Sandhed og løgn

Tredje søndag i fasten (2)

Tekster: 2. Mos. 32,7-10.30-32 + Joh. 8, 42-51

 

Siden tidernes morgen, hvor Aron ifølge dagens tekst fra mosebøgerne, lavede en guldkalv, som folket kunne tilbede og følge i hælene på, har man vidst, at grådighed er en del af den menneskelige natur.

 

Af samme grund opfattede de første kristne grådighed som en synd, der skulle advares imod. Grådighed er en blindgyde og blev en af den katolske kirkes syv dødssynder – synder, der var så alvorlige, at de ville føre til åndelig død og fortabelse, hvis de ikke blev skriftet.

 

Der har op igennem den kristne kirkes historie været en bevidsthed om, at grådighed og det, som vi i dag vil kalde for overdreven materialisme, fører mennesker væk fra troen på Gud og dermed også væk fra livet.

 

Det er derfor ikke nogen original tanke, når jeg mener, at kirken bør råbe meget højere, når vi i vores tid lader os forblænde af Gud Mammon. Og det grænser næsten til det banale at harcelere over, at forbruget i den rige verden går amok, mens mennesker i andre dele af verden lever i dyb fattigdom. Men det er en tanke værd, at det langtfra er sikkert, at vi i den rige verden også er de lykkeligste mennesker.

Det fællesskab og en i hvert fald på overfladen sorgløshed, man ofte som rejsende møder hos fattige mennesker, vidner om, at materiel vækst og dyrkelse af rigdom har sin egen pris og afføder sine egne bekymringer.

Annonce

I dag hører det at være forbruger med til vores identitet, så finanskrise og dårligere økonomi rammer os ikke alene på vores pengepung, men også på vores identitet som forbrugere.

 

Vi stirrer os blinde på materielle forhold, og er på en måde mere forbrugere end vi er borgere. Hvor borgeren tænker på en helhed i samfundet, tænker forbrugeren på sig selv – whats in it for me? Hvad får jeg ud af en madordning i børnehaven, skattelettelser og nedsættelse af ventelister på sygehuset? Storsind og generøsitet har trange kår, når det hele kommer til at handle om penge og selvrealisering.

Heldigvis bliver vi også trætte og mætte af den golde og kolde dyrkelse af forbrug, men den underliggende drivkraft i materialismen er så stærk, at ingen vel kan sige sig helt fri for at have en rem af huden. I den moderne markedsføring af vaskepulver og mobiltelefoner slås der på, at de nye produkter giver en særlig livsstil, der er nem at forveksle med livsindhold.

 

Men det er en løgn. En stor fed livsløgn. Livsindhold og lykke findes ikke i dansen rundt om guldkalven, eller i nye låger i samtalekøkkenet eller en større og fladere fladskærm. Vi binder os selv en løgn på ærmet, når vi tror det.  

 

Selv om man siger, at de, der mener, at man ikke kan købe sig glad, bare har været i de forkerte forretninger, så er det en fællesmenneskelig erfaring, at flere penge avler flere bekymringer, og at en ny bil eller tilbygning kun midlertidigt stiller sulten.

 

Mere vil nemlig have mere. Og derfor bliver vi i dag højt og tydeligt gjort opmærksomme på, at der, hvor Gud trænges væk, sætter noget andet sig på pladsen. Og mennesket er ringe stillet ved at lade pengedyrkelsen indtage troens plads.

 

Tingene bliver sat på spidsen i dagens evangelietekst. Her er ikke plads til lunkenhed: Vi må vælge mellem Kristus og Djævlen, liv og død, sandhed og løgn. Vi kan ikke vælge både Gud og mammon.

”I har djævlen til far”, siger Jesus. Det er hårde ord. Underforstået I kender ikke andet end løgn, for Djævlen er løgn og kender kun løgn. Jesus derimod er selv sandheden og kender sandheden. I har Djævelen til far. Han er en løgner og fader til løgnen. Djævelen er løgnens far, og Gud er sandhedens far.

 

Hvad betyder det egentlig? Jeg har da ikke Djævlen til far og synes i øvrigt også at jeg er nogenlunde god til at kende forskel på sandhed og løgn. Eller hvad?

 

Ja, jeg vil gerne sandheden men sandt nok undgår jeg ikke løgnen. Løgn er ikke bare de små og hvide. Løgn er ikke bare usandheder der kan komme over mine læber. Løgn er meget mere omfattende. Livsløgne, som vi vælger og som vi tror på.

 

Det er fx løgn, når jeg tror at jeg kan klare alting selv, eller når jeg tror at jeg er min egen lykkes smed. Det er løgn, når jeg tror en stor forbrugskonto giver mening og livsindhold. Det er også løgn når vi tror at det er os der skaber livet, eller når vi glemmer at vi er udgået fra Gud, når vi går vore egne veje og når vi glemmer, at vi skylder Gud alt.

 

Der er en rigtig god film, der fortæller om hvor svært det kan være for os at sige nej, når Djævelen kommer med sin løgn og sine usandheder. Filmen hedder ‘Djævelens advokat’. Den fortæller om en ung lovende forstadsadvokat, Kevin Lomax. Han bliver headhuntet af et kæmpe New York-advokatfirma af den karismatiske leder, John Milton.

Milton tilbyder Lomax et spændende job, at han skal få en kæmpe lejlighed, masser af penge og al den succes, han kan ønske sig. Og det er bare begyndelsen. Det kan man jo ikke modstå. Karrieren drøner derudad for Lomax. Der er masser af store biler og smukke kvinder, der er mere fristende end konen derhjemme. Fantastisk lejlighed og fantastisk succes.

Men så oplever han, at det går helt anderledes med privatlivet: Konen bryder sig ikke om hans succes. Hun bliver mere og mere forsømt, træt og lille og til sidst vil hun slet ikke vide af ham. Hun kender ham ikke mere.

Det viser det sig, at rigmanden er ingen ringere end Djævelen selv og til sidst i filmen bliver det afsløret, at han er far til den unge advokat, fordi han på et tidspunkt har forført advokatens mor. Djævelen har forført hende.

Det er denne uhyrlige erfaring, som evangeliet fortæller om i dag: Du, Kevin Lomax, du har Djævelen til far.

I sidste øjeblik lykkes det den unge advokat at afvise Djævelen og hans tilbud. Den ender lykkeligt. Han vælger kærligheden og finder sammen med sin kone igen.

Pointen i filmen er, at Djævelen dukker frem igen og igen i en ny skikkelse, med nye fristelser, og som tilskuer sidder man der og kan bare håbe på, at det anden gang kan lykkes at sige nej. Og man ved godt, at det vil blive ved og blive ved.

Du kan ikke selv gøre dig fri af Djævelens magt, hvor gerne du end ville. Du bliver kun fri ved Guds hjælp. For Gud – Kristus – er sandheden.

Det er det, Jesus vil have os til at indse. Han ved, at Guds ord møder modstand og vil møde modstand, fordi Guds modstander er i verden. En modstander hedder på hebræisk ’satan’. Det græske ord, vi oversætter med djævel, ‘diabolos’, det betyder løgner.

Guds modstander er en løgner. Han kan fordreje sandheden, så vi tror, at den er løgn. Og løgnen kan han få til at se så uskyldig og tillokkende ud. Men løgnen er ikke noget i sig selv. Den eksisterer ikke i kraft af sig selv, men lever af at snylte på sandheden.

Det er for at sætte løgnen og løgneren på plads, at vi har brug for at indlede trosbekendelsen med forsagelsen. Forsagelsen af det onde.

Jesus gør det helt konkret: I kan vælge. I kan vælge mellem Djævelen og Gud. Vi kan vælge mellem løgnen og sandheden. Det onde og det gode. Vi har vores frie vilje til at vælge det onde, eller vælge det gode. Løgn eller sandhed. Som Paulus siger: Det gode som jeg vil det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det gør jeg. Det er menneskets vilkår.

Guldkalven, gucci-tasken og grådigheden bærer ikke holdebarheden og ægtheden i sig. Det gør derimod sande værdier, som venskab og fællesskab, tro, håb og kærlighed. Det holder hele livet. Det bærer sandheden, lyset og livet i sig.

Ja, vi kan og skal vælge mellem Gud og mammon, sandhed og løgn, det gode og det onde. Men hvad er det gode budskab til os?

 

Det gode budskab er at løgnen ikke holder i længden. Det gør kun Gud. Løgnen giver ikke liv. Det gør kun Gud. Løgnen kan måske nok snylte og snage i vores liv, men Gud bevarer os og bliver ved medigen og igen at give os nyt sandt liv i al evighed. Amen.



Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *