På egne ben

 

Prædiken til Bøn&Brunch, 4. søndag eft. Påske 2013
Tekst: Johs 16,5-15

Coldplay: http://www.youtube.com/watch?v=pY9b6jgbNyc

 

 

”Du er ikke alene!”  Er det ikke det vi kommer her i kirken for at få bekræftet – at vi ikke er alene, at Gud er med os alle dage, indtil verdens ende? I dag hører vi noget andet.  På en måde det modsatte: At vi er alene. I hvert fald på en måde. På egne ben.

Jesus har forladt os. Han var her, men nu er han gået bort. Og vi står, som vi hørte hos Coldplay lige før, og er kede af det, for vi har mistet noget, der ikke bliver erstattet på den måde, som vi kunne drømme om.  Krop bliver erstattet af ånd. Fysisk fravær bliver til åndeligt nærvær.

Oplevelsen af at blive forladt, hører til de værste. Følelsen af at stå alene tilbage med savn i maven og sorg i hjertet, uden at kunne gøre noget for at få ham eller hende, som vi savner tilbage, er magtesløshed i sin mest rendyrkede form.  Der er bare tomhed tilbage.

Kristi opstandelse er en tom grav, og når vi står her og længes efter et fysisk nærvær og erindrer noget som var, men som ikke er mere – så forplanter den tomhed sig til os. Erfaringen af at noget er tabt for altid. At den som vi elskede er gået bort og vi står der, og kan ikke begribe, at vi må give slip, for at opstandelsen kan give mening som livskraft og ånd i os.

Erfaringen af at miste en vi har satset det meste for at være sammen med, fylder os måske også med følelsen af at blive snydt eller bedraget eller ført bag lyset. For når den der har angivet retningen for vores liv er væk, hvor skal vi så gå hen? Måske oplever vi det som om gulvtæppet bliver revet væk under os. Vi mister førligheden i øjeblikket, og kan ikke se hvilken retning vores liv nu skal tage. Vi føler måske ikke bare vi har tabt noget, måske har vi det som om vi har tabt livet.

Overgangen fra en livsfase til en anden indebærer også et tab. Helt åbenlyst i overgangen fra barn til voksen – vi mister vores uskyld og umiddelbarhed. Vi mister vores ret til det uforpligtende og ukomplicerede barneliv. Forventningerne til os og vores forhold, ændrer sig selvfølgelig og heldigvis ikke over en nat – gradvis vender vi os til mere alvor og ansvar og kompleksitet.  Men resultatet er altid det samme: Vi har tabt uskylden og ansvarsløsheden for altid!

Indimellem kan vi – også når vi er blevet meget voksne – rammes af sorg og tristesse over at det er sådan. Vi kan – når pligter og ansvar, leverpostej og lockout hænger os ud af halsen – have et stærkt ønske om at vende tilbage til livet uden ansvar. Men vi ved også godt, at sådan spiller klaveret ikke.  Og at det er godt.

For et liv uden ansvar, er et liv under en andens ansvar. Som barnet der skal rette sig efter sine forældre. Eller som den, der som voksen, har givet køb på sin egen frihed og identitet og (mere eller mindre frivilligt) har underlagt sig én eller anden guru, eller fører, der efter en bestemt idelogi har overtaget den frie og selvstændige tanke.

I kristendommen bør der ikke være nogen guruer eller førere. Vi er her på egne ben. Vi står hver og én af os i et selvstændigt forhold, til livets Gud.

Jesus var her, men er her ikke mere. Han var her, med alle sine konkrete bud på, hvordan vi skal leve vores liv. Han var her og viste os vejen. Det var bare at følge efter ham. Og det virker måske noget enklere på den måde. At have et fyrtårn, en konkret anfører, som kunne gå foran. Vi står her tilbage og mangler én der kan går foran os og fortælle os, hvad der er godt og sandt.

Og måske leger vi nogle gang med tanken om, hvordan det ville være, hvis Jesus ikke havde forladt os. Hvad nu hvis Jesus var her i dag – her i Århus V anno 2013 og gik rundt imellem os? Hvad ville han gøre og sige i dag? Måske tænker vi nogle gange at det var enklere på den måde. Lettere at tro. Lettere at leve. Lettere at træffe de rigtige valg. Og selvfølgelig kan vi lege med tanken, men det er i bund og grund en tosset ide og misforstået drøm.

For Jesus er ikke et idol, en guru eller en anfører. Og vi skal heller ikke forvente en erstatning i form af en religiøs leder. Vi er her på egne ben – hvis skulle vi ellers gå på, kunne man spørge – men vi glemmer det nogle gange at det er deri friheden ligger, og drømmer måske om, en der kan give os nogle konkrete anvisninger på hvordan vi skal leve. – men det ville gøre livet alt for småt og skrøbeligt, hvis det var sådan.

Den opstandne, som vi skal leve med, er ikke en erstatning for den jordiske Jesus, men tværtimod netop den fraværende. Han, som er et med Faderen, er altså ikke mere mellemmand mellem os og faderen. Men Guds liv i os og iblandt os. Det er Helligånden.

Det er ikke godt at blive ved med at opføre sig som et barn, når man er blevet voksen. ”Hvor er han barnlig” er sjældent noget adelsmærke – men betyder noget i retning af: ”Tag nu et ansvar!” Eller: ”Vis hensyn til andre!”

Vi taler i kirken om at vi er Guds børn – uanset hvor gamle vi bliver. Det betyder at vi er afhængige af det liv, som Gud lader tilstrømme os, og at vi hører ham til og er rummet i hans kærlighed. I forhold til Gud er vi altså ubetinget hans børn – men vi er samtidige Guds børn med den betingelse af vi er myndige og selvstændige og ansvarlige mennesker.

Børn må flytte fra deres forældre, for at kunne vokse og leve som frie selvstændige mennesker. Jesus måtte gå bort, for at Helligånden kunne komme og indgyde os mod til at leve som myndiggjorte og selvstændige mennesker – på egne ben. Det er når vi har fundet vores egne ben. Det er som os selv – som dem der har fundet hjemme som sig selv – at vi kan leve det det ægte liv og give Guds kærlighed krop.

Indimellem er det svært at finde ud af hvad vi skal stille op. Hvilke valg der er de gode og sande – både for os selv og i forhold til andre.
Indimellem ville det være dejligt at kunne læne sig tilbage i sit liv, og lade andre tage over.
Indimellem er det vanskeligt at fastholde det gudsnærvær, som vi har fået del i ved opstandelsen.
Indimellem ville vi måske ønske os et liv med flere facitter og færre spørgsmål.

Men sådan er livet bare ikke. Livet er aldrig enkelt og firkantet. Hver dag kræver sine egne afgørelser. Hver situation er ny. Hvert møde er enestående. Hvert øjeblik kræver sit nærvær.

Og vi står lige der midt i det hele og skal på egne ben, træffe de rigtige valg og være tilstede som os selv. Og lige der midt i det hele, er Kristus. Han er den, som var og som er og som kommer – ikke bare som fortid og fremtid, men som den der fylder vores livs nu.

Gud holder os ikke i et førergreb og styrer os som marionetdukker. Der følger heller ikke en rejsefører til vores liv, som guider os i alle livets forhold. Vi lever førerløst og må træffe vores valg og leve vores liv på egne ben. Og i det liv, er Gud tilstede med sin ånd.

”Lights will guide you home, and ignite your bones, and I will try to fix you” (Lyset vil fører dig hjem, og tænde dine ben og jeg vil forsøge at hele dig), sådan synger Coldplay, og det kunne fint være en sang om, hvordan Gud er det oplysende og helende åndsnærvær, som gør det muligt for os at være til, som os selv – og som sker når vi møder hinanden med kærlighed og forsoning.

Kristus er til stede i blandt os med al sin kærligheds rigdom, siges det, når vi deler nadveren. Og det er en meget konkret levendegørelse af, at Kristi legeme fordeles fra ét sted til mange steder, når vi får del i hans legeme og går fra alteret og ud i verden, som bærere af Guds liv, der konkretiseres i kærlighed.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Et svar til På egne ben

  1. Pingback: Kirkebøn til Bøn & Brunch i Møllevangskirken | Christian Wegeberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *