Ordet skaber hvad det nævner

6. søn. efter trinitatis /tekst: Mat. 5,20-26

”Ordet skaber hvad det nævner”. Sådan sagde Grundtvig, og det er godt sagt. For det er sandt for os alle sammen, at vi er dybt afhængige af de ord vi bliver mødt af. Allerede det lille barn, som ikke selv har et verbalt sprog, bliver formet og skabt, af de ord det bliver mødt af. Et barn der er omgivet af gode og kærlige ord, går ind i tilværelsen på en helt anden tryg og tillidsfuld måde, end det barn der er vokset op med hårde og ufølsomme ord.

Ordet skaber hvad det nævner. Det er sandt at et menneske der er blevet mobbet som barn, mødt af mistillid og hårde ord, som ung – og overset og holdt ude som voksen, bliver formet af det. Hvis man hele livet har fået at vide at man ingenting er værd, så ender man næsten uundgåeligt med at tro på det. Taler vi det til det grimme i et menneske, så taler vi også grimheden frem – og så er det, det grimme vi får at se.

Ordet skaber hvad det nævner, sagde Grundvig, med en henvisning til Guds skabende ord. Skabelsesberetningen i 1. Mosebog, hvor Gud efter tur nævner det skabte og alt bliver som ordet lyder. Her møder vi en Gud, som med sit ord, skaber hvad det nævner. Og når Grundtvig bruger udtrykket, at Ordet skaber hvad det nævner, er det også en henvisning til Guds genskabelse af verden gennem Kristus. At Gud – at Ordet – har forbundet sig med os mennesker. Og der er altså i kristendommen en stærk sammenhæng mellem vores menneskelige ord og Guds ord – Ordet – med skabende og forløsende kraft. Det ligger i vores gudbilledlighed, at vores ord også har en skabende betydning.

Ordet skaber hvad det nævner! Sådan siger vi i kirken. Vi tillægger ord utrolig stor betydning. Måske også pga. af en tekst som den i dag, hvor Jesus skærper loven til også at omhandle ord og tanker. Ikke kun den der rent faktisk begår et drab, er skyldig – men også den der tænker på at begå drab, eller den der bliver vred, eller den der kalder én anden for en tåbe – handling sidestilles med ord og tanker. Og det er i et retssystem som vores, helt ude i hampen. Ordet skaber hvad det nævner! Nej, det gør det altså ikke i en menneskelig/retslig sammenhæng. Her har vi lykkeligvis et system, hvor der både er ytringsfrihed og frihed til at sige/tænke/mene hvad man vil.

Der er talrige eksempler på at retten til ytringsfrihed bliver spændt til bristepunktet, når højreekstremister ytrer sig med ekstreme synspunkter om forskellige grupper af mennesker i vores samfund – men det er alligevel væsentligt at fastholde, at der er forskel på at mene at nogen mennesker ikke skulle have lov til at være her, og så til at udmønte det synspunkt i handling som fx terror.

Vi havde diskussionen ret præcist omkring Anders Breiviks terrorangreb på øen Utøja. Han havde i sit manifest henvist til en række mennesker, som havde udtalt sig offentligt og som han betragtede som meningsfælder. Kunne man stille dem ansvarlig for, at deres udtalelser havde fungeret som direkte inspiration for Breivik? Nej, man kan ikke gøre dem ansvarlig for terrorhandlingen, men man kan måske godt mene at deres ord, har været med til at skabe en stemning af okayhed/normalitet af noget der er sygt. Men man kan ikke gå så langt, at man gør dem til medskyldige. Sådan kan man ikke i et retssamfund, og spørgsmålet er om det overhovedet holder? Der er jo ingen af os, der virkelig mener at man kan sidestille ord og handling. Vrede er ikke samme kategori som drab, drømme/begær er ikke samme kategori som utroskab, misundelse er ikke samme kategori som tyveri osv. Der er forskel på at tænke noget/sige noget – og så rent faktisk gøre noget ved det. Havde Jesus ikke blik for den forskel, eller hvad?

For at vi skal forstå, hvad Jesus vil, tror jeg vi skal begynde et andet sted, nemlig med himmeriget. Det er det, det hele handler om. Men, hvad er det for et himmerige, vi skal ind i? Er det overhovedet et sted vi har lyst til at være? Måske kan vi begynde med at spørge: Hvad er himmeriget for os? Hvornår har vi det himmelsk? Er det, når ”jeg lykkes”? Er det når jeg har fået dækket mine behov for god mad, gode oplevelser og succes? Er det himmerige jeg stræber efter det der ”gode liv”, som alle taler om i dag, og som mest handler om mig selv og udfoldelse af alle mine muligheder og uden nogen former for begrænsninger? Er det himmerige jeg stræber efter, evig ungdom og ubegrænsede muligheder? Måske! Men det er ikke sådan et himmerige, Jesus taler om. Himmeriget er ikke privatiseret.

Himmeriget er ikke mit. Himmeriget er heller ikke et sted i det blå – det er det der sker imellem os mennesker, og det betyder at vi kun har adgang til Himmeriget sammen med andre. For Himmeriget er der, hvor barmhjertigheden/tilgivelsen/forsoningen/kærligheden/glæden bliver til virkelighed. Det er derfor at Himmeriget, Guds rige, er der hvor Jesus er til stede. Og der hvor der er vrede/ubarmhjertighed/uforsonlighed er det virkelig det modsatte. Nemlig et helvede.

Vrede er en af dødssynderne, men ifølge psykologien også én af de fire grundfølelser, som vi altså ikke kan/skal undertrykke: Glæde, sorg, frygt og vrede. Vi får endda ofte at vide, at det er usundt at undertrykke vores vrede. Og når Jesus fremhæver vreden, er da heller ikke som en følelse, men som en holdning til, hvem den anden er. ”Den der siger ”raka” til sin bror er skyldig”, siger Jesus. ”Raka” er aramæisk og har som grundbetydning at være tom. Og det er sådan det er. Tomt. Jesus siger ikke ”behersk dig” – men ”lad være” og ”skynd dig”. Vreden her, er den holdning til den anden, som tilintetgør den anden som menneske. Der hvor vi udrangerer den anden, for at vi kan komme til i køen/trafikken/til mødet/på ventelisten – der hvor den anden bliver vores ligegyldige modstander, som bare skal ryddes af vejen. Det er en vrede, som faktisk ikke har med følelser at gøre – for vi investerer ikke noget af os selv i den anden, vi inkluderer ikke den anden. Vi vil i bund og grund ikke den anden noget – han eller hun, bliver bare et middel eller én forhindring på vores egen vej. Og når det er sådan, så er det: Raka, tomt – et helvede.

Ordet skaber hvad det nævner, sagde Grundtvig. Og det èr godt sagt, for det minder os om, at ord har magt. At det betyder noget, hvilke ord vi bruger. Det minder os også om, at Ordet – at Kristus – har forbundet sig med os, og skaber liv og himmerig gennem os – og imellem os.

Og når vi bliver vrede – og det gør vi indimellem også på den der dybe omsiggribende måde, som blusser op, der hvor vi er dybt afhængige af hinanden og dybt engageret i hinanden. Fordi vi ikke er ligeglade med den anden, men fordi der er en grundlæggende gudsgivet kærlighed tilstede – så er det måske også et udtryk for vores gudsbilledlighed. Måske er det netop den kærlighedsbårne vrede, der er lig Guds vrede? Ligesom med tilgivelsen og forsoningen. Og at der hvor vores vrede/skuffelser/smerte er blevet så voldsom, at vi ikke længere er i stand til at rumme den anden – der kan vi overlade både vores egen vrede/uforsonlighed og den anden til Gud, som er frelsen og forsoningen selv.

Dette indlæg blev udgivet i Prædikensamling, Uncategorized. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *