Han taster et nummer, han kan udenad. I den anden ende af linjen tager en mand telefonen. “Hej, far, det er mig, Christoffer. Hvor bliver du af? Du havde jo lovet at hente mig for en halv time siden!” “Jamen, Christoffer har du ikke fået min besked? Det er ikke så godt alligevel i denne weekend.” Der er en lang, lydløs pause. Tankerne står stille i Christoffers hoved. Han havde glædet sig” “Susanne, altså hende min nye kæreste, hun har lånt et sommerhus ved Vesterhavet i denne weekend. Vi har brug for at være sammen. Det forstår du da godt, ikke Christoffer?” Christoffer ryster på hovedet og hvisker:” Jo, men jeg troede bare…” “Jeg er nødt til at løbe nu. Ha´ en god weekend: og vi ses!” Han har lagt på, inden Christoffer når at sige “Farvel”, Drengen ser på telefonen. Med ryggen af hånden tørrer han en tåre væk fra kinden, mens han bander. “Kan du ikke se mørket” spørger Gud den måbende engel

I et vindstille hjørne ved banegården sidder den gamle kvinde. Hun har en gammel paryk på af uægte hår. Hendes tøj er af polyester og ligger i mange lag uden på den altid frysende krop. Det er en frostklar januarnat. Hun vipper frem og tilbage af træthed og for at beholde lidt af varmen. Der er intet sted for hende; ingen venter på hende; ingen hænder med kærlighed rækker ud imod hende. De unge, fulde på vej til endnu en fest, stiller sig op foran hende og glor, mes de prøver at overgå hinanden i platte kommentarer. Deres latter skærer en ny rynke i hendes ansigt, mens de vakler videre ud i byen. De voksne, lunt beskyttende inde i Taxaér ser den anden vej. Den gamle kvinde kan let give en kvalme; og hvem ønsker kvalme oven på en god middag med efterfølgende cognac. Deres selvtilstrækkelighed er endnu en dråbe i det hav af ligegyldighed, der truer med at drukne posedamer og posemænd. “Kan du ikke se mørket?!” spørger Gud.

Ringvejens osende helvede med morgentrætte mennesker bag glas i store biler. Cyklister med skyer af åndedræt i frosten, sparker ud efter bybusser og hinanden. Biler drøner over for grønt og gult; skærer hasarderet hjørnerne af; brøler vredt med hornet eller med ansigtet ude af sideruden, hvis nogen kommer i vejen. God Morgen Danmark! To biler støder sammen og efterlader buler og smadrede forlygter. De to mænd bag rattene er dybt uenige om, hvad der er sket. Råbene er vrede; hænderne er knyttede. Hvis ikke en politibil dukker op, ender det sikkert med brækkede næser eller tænder. God Morgen Danmark!

I skolegården har den første fået en is-kugle i nakken. Hovedet gør så ondt, at det er er svært at lade være med at græde. Men hvis pigen begynder at tude, vil de grine dobbelt så højt henne i hjørnet; så hun holder smerten ud. Den lille dreng, som får beskidt sne tværet rundt i ansigtet, hyler og slipper hurtigt bort uden varige men. Gårdvagten skriger sig hæs: “Nu må de…. (biip) holde om med det svineri!” God Morgen, Danmark!

Og kassedamen, der kommer for sent på arbejde, fordi hendes barn er syg; og alligevel får et “møgfald” af afdelingslederen med trussel om fyring næste gang. Og drengen, der pjækker fra skole, og i stedet for, smadrer de fristende, store ruder i centeret. Og pigen der er bange for at være sig selv, fordi de andre mobber hende. “Kan du ikke se mørket?”

I en bus tegner en pige med fingeren på det tilduggede vindue. Hun tegner en engel med store vinger og et bredt (lidt skævt smil). Englen og Vorherre ser det og griner, for det ligner én de kender. “Et lille smil kan være det store lys, der redder en hel dag fra at drukne i mørke. Og nu, min engel, må du hellere komme i gang med at sprede lys i mørket!” siger Vorherre og klapper englen, og alle vi andre hverdagsengle på skulderen.

Forfatter: Svende Grøn, Redigeret og forkortet af Hanne Jul Jakobsen

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *